Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Det går godt med at skodde smøgerne

Peter Falktoft holdt et både fint, informativt og humoristisk foredrag om rygning på SOSU-skolen i sidste uge. Foto: Tue Sørensen
Godt to måneder efter man indførte røg- og tobaksfri skoledag, er der blevet færre rygere på Social- og Sundhedsskolen. Forleden var der foredrag om rygningens skadevirkninger ved Peter Falktoft.
Annonce

For godt to måneder siden blev smøgerne for alvor skoddet på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg.

Ingen, hverken elever eller medarbejdere, må ryge i skoletiden på og uden for skolens område. Initiativet omfatter alle former for tobaksprodukter inklusiv snus og e-cigaretter, og direktør Lisbeth Nørgård forklarede i begyndelsen af august, at forbuddet er indført efter mange og lange overvejelser, fordi det selvfølgelig kan ses som en indgriben i den personlige frihed.

- Men vi føler, at timingen er helt rigtig i forhold til den samfundsmæssige debat og trend, som vi oplever nu, lød det fra Lisbeth Nørgaard.

I sidste uge lagde avisen atter vejen forbi SOSU-skolen. Her var den kendte radiovært og debattør Peter Falktoft på besøg med sit foredrag "Jeg fucking hader rygning", og det var en oplagt mulighed for at høre til, hvordan det går med at være røgfri skole.

- I det store hele er det blevet rigtig fint modtaget. Rigtig mange elever giver udtryk for, at de er glade for tiltaget, da det hænger godt i tråd med de retningslinjer, der gælder på deres praktiksteder, fortæller Katharina MacArtney, der arbejder med konkrete tiltag inden for sundhed og bæredygtighed på SOSU-skolen.

- Der er mange, som har benyttet sig af de tilbud, som vi har stillet til rådighed i forbindelse med tiltaget. Det er alt lige fra samtaler, tyggegummi, lakrids og akupunktur, og der er faktisk flere, som helt er holdt op med at ryge, mens andre fortæller, at det er mange år siden, de har kunne gå op ad trapper uden at blive forpustet, siger Katharina MacArtney.

Annonce

Forsøger at hjælpe

Katharina MacArtney bilder hverken sig selv eller denne reporter ind, at man tilnærmelsesvis er i mål. Og man har da også set flere elever på skolen, som ikke har kunnet modstå trangen til nikotin.

- De får selvfølgelig en advarsel, men først og fremmest forsøger vi at hjælpe dem, for vi ved godt, at det er rigtig svært. Selvfølgelig bliver man udfordret, når man pludselig ikke har de samme muligheder for at ryge i skoletiden. Men det arbejder vi så med, for tiltaget er kommet for at blive, siger Katharina MacArtney og oplyser, at man i denne uge igen har møde med de omkringliggende naboer til skolen for at høre, hvordan de synes, det går.

- Det er vigtigt for os, at de ikke bliver generet af det her tiltag, siger hun.

Men tilbage til Peter Falktofts foredrag, der denne dag var i en corona-edition. Fysisk talte han således for relativt få tilhørere i samlingssalen, mens foredraget blev livestreamet ud i klasseværelserne, så alle elever fik mulighed for at lytte med.

Radioværten lagde på ingen måde skjul på sin aversion mod rygning, men fik på en anderledes og humoristisk måde fortalt om alle de farlige ting, der er forbundet med Danmarks dræber nummer et - rygning.

- Som kommende sundhedsfaglige professionelle er det bare enormt vigtigt, at vores elever får indblik i og viden om, hvad rygning og KOL gør ved mennesker. Mennesker, som de også skal ud og møde i praksis. Det her er endnu en måde at give dem den viden på, forklarer Katharina MacArtney.



Der er faktisk flere, som helt er holdt op med at ryge, mens andre fortæller, at det er mange år siden, de har kunne gå op ad trapper uden at blive forpustet.

Katharina MacArtney


Fri for røg

I samarbejde med blandt andet Røgfri Fremtid og Kræftens Bekæmpelse besluttede SOSU Esbjerg, at man skulle være en røg- og tobaksfri skole. Det blev skolen den 27. juli 2020. Det betyder, at skoledagen bliver røg-og tobaksfri for alle medarbejder, elever og kursister.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Det bliver i familien

Annonce