Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Digital fortælling: Flugten fra Vietnam

I denne måned er det præcis 40 år siden, at en række bådflygtninge fra Vietnam kom til byen. En af dem var Tri Thuc Nguyen, som sammen med 64 landsmænd satte livet på spil i en lille fiskerbåd i håb om en bedre fremtid.

En fremtid, der for ham blev Esbjerg.

Annonce

I en nattetime den 22. august 1979 stævner en 12 meter lang og tre meter bred fiskerbåd med 65 voksne og børn ud i det Sydkinesiske øhav fra havnebyen Vung Tàu i det sydlige Vietnam.

De 65 personer har som en sidste udvej valgt flugten, der - om alt går vel - skal bringe dem i sikkerhed. Og væk fra det kommunistiske styre, der med hård hånd regerer Vietnam på bagkant af en af de mest grusomme krige siden Anden Verdenskrig.

Under dæk i båden er Tri Thuc Nguyen, der som soldat i Sydvietnam samarbejdede med amerikanerne under Vietnamkrigen, der foregik i årene 1961-1975 og kostede millioner af mennesker livet – både soldater på begge sider, men også rigtig mange civile. Krigen spillede en central rolle i Den Kolde Krigs magtbalance og stod mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden.

For Thuc blev afslutningen på krigen begyndelsen på fire forfærdelige år.
Alle, der havde samarbejdet med amerikanerne under krigen, skulle straffes, og Thuc blev blandt andet sendt i fængsel i en jungle nær den cambodianske grænse. Her sad han i tre år, førend han blev løsladt, men det var til en næsten lige så hård skæbne.

- Nogle sad i fængsel i 17 år, jeg sad i tre år, så jeg følte mig heldig. Men efterfølgende blev jeg sendt i arbejdslejr, og det var frygtelig hårdt. Det var grusomt hårdt, fortæller Thuc, der traf en endegyldig beslutning om, at han var nødt til at flygte fra sit hjemland.

Udsigterne for et bedre liv i Vietnam var nemlig dystre. Vietnamkrigen var blevet et kæmpemæssigt nationalt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land, og nu var overladt til det voldelige, kommunistiske regime. For mange civile blev krigen således også et traume, der sendte folk i fængsel og på flugt.

Oplev Thucs historie i den digitale fortælling herunder!

FLUGTEN FRA VIETNAM
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce