Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Endelig: Den sidste sten på plads

Den sidste sten er blevet lagt i gågaden. Borgmester Jesper Frost Rasmussen klarede opgaven under kyndig vejledning af John Oldager og Allan Lenschow fra det brolæggersjak, der har haft hånd på alle de andre sten. Foto: Niels Husted
Seks års rod i Kongensgade er snart overstået. Nu skal livet i byens gågade gerne blomstre op igen.
Annonce

Symbolsk: Det skulle have været en stor fest, men på grund af corona blev det en lille intim begivenhed, da den sidste sten i Kongensgade endelig kunne lægges på plads i fredags. To fra sjakket, som har lagt alle de andre sten, nøjedes med at guide byens borgmester, som fik lov til at lægge den symbolske sidste sten af den ene million sten, der indgår i den nye belægning.

Linjer, mønstre og farvenuancer er inspireret af Vadehavets karakteristiske sandbund. Vadehavstemaet er i det hele taget tydeligt i den nye gågade.  Bænkene er eksempelvis udformet som bølger, og der er skabt små pladser med marehalm.

- Esbjerg får en en gågade, som er en fornøjelse at opleve. Og det er meget passende, at byens gågade afspejler havet, for havde det ikke været for Esbjergs beliggenhed ved havet, havde byen ikke udviklet sig til den by, vi kender i dag. Vi får en gågade, der passer til byen, lød det fra Jesper Frost Rasmussen ved den officielle afslutning af gågadeprojektet.

Han håber, som så mange andre, at Kongensgade går lysere tider i møde som gågade. For selvom Esbjerg Kommune og Din Forsyning har forsøgt at tage mest mulig hensyn til gågadens butikker og gæster, mens kloakseparering og renovering har stået på, så har de seks års rod i gaden været en belastning for handelslivet, der gerne måtte opleve en opblomstring.

Annonce

Trængte til det

Den nye gågade skal være med til at skabe mere liv og flere muligheder for både butikker, beboere og brugere. Gågaden trængte også til en omgang. Kongensgade blev sidst renoveret  i 1983, og siden er der sket meget andet i det centrale Esbjerg - uden at gågaden er fulgt med.

For at værne om om gågade-miljøet er det i øvrigt meningen at stoppe for al kørende trafik - også varelevering - i gågadebutikkernes vigtigste åbningstid. Et nyt pullertsystem testes i øjeblikket. Det skal efter planen bruges til at forhindre al kørende trafik i Kongensgade mellem 12 og 18 på hverdage og mellem 10 og 16 om lørdagen.


Vi får en gågade, der passer til byen.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester.


I Kronprinsensgade er renoveringsprojektet ikke helt slut endnu, men når det sker, ryddes p-pladsen i Borgergade for de skurvogne, der har været brolæggersjakkets base undervejs. For de fem brolæggere, der har haft hænder på alle de mange sten, var den officielle afslutning og lægningen af den sidste symbolske sten en stor dag.

Hvis du vil vide mere om, hvad opgaven betød for dem, så læs gerne den fine reportage om sjakkets seks år lange arbejde, som du finder på www.ugeavisen.dk/esbjerg.

En stor dag for dem, der har lagt alle de andre sten. Læs mere om brolæggersjakket og deres gågadeprojekt på www.ugeavisen.dk/esbjerg Foto: Niels Husted

1400 paraplyer slippes fri

Som en gave til byen i anledning af indvielsen af den renoverede gågade har Esbjerg City og Esbjerg Kommune skænket 1400 paraplyer til butikkerne. Paraplyerne kan man låne med hjem gratis, hvis regnvejr melder sig under shoppeturen. Paraplyen sættes tilbage i en af butikkerne ved næste besøg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce