Annonce
Ugeavisen Esbjerg

En sjælden tur: Hjemløse og udsatte var i biografen

Der var glæde og høje forventninger, da over 90 af kommunens hjemløse og socialt udsatte i sidste uge fik en gratis tur i biffen inklusiv cola og popcorn.

Hjemløse og udsatte fik en gratis mulighed for at komme i biffen. Det var der mange, som takkede ja til.

Annonce

I Esbjerg passer vi på hinanden, lyder mottoet.

Det viste sig onsdag i sidste uge endnu engang ikke bare at være tomme ord opfundet til festlige lejligheder. Her inviterede Forsorgshjemmet, De Hjemløses Venner og Nordisk Film nemlig Esbjerg Kommunes hjemløse og udsatte en tur ind i den nye flotte biograf på Broen.

Aftenens film var Ternet Ninja, og billetten - inklusiv popcorn og cola - var naturligvis helt gratis. Afdelingslederen på Forsorgshjemmet, Dan Jul Mortensen, havde fået ideen sammen med nogle af sine kollegaer, og hurtigt fik han både Ingelise Wenzel, formand for De Hjemløses Venner, og Hardy fra Nordisk Film med på ideen.

- Det er første gang, vi prøver sådan noget her, og det gik simpelthen over al forventning, smiler Dan Jul Mortensen, da avisen møder ham dagen efter.

Et simpelt set-up
Dan Jul Mortensen havde et fromt håb om, at man kunne trække 50-60 udsatte ind i biografens mørke til en hyggelig aften, og da der til sidst ikke var flere tomme sæder, og man dermed havde rundet over 90 publikummer, var han nærmest lykkelig.

- Det var stort. Det viser bare, hvor langt man kan komme ved at samarbejde, for det er jo i virkeligheden et meget simpelt set-up, siger Dan Jul Mortensen, der også sender roser til foreningen Recovery Bulls, der kørte rundt i bus for at samle folk op, så de kunne komme med i biffen.

Sidst var i skolebio
Blandt deltagerne var Mininnguag fra Grønland, der senest havde været i biografen i Grønland for en del år siden.

- Det var en virkelig sjov film. Og sæderne i biografen var helt vildt gode. Meget bedre end dem jeg husker fra biografen i Grønland, smiler Mininnguag, der kom til Esbjerg for ni måneder siden og i dag bor på Forsorgshjemmet.

Derfra flyttede Melanie for godt en måned siden, da hun havde fået egen lejlighed i Kvaglund.

- Det var skide hyggeligt. Sidst jeg var i biografen var i skolebio, hvor vi så Bjørnebrødrene. Jeg har boet på gaden i mange år, så det er ikke meget, jeg har været i biografen, siger 24-årige Melanie og fortsætter:

- Det var en fed oplevelse. Jeg har aldrig siddet i sådan nogle sæder før, så jeg skal helt sikkert med, hvis de gør det igen, smiler hun.
Og det gør de, fortæller Dan Jul Mortensen, som selv har et håb og ønske om, at det bliver en halvårlig begivenhed.

- Men nu må vi se. Både De Hjemløses Venner og Nordisk Film er med på at lave arrangementet igen, men om det lige bliver hvert halve år eller én gang årligt, må tiden vise.

FAKTA:ESBJERG FORSORGSHJEM

Forsorgshjemmet i Esbjerg modtager mænd og kvinder over 18 år. Der er tale om hjemløse, ofte misbrugende personer, og misbruget kan være kombineret med en psykisk sygdom. Forsorgshjemmet er forpligtet til at optage personer, der har behov for hjælp på akut basis. Der modtages borgere fra hele landet.

24-årige Melanie var sidst i biografen i folkeskolen. Hun har boet på gaden i mange år uden at have råd til at komme i biografen.
Dan Jul Mortensen, der siden januar har været afdelingsleder på Forsorgshjemmet i Exnersgade, havde sammen med sine kollegaer fået ideen til biografarrangementet.
Mininnguag kom til Danmark fra Grønland for ni måneder siden for at blive opereret på Rigshospitalet. I dag bor han på Forsorgshjemmet i Esbjerg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce