Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Endeligt: Flertal stopper ny oliejagt i Nordsøen i 2050

Danmark skal ikke sætte gang i en ny oliejagt i Nordsøen. Tværtimod skal Danmarks olieindvinding stoppe i 2050. Det har et flertal i Folketinget aftalt torsdag aften. Foto: Arkiv
Danmark skal ikke sætte gang i en ny oliejagt i Nordsøen. Tværtimod skal Danmarks olieindvinding stoppe i 2050. Det har et flertal i Folketinget aftalt torsdag aften.
Annonce

Partierne bag Nordsøaftalen blev torsdag aften enige om at droppe den 8. udbudsrunde, som ville have fortsat olieindvindingen frem til midten af 2050erne. Det oplyser klimaminister Dan Jørgensen, som siger, at "Det vil give genlyd ude i verden, at vi træffer denne beslutning. Den flugter med vores beslutning om at være fossilfri i 2050."

Danmark har tjent cirka 541 milliarder på oliejagt, men når der i 2050 lukkes for hanerne med olie og gas fra Nordsøen, er det samtidig slutningen af en epoke for Esbjerg.

Medmindre man har boet under en sten de sidste mange år, så ved de fleste her i området godt, at Esbjerg har levet godt af at huse og servicere nogle af de største aktører inden for olie- og gasindustrien. Derfor er det også med blandede følelser, at borgmester Jesper Frost Rasmussen modtog nyheden om oliens endeligt i Esbjerg.

- Det er først og fremmest lidt vemodigt, at der nu er sat en slutdato for det eventyr, som har genereret milliarder til statskassen og skabt mange arbejdspladser i Esbjerg de sidste 45 år, siger han til Ritzau.

Annonce

Tid til omstilling

Olie- og gasindustrien beskæftiger op mod 9000 personer alene i Esbjerg, hvis man medregner følgeindustrien.

Jesper Frost Rasmussen mener derfor, at det vigtige nu er, at der er aftalt fuld speed frem til 2050, så der stadig kan undersøges for og udvindes olie og gas i de nuværende felter, men også i naboområderne i Nordsøen.

Det fremtidige stop for olieudvindingen sker ifølge borgmesteren på en "klog" og "langsigtet" måde, så der er tid til at omstille Esbjerg til en grøn energimetropol.

Med aftalen følger der 90 millioner kroner, der skal støtte Esbjerg Havns udvikling og muligheden for at blive et knudepunkt for udskibning af havvindmøller.

- Næste generation af havvindmøller er så store, at fartøjerne har svært ved at komme ind i danske havne. Derfor er det oplagt at bruge pengene til at uddybe sejlrenden, så det kan være med til at understøtte den industri, der formentlig skal aftage størstedelen af arbejdspladserne i olie- og gasindustrien, siger Jesper Frost Rasmussen.

Han ser Esbjergs fremtid som et "grønt silicon valley", hvor havnen skal være centrum for udskibning og montage af tusindvis af havvindmøller. En kommende energiø i Nordsøen vil også kunne serviceres fra Esbjerg, mener borgmesteren.


"Det er først og fremmest lidt vemodigt."

Jesper Frost Rasmussen


Desuden peger han på muligheden for at lagre CO2 i de huller i undergrunden, hvorfra der er pumpet millioner af liter olie op gennem tiden.

- Der er mange beskæftigede, der nu skal omstilles til andre brancher. Det kræver noget efter- og videreuddannelse, som vi vil sætte os i spidsen for at hjælpe med, siger Jesper Frost Rasmussen, mens SF’s folketingsmedlem fra området, Karina Lorentzen, siger:

- Det her er en god nyhed for klimaet, og dermed er fremtiden grøn. Nu skal tiden bruges på at omskole de mange mennesker i industrien og sætte sejlene mod nye eventyr, så vi erstatter de sorte arbejdspladser i Esbjerg med grønne.

Anders Kronborg, medlem af Folketingets energiudvalg og valgt samt bosat i Esbjerg, er også begejstret for aftalen, om hvilken han til Ugeavisen Esbjerg siger:

- I og med Folketinget har Esbjerg med i et selvstændig afsnit i den nye aftale og har afsat millioner til Esbjerg, så er vejen banet. Så er det os, der nu skal bruge den skaberkraft, vi altid har haft i Esbjerg til at sikre fremtiden og jobskabelse. Gør vi det, er jeg overbevist om, at Esbjerg kan blive et udstillingsvindue for hele verden.

En aftale for fremtiden

Beslutningen om at lukke ned for olien kommer på et tidspunkt, hvor politikerne arbejder på at træffe flere store beslutninger, der skal gøre Danmark til et foregangsland på klimaområdet.

Aftalen kommer dog også i kølvandet på, at det franske olieselskab Total har trukket sin ansøgning til udbuddet tilbage. Total er den største spiller i den danske del af Nordsøen, og selskabets beslutning er blevet udlagt som tegn på, at olieeventyret i forvejen lakkede mod enden.

Olieindvindingen har siden 1972 sikret mange milliarder kroner til statskassen. Prisen for at stoppe indvindingen af olie og gas bliver 13 milliarder kroner i tabte indtægter for staten.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce