Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Efter nedrykningen: Fodboldfans vil stoppe elevatoren på toppen

Tre passionerede EfB-fans (fra venstre: Jesper Holm, Lars Kongsbak og Søren Bøjgaard) har sat sig sammen og tænkt over klubbens fremtid. Foto: Tue Sørensen
Kan en fodboldklub drømme mesterskabsdrømme efter en nedrykning? Ja, siger tre EfB-fans, der håber på større armbevægelser og visioner i EfB.
Annonce

I søndags levede håbet. I søndags blev det slukket i Hobro, da EfB rykkede ud af superligaen for femte gang siden klubbens tilbagevenden til landets bedste fodboldrække i 1999.

EfB er groet fast i rollen som elevatorhold, men hvis nogle husker skærmtrolden Hugo fra det hedengangne tv-program Eleva2ren, så ved de, at han altid stillede spørgsmålet: Hvor skal vi hen du?

Det spørgsmål har tre fodboldinteresserede mænd tumlet med det sidste års tid på EfB’s vegne. Lars Kongsbak er tandtekniker og EfB-fan gennem 50 år, Jesper Holm har fulgt Esbjergs drenge i 25 år, og så er han kreativ chef i sit eget reklamebureau, og så er der Søren Bøjgaard, lektor, fan gennem 25 år og tidligere bestyrelsesmedlem i Herning Fremad, dengang FC Midtjylland-fusionen tog sin begyndelse.


Det kan ikke passe, vi ikke kan lave et koncept, der kan få Cocio og alle de andre, der relaterer til området, med. Man kan begynde med at spørge dem, hvad skal der til?

Søren Bøjgaard


Nogle vil spørge, hvem er de til at udfordre tingenes tilstand på Gl. Vardevej, men de kan ikke lade være.

- Vi ved da godt, vi stiller os på øretævernes holdeplads, siger Jesper Holm.

- Men vi ved noget om at drive forretning. Jeg har haft forretning i 32 år. Til den sidste generalforsamling i EfB kom der et nyt bestyrelsesmedlem, og jeg spurgte, hvilke drømme har du for klubben? Han sagde, vi kan ikke drømme, hvis vi ingen penge har. Vrøvl, siger jeg. Du kan altid sætte noget i gang, siger Lars Kongsbak.

Annonce

Hvis salget glipper

I dag er EfB sat til salg. Måske melder en udenlandsk storklub sig som legekammerat, måske åbner en rigmand sin tegnebog, men hvad nu hvis den rigtige køber ikke kommer med millioner og en plan?

Det er lige netop der, de tre fodboldinteresserede venner vil på banen. Nej, de har ikke millionerne, men de håber på, at deres indspark bliver et startskud til et nyt EfB, og som det første skridt skal klubben turde tænke stort. De skal have en mission, en vision og en spillestil.

- Hvis det nu er Troels Bech, der skal sige, nu spiller vi sådan, hvad gør vi så, når Troels Bech er væk. I EfB er det den ene dag Ted (van Leeuwen red.), der definerer, hvad god ledelse er, og den anden dag kommer Lars Olsen til. Men de skal ikke slæbe værdierne med. De skal stå på mål for værdierne i klubben. I dag kan jeg ikke se, hvilken type spillere vi samler på. I Nordsjælland er de ikke i tvivl, de bliver trænet med Nordsjælland-dna, men jeg ved ikke, hvad EfB dna’et er, og jeg ser alle deres kampe, jeg og har gjort det i mange år, siger Søren Bøjgaard.

Det må være begyndelsen, mener de tre. Men hverken EfB eller Esbjerg skal gøre det alene. De vil have samarbejdsklubberne med i beslutningsprocesserne, og medejerskab skal skabes gennem indflydelse til klubberne via en plads i bestyrelsen. Pengene til gengæld, dem er der andre, der må bære til.

- Hvis vi skal tale om, hvordan man starter noget nyt, kræver det at rigtig mange mennesker – også mennesker med indflydelse siger, det er en god ide, lad os prøve at hæve overliggeren og se - nummer et: Hvordan kan vi komme op i superligaen? Og nummer to: Hvordan kan vi bejle til mesterskabet i 2024, siger Søren Bøjgaard.

Annonce

Hvad giver man en 100-årig

År 2024 er også året for EfB’s 100 års-jubilæum, og hvilken gave kunne være større at give fodbold-Esbjerg end et sjette DM-guld?

- Det er sin sag at banke på hos en potentiel storsponsor, og de spørger, hvad vil I, og du kun kan svare: Vi vil gerne overleve. Hvis svaret er, vi vil vinde det danske mesterskab, så tror jeg godt, jeg ved, hvilken retning jeg ville vælge. Jeg ville sørge for, at jeg havde et mål, en vision og et dna, inden jeg bankede på, siger Søren Bøjgaard.

Realiteten er dog, at missionen har været både tydelig og langt fra mesterskabsdrømmene i EfB de seneste år. Klubbens eksistens var truet af dundrende underskud, og før alt andet skulle regnearkene gå op på direktør Brian Knudsens kontor. Den del af historien springer de tre fodboldentusiaster forholdsvist let henover.

- Det er jo derfor, det er let for os at have de her tanker, for vi forholder os ikke til økonomien. Men jeg tror også, at sponsorerne hellere vil være en del af en plan om at vinde dm om fire år, siger Jesper Holm.

De tre har ikke bare siddet om en kold Carlsberg en fredag aften. De har sparret med både fodboldagent Jacob ”Gaxe” Gregersen og Martin Braithwaites personlige mentalcoach Kim Boye.

- Som Kim Boye siger, hvis man er en middelmådig klub, så bliver spillerne det også. Det hele bliver en suppe af middelmådighed. Hvis man vil noget ekstraordinært, er man nødt til at bevæge sig mod strømmen. Der skal komme nogle med penge, ellers sker det ikke. Der skal nye tanker ind, siger Lars Kongsbak, der selv er stoppet som sponsor i EfB efter mange års tro støtte.

Men det behøver ikke være for altid.

- Hvis de har en plan, så kommer jeg, siger han.

Tilfældigvis er der blevet arbejdet med nogle af de ting i EfB, de tre efterlyser. Sidste år interviewede Ugeavisen Esbjerg EfB’s assistenttræner Lars Vind om et nyudviklet talentkoncept og en spillestil, der skal bruges hele vejen ned gennem ungdomsrækkerne. Nøgleordene er aggressivitet, hurtige omstillinger, højt pres og hårdt arbejde.


Det kan godt være, det lyder som en kritik, men det er også en stor kærlighedserklæring til EfB. Det handler jo om at være proaktiv, om hvad vi kan gøre for at gøre det endnu bedre i fremtiden.

Jesper Holm


- Det er noget byen og folk i Esbjerg kan identificere sig med, for mennesker i Esbjerg er hårdtarbejdende, og det er også et ord, vi gerne vil sætte på os selv som klub. I fodbold i dag er der rigtig mange gode talenter, så derfor er hårdt arbejde bare vigtigt. Dem der vil det mest, er dem der slipper igennem nåleøjet. For mig er hårdt arbejde og vilje også en del af det at være et talent. Du kan jo bare spørge Rafa (Van der Vaart red.). Christiano Ronaldo var jo ham, der mødte først ind og gik sidst i Real Madrid, sagde Lars Vind dengang.

Annonce

Klubben mangler dna

Men Lars Kongsbak, Jesper Holm og Søren Bøjgaard har alligevel et problem med den blå tråd i EfB.

- Hvis de har en blå tråd, hvorfor ved hver eneste fodboldinteresserede i Danmark så ikke hvad EfB’s dna er? Det er jo derfor, man har et dna. Det er noget, man skal forholde sig til, siger Søren Bøjgaard og fortsætter:

- Jeg håber, der er folk med fodboldinteresse og folk med indflydelse i området, der siger, nu rykker vi. Nu vækker vi dem ude på Gl. Vardevej. Det er alt for vigtigt for Esbjerg til, at vi bare står med en klub uden plan. Det er jo ikke nogen naturlov, at vi er mellem de 15 bedste fodboldklubber i Danmark.

Elevatorholdene

Klubber med flest nedrykninger fra Superligaen de sidste 20 år (fra og med 99/00-sæsonen):

Silkeborg IF: 6

Vejle Boldklub: 5

EfB: 4 (2000, 2011, 2013, 2020)

Lyngby: 4

AGF: 3

Viborg FF: 3

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce