Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Det er slut med Aakjærs: Koldsveden kom hver gang døren gik

Bo Aakjær går i disse dage i hjemmet i Tjæreborg og samler op på 12½ års forretningseventyr. Der er ro og smuk natur og heldigvis også en mårhund, som skal fanges, så tankerne kan komme på lidt andet end Aakjærs.

Bo Aakjær gik fra kobberbryllup til konkurs med sin velrenommerede specialvareforretning. Forud var gået år med skrantende økonomi og et helbred, der ikke blot sagde fra, men skreg på hjælp. Bo Aakjær sidder nu med en stor gæld og en uvis fremtid, men han ser også tilbage på mere end et årti, hvor han udlevede sin store drøm.

Annonce

Det var slemt nok, at Bo Aakjær til sidst kun kunne ligge i én bestemt stilling, når han skulle sove, fordi det ellers føltes som om, at der stod én og fysisk pressede en høtyv hårdt ned i brystet på ham. Det var bestemt heller ikke uden angst, han mærkede, hvordan hans krop begyndte at ryste over det hele, når han om morgenen satte sig ind i sin creme-farvede og reklamefolierede Ford i Tjæreborg for at køre de otte kilometer ind til sin specialforretning i Strandbygade. Men da først koldsveden begyndte at drive ned ad ryggen på ham hver eneste gang, at døren gik i butikken, og han hørte lyden af den velkendte klokke, der signalerede kunder, tog han beslutningen. Nu var nok blevet nok.

Så Bo Aakjær ringede til sin bank og sagde lige ud, at de sammen måtte finde en løsning. Derfor gik Bo Aakjær onsdag i sidste uge de både tunge og lette skridt op til skifteretten og erklærede sin forretning for konkurs.
12 ½ år efter at rejsen begyndte.

- Det var direkte fra kobberbryllup til skilsmisse, siger Bo Aakjær med et lille forsigtigt smil i hjemmet i den esbjergensiske forstad, hvor han i disse dage prøver at finde og få ro på tilværelsen efter nogle ekstremt hektiske måneder.

Begyndte som en hobby
Forud er gået flere år med skrantende økonomi i forretningen og et helbred, der er gået mere og mere i alarmberedskab.

Bo Aakjær begyndte ellers med succes sin forretning som en hobby hjemme i sit skur, hvorfra han solgte lidt vin og øl, ligesom han tog ud og holdt ølsmagninger samt øste ud af sin viden om humle, gæring og andet.

Det var dengang, hvor Newcastle Brown Ale og en Limfjordsporter fik folk helt op at ringe, mens de i dag figurerer som en standard hyldevare i enhver dagligvarebutik, og det er et meget godt billede på, hvad der har ændret sig for Bo og mange andre forretninger i - især - detailbranchen gennem årene.

Tiderne har skiftet, og de har gjort det med spidse albuer og fuld fart. Spørg bare hos Blockbuster, Fona og Toys ’R’ Us.

Har præget en udvikling
I mange år gik det ellers godt for Bo Aakjær, der efter at have opsagt sin stilling som forretningschef hos Q8 kørte hjem og fortalte sin kone, at han nu havde lejet nogle lokaler i Esbjerg og satsede alt på specialforretningen. Han fik sin bedre halvdels accept, velsignelse og støtte - hvad han i øvrigt altid har gjort, fortæller han og kalder sig selv for ”meget, meget heldig” med hende - og hurtigt fik forretningen vinger med særligt salg af vin, specialøl og gavekurve til private, og han flyttede senere i de større og velkendte lokaler i Strandbygade.

- Det var nogle gode år, og selvom jeg måtte lægge virkelig mange timer i jobbet, så holdt jeg sindssygt meget af den kontakt, som jeg havde med kunderne. Det har jeg altid gjort, og det har nok i virkeligheden været min største drivkraft. At kunne give noget viden og hjælp til folk, som er gået glade fra forretningen med en gave eller en vin, som passede til lige det, de havde behov for. Så betød det knap så meget, om den kostede 150 eller 350 kroner, smiler Bo Aakjær og siger ikke uden humor, at det måske er derfor, han i dag sidder, hvor han sidder.

- Men sagt i al beskedenhed, så tror jeg da, at jeg har været med til at præge en udvikling i Esbjerg hen imod at prøve andre ting, hvad angår både øl, vin, kaffe, the og chokolade. At flytte folk og inspirere, og det er jeg oprigtig talt glad for at have bidraget med, siger han.

Webshop gik ikke
Men tiden går, og vi går med. Det samme gør det der famøse marked.
For én ting var, at Cirkle K, Q8 og mange andre pludselig solgte gavekurve i stor stil, og at Coop begyndte at sælge Friis Holm chokolade og lignende, som før var forbeholdt specialforretninger som Bo’s.

En anden ting var, at der var et hastigt voksende digitalt marked. Og hvis tankstationer og store varehuse udgjorde et skvulp, så var det andet en kæmpemæssig bølge. Og Bo forsøgte at ride med på den.

Han træffer nogle strategiske beslutninger og etablerer blandt andet en webshop for at være en del af trenden.

- Jeg hylder faktisk den digitale udvikling, fordi jeg synes, at det gør vores muligheder som forbrugere meget større. Og meget mere spændende, siger Bo Aakjær, mens han kigger ud over marken i sit hjem, sipper til kaffen og fortsætter:

- Men jeg har simpelthen ikke haft ressourcerne til at ændre forretningen den vej, som forbrugeren anno 2019 har behov for. Så jeg vil trods alt ikke give mine konkurrenter æren for, at det er gået, som det er med Aakjærs. Det kostede mig rigtig mange penge at skubbe webshoppen i gang, og det blev aldrig en succes, hvilket blandt andet handler om, at det er udfordrende at holde fokus flere steder. Jeg har i hvert fald haft svært ved det. Det er ganske enkelt bare vanskeligt at drive en onlineforretning, når man samtidig også skal fylde varer på hylderne, mødes med leverandører, pakke vine ind, holde ølsmagninger og en hel masse andet.

Eventyret med webshoppen endte med, at Bo Aakjær måtte afskedige sin medarbejder, Heidi, som han selv havde udlært i 2011 og fik en hædersbevisning for som årets læreplads. Og det er ikke uden at blive bevæget, at Bo taler om den beslutning.

- Hun var en ufattelig vigtig brik, siger Bo Aakjær og rejser sig hurtigt for at gå over og hælde vand i sin tomme kaffekop og se lidt ud af køkkenvinduet.

- Det gjorde forfærdelig ondt.

Overblikket skrider
På trods af opsigelsen af Heidi er økonomien i Aakjærs fortsat mere og mere udfordret.

Bo Aakjær får aldrig fat online, og han leder konstant efter både nye nicheprodukter og fejl, han har begået. For selv om han dagligt møder ind i butikken og også formår at få sin seneste lærling, Annette, sendt afsted med et 12-tal i svendebrevet, så skrider overblikket langsomt for Bo Aakjær.

Der er flere omkostninger, end der er indtjening. Dagligdagen er uoverskuelig, og pres bliver til stress som ene mand i forretningen. Han prøver at indgå et samarbejde med Skjold Burne, men flere ting gør, at det aldrig bliver rigtig godt. Fundamentet falder, og Bo Aakjær føler, at han befinder sig i et stort hul, han ikke kan komme op fra.

Han kan ikke sove om natten, og han har konstant trykken for brystet. Han bliver ved med at lede efter løsninger. Og fejl. For finder han enten det ene eller det andet, kan han måske få vendt skuden.

Men der kommer intet klarsyn til Bo, for han kan ikke ændre markedet, og han står nu engang med sin fysiske butik og et varelager og et renommé og nogle forpligtelser og nogle huslejer og en familie, som han ikke vil lade i stikken. Det samme med kunderne. Og forretningen. Og sig selv.

Men Bo kan ikke undslippe Bo, og en dag under en kort pause i forretningen tager han en stress-test. Har man fem røde, skal man søge læge. Bo har 17 røde.

- Min læge lagde kortene på bordet og sagde det, som det var. Jeg skulle sørge for at holde fri. Men jeg kørte tilbage og fortsatte, for jeg ville ikke give op. Jeg er stolt og stædig, og der var jo nogle, som regnede med mig. Og forretningen er…eller var, jo som mit tredje barn, fortæller Bo Aakjær, mens hans to børn smiler på billedhylden i hjemmet.

- Jeg talte med en ven om det hele, som sagde, at det jo også handlede om, at jeg var flov. Og det er der en sandhed i. Man gør jo alt for at klare det, og så er det måske flovt, hvis man ikke magter det. Jeg ved det ikke, for det er hamrende svært, når det drejer sig om hjerteblod.

Hvad skulle der blive af Bo?
Banken og Bo enes om en løsningsmodel, og at Bo skulle tage en uge ad gangen. Det gjorde Bo så fra slutningen af november og i december, hvor der var udsalg i forretningen. Stort set hele varelageret blev solgt, og det har været gavnligt for Bo at være med i hele processen, selvom han har været mere træt end en nyfødt baby og tænkt rigtig meget på de, der risikerer at komme i klemme, og som han vil skuffe ved konkursen.

- Jeg endte med at stå i forretningen og betjene kunder hver eneste dag. Og så pakkede jeg ind om aftenen. Det var sindssygt hårdt for mig både fysisk og mentalt, men jeg tror på, at det har hjulpet mig. Og at det vil gavne mig, når det hele kommer på afstand, siger Bo Aakjær, der drejede nøglen for sidste gang kort før jul.

- Det værste var at fortælle min datter om det. Hun blev rigtig ked af det og var bange for, hvad der nu skulle blive af hendes far. Hun er 15 år og kender ikke til andet, end at jeg har min forretning, siger Bo Aakjær med blanke øjne og fortsætter:

- Men vi snakkede det grundigt igennem, og det var i øvrigt på samme tid, at BR også gik konkurs. Det gav lidt perspektiv, og hun kunne se, at det er noget, der kan ske for andre også. At det måske ikke er helt så farligt.

Rig på oplevelser
Hvad der skal ske med Bo Aakjær nu, ved han ikke. Nu skal han først og fremmest puste en smule ud og have afviklet de sidste ting med bank, advokater og kurator, men derefter håber han, at der byder sig noget spændende for ham. Det må meget gerne være inden for vin- og specialvarebranchen igen, men han er også frisk på alt muligt andet.

- Jeg synes selv, at jeg har nogle kompetencer og noget erfaring at byde ind med. Så jeg håber da, der byder sig noget spændende, for jeg er kun halvvejs gennem mit arbejdsliv. Min telefon er åben, og jeg er god til både at snakke og drikke kaffe, smiler Bo Aakjær, der ikke sidder tilbage og fortryder noget, selvom det er gået, som det er.

- Der er altid ting, man kunne have gjort anderledes, det kunne jeg helt sikkert også. Men det er også et spørgsmål om ressourcer, som jeg ikke har haft. Til gengæld har jeg haft nogle fantastiske år, og selvom jeg har 3½ års afspadsering til gode og har trukket veksler på familien, så har jeg jo også udlevet min drøm. På vinrejser har jeg sejlet på Dourofloden med et kold glas rosé og badet blandt piranhaer i Brasilien, og det har været store oplevelser. Men når jeg tænker tilbage, så er det hverdagen, jeg har holdt mest af. At kunne hjælpe andre via rådgivning og viden, og at folk har troet og stolet på mine kompetencer, det har betydet virkelig meget for mig. Jeg kommer til at savne den daglige kundekontakt ekstremt meget, siger Bo Aakjær, mens han atter stopper sig selv og kigger ud over den lette morgendis på marken udenfor vinduet:

- Min datter sagde altid, da hun var mindre; Far, du må da være mega rig, når du har din egen forretning. Det er jeg bestemt ikke blevet, og det kommer til at tage mig mange år at betale min gæld af. Men jeg sagde til min datter, at jeg var rig på oplevelser. Og dem vil jeg ikke bytte for noget i verden. Heller ikke selvom det er endt, som det er. Det har været det hele værd, selvom jeg er rigtig, rigtig ked af det lige nu. Men jeg er også afklaret, og min trykken for brystet begynder at blive mindre. Jeg er ganske langsomt begyndt at kravle op af hullet.

FAKTA:
44-årige Bo Aakjær begyndte sin forretning i 2006, og faktisk var det hans svigerfar, der købte den første palle øl og satte det hele i gang. Bo er gift med Lisbeth, med hvem han har børnene Iben på 15 år og Albert på otte år. Bo Aakjær er desuden i bestyrelsen i Esbjerg City samt stor håndboldfan. Han har blandt andet uddannet sig som sommelier, mens han drev Aakjærs.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Liv i midtbyen

Annonce