Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Erik Haldan sætter punktum

"Beslutningen var ikke min, men jeg har fundet fred med den. Jeg synes også, jeg har været her", siger Erik Haldan, som efter tyve år forlader sin ugeavis. Foto: Tue Sørensen
Når Ugeavisen Esbjerg efter 20 år som selvstændigt medie den 1. januar overgår 100 procent til Jysk Fynske Medier, er Erik Haldan også på sin sidste side som redaktør. Men Erik skal ikke bare hjem, han skal også videre.

Farvel: 67-årige Erik Haldan er meget vel klein af statur, men han har altid tænkt stort. Han bruger størrelse 42 i sko, men han har sat kæmpe fodaftryk med og på den ugeavis, som han nu forlader for altid. Når Erik Haldan går, efter tyve år som redaktør og de knap 17 af dem også som direktør, er det sådan set, som han havde forestillet sig. Tidspunktet er det rigtige, og avisen skal også i en anden retning, end han havde tænkt, når Jysk Fynske Medier ved årsskiftet efter mange års halvt ejerskab opkøber den anden halvdel af Ugeavisen Esbjerg og dermed bliver eneejer og slår JV og ugeavis sammen med fælles adresse på Banegårdspladsen og med fælles redaktion. Og redaktøren skal da heller ikke bare hjem, han skal videre med noget andet. Ikke i samme høje arbejdstempo eller med samme titel, men stadig videre - for han kan slet ikke sidde stille.

Erik Haldan er Made in Sønderjylland, fra landet, blev af sin mor kuppet til en læreplads som speditør, blev også udlært, men nåede aldrig at arbejde med spedition. Han blev i stedet journalist og har lige siden rullet sig i tryksværte. For det er i journalistikken, at Erik Haldan har befundet sig bedst. Og stadig befinder sig bedst. Hans journalistiske karriere begyndte på dagbladet Vestkysten i Sønderborg, Varde og Esbjerg og bragte ham også til landbrugsavisen Dansk Landbrug som redaktør, men da han blev opfordret til at søge et job som redaktør på Ugeavisen Esbjerg efter fusionen mellem Esbjerg Onsdag og Esbjerg Ugeavis og medbringe sit bud på en retning for den nye avis, gjorde han det. Resten er historie.

- Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke kan flytte noget mere, så vil jeg hellere flytte mig selv. Og jeg kunne ikke flytte mere på Dansk Landbrug, som var økonomisk trængt, siger Erik Haldan.

Annonce

Helt forbløffet selv

Han er mere glad og tilfreds end stolt, men også stolt, siger han, over den ugeavis, han nu i tyve år har sat retningen for. At det overhovedet kunne lade sig gøre, noget som få troede på, og som mange har snakket både hel- og halvdød undervejs, at det lykkedes at lave en gratis avis baseret på ambitiøs journalistik og annoncefinansiering.

- Det er faktisk gået så godt, at jeg nogle gange er blevet helt forbløffet over det, siger direktøren.

Jeg har bestræbt mig på at være ordentlig i forhold til de mennesker, jeg har haft ansvar for, den avis, jeg haft ansvar for, de mennesker, jeg har skrevet om.

Erik Haldan

Hans kongstanke med en ugeavis var klar. Den skulle være byens avis, tage udgangspunkt i de mennesker, der bor her, stå bag sin by, nedefra og op.

- Det handler ikke om at være jubeloptimist eller lalleglad. Selvfølgelig bakker vi op om alt det gode, men vi kommer også efter det og dem, der står i vejen for, at det bliver godt. Og så har det altid været vigtigt for mig, at avisen var fair og ordentlig. Ingenting bliver mere rigtigt af at blive råbt højt, siger Erik Haldan.

Han har også mødt fordommene om, at ugeavisstof ikke er lige så fint som dagbladsstof. At en ugeavis ikke er lige så fin som et dagblad. Den opfattelse sidder dybt i branchen selv.

- Og det er faktisk lidt hårdt at sige, for man kommer også til at ligge lidt under for det nogle gange. Jeg har gjort det samme, som du har gjort, når fremmede, som ikke rigtig kender ugeavisen, har spurgt, hvad jeg laver, og jeg har svaret, at jeg er redaktør på Ugeavisen Esbjerg og hører den der tone af ”okay”, så får man lyst til at sige, at det er altså ikke en helt almindelig ugeavis. Og man vil gerne forklare hvorfor, men det burde ikke være nødvendigt.

- Derfor bliver jeg også meget glad for alle de kommentarer, avisen får, for det viser, at vi har ramt et eller andet, der gør, at virkelig mange i Esbjerg synes, det er en fin avis, vi laver for dem. Der er brug for den. Der er sådan set brug for begge lokalaviser. For jeg mener egentlig ikke, man kan være et ordentligt oplyst menneske i Esbjerg, hvis man ikke både ser JV og ugeavisen, og jeg synes, man på JV laver mange flotte ting og også ting, som vi kan have svært ved at kapere og nå – men altså også omvendt, siger chefen.

Annonce

Avisen jorder ingen

Han erkender, at Ugeavisen Esbjerg har været presset hårdt på omsætning de sidste 3-4 år, og at avisen til en vis grad har sparet og afskediget sig til det gode resultat på bundlinjen.

- Jeg ville jo hellere, at vi havde tjent os til det, men min fornemmelse var, at vi havde nået en bund, at vi lige nu stod et godt sted i forhold til alt, hvad der kunne komme os i møde. Der var nogle udviklingsmuligheder, og jeg havde jeg gerne set, at avisen havde fået et par år til at vise, hvad det kunne blive til ved at holde fast i vores klare selvstændighed og det delte ejerskab. Men de argumenter, ejerne har for at gøre det her og gå hver til sit, de er også legitime, siger Erik Haldan.

Salget er blevet sammenlignet med en skilsmisse. Hvordan har du det med det?

- Beslutningen var ikke min, men jeg har fundet fred med den. Jeg synes også, jeg har været her, og jeg var ikke så bekymret for avisens fremtid. Men jeg er jo ikke et orakel, der kan spå om fremtiden. Jeg kan tage fejl. Så jeg er bare tilfreds med, at jeg kan kigge bagud og sige: Så langt så godt i hvert fald.

- Og jeg kan ikke blive mere glad, når jeg læser de reaktioner, jeg og vi har fået efter det her opkøb. Folk siger og skriver, at de synes, avisen har været noget og er noget for dem. At de læser den. Jeg synes jo også, vi er kritiske, men avisen er det på en måde, som folk godt kan have. De synes ikke, vi jorder nogen. Folk synes, vi er skarpe på en fair måde. Det har jeg det godt med, siger Erik Haldan.

Ugeavisen Esbjerg er det, medarbejderne har gjort den til. De har med respekt bygget videre på en mediehistorie, der begyndte med Esbjerg Ugeavis for 50 år siden og fik nye kapitler med Esbjerg Posten for 40 år siden og Ugeavisen Esbjerg for tyve år siden. Nu ønsker jeg kun det bedste for avis og medarbejdere i fremtiden.

Erik Haldan

Han er dog også bekymret for demokratiet, når Danmarks femtestørste by går fra to til èn udgiver:

- Jeg anerkender, at ugeavisen kommer over i et stort og professionelt maskineri, hvor man har nogle knapper rent udviklingsmæssigt at trykke på, men grundlæggende er min bekymring, at det kan ende med at dræne ugeavisen for kræfter, så man får en ugeavis, der stadigvæk har flotte tænder, men at de bliver brugt mere til smil end til at bide med. Borgerne kan miste nuancer og balancer i mediedækningen af Esbjerg. Det vil have betydning for nogle og være ligegyldigt for andre. Jeg synes, det betyder noget, siger redaktøren.

Hvad er ikke lykkedes for dig?

- Vi er stadig ret ringe til systematisk navnestof, og det er ret skidt for en ugeavis. Det er lidt ærgerligt. Vi har heller ikke været gode nok til for alvor at være et regelmæssigt forsamlingshus i vore egne fine lokaler. Lige da vi skulle til det, og det er min eneste undskyldning, så kom corona. Og det er bestemt noget af det, en ugeavis skal kunne. Og så er jeg virkelig ked af budsituationen lige nu, at mange ikke får deres avis. Men det problem er ude af vore hænder, siger han.

Jeg synes, journalistik er et fantastisk fag. Hvis du bare gider, så kan du hver eneste dag snakke med nogle, som ved en hel masse mere end dig om noget. Det er da et kæmpe privilegium, at du simpelthen kan blive klogere hver dag.

Erik Haldan
Annonce

Ikke god til afskeder

Når redaktøren og direktøren sætter sit sidste punktum og forlader Kongensgade 110 for sidste gang, går han ikke direkte hjem og sætter sig i otiumstolen.

- Anne er på vej på efterløn, så vi får mere tid sammen. Det glæder jeg mig virkelig til. Og mit golfhandicap mistrives, og jeg vil gerne til at spille lidt igen. Men også bare være i byen og følge med. Og så har jeg fået en fin mulighed for at lave noget, der ikke kommer til at tage al min tid, men en god dags arbejde om ugen, og meget mere vil jeg ikke, jeg skal ikke have fuldtidsjob mere. Men det er en interessant opgave, som ligger fint i tråd med det, der har været nøglen her, at hjælpe og støtte byens gode sider. Jeg glæder mig til alt det, jeg skal bagefter, men jeg ville gøre alle de tyve år om igen. Jeg har nydt mit arbejde. Jeg kunne ikke have været et sted, der ville have passet mig bedre, og det er jeg helt vildt taknemmelig for, siger redaktøren.

Hvordan har du det med afsked?

- Jeg har det ikke særlig godt med afsked. Jeg er i virkeligheden nok et pylrehoved, når det kommer til stykket. Men hvis jeg skal sætte mit farvel til avisen i perspektiv, så vil jeg sige, at der er to yderpunkter på skalaen over ting, der har sat sit præg på mig: At have mistet min storebror i en ulykke, da han var tolv, og jeg var ti, og at have fået Marie og Emma med Anne. Og indimellem den store ulykke og lykke ligger alt det andet. Også de gode år på Ugeavisen Esbjerg. Jeg er sikker på, at det var den rigtige hylde for mig, jeg har i de tyve år aldrig drømt om at lave andet, siger han.

Hvad skal være dit sidste ord, Erik?

-At det har været godt nok at være her. På sønderjysk er det ”meget godt”.

Bonusinfo om Erik

Hader engelske ord og vendinger i spalterne.

Kan ikke lide flæskesvær (what?!).

Har taget i nærheden af 2.000 faldskærmsudspring.

Har slået hovedet mange gange (fordi han er distræt) på døråbninger og glasmontrer hos bageren, når han skal kigge nærmere på kagerne.

Taler meget. Rigtig længe. Om avis.

Kan godt lide hårdt fysisk arbejde.

Viser gerne billeder af det brændeskur, han og Anne har bygget sammen sidste sommer.

Løber en del og slutter gerne turen af med en kold øl på terrassen.

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Hele Danmark kommer til at kigge på Esbjerg i morgen: TV-vært bange for hosteanfald

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

- I dansk lærer jeg at formidle noget

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

- Jeg kan godt lide at matematik er facts

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

- Jeg synes Kalmarunionen er virkelig spændende

Ugeavisen Esbjerg

Tretten Da Vinci-elever er videre i DM i skolefag

Ugeavisen Esbjerg

Før transfervinduet smækker i: Direktøren vil have fysik og rutine til midtbanen

Ugeavisen Esbjerg

Der er vaccinehjælp at hente: Jørgen fik sit tredje stik

Ugeavisen Esbjerg

Rekord: Esbjerg-virksomheder runder en million kroner til Danmarks Indsamling

Ugeavisen Esbjerg

Så går Theodors tid godt med det

Ugeavisen Esbjerg

Hjælp til det nye MitID

Ugeavisen Esbjerg

Opråb: Lad nu de butiksansatte trække vejret igen

Ugeavisen Esbjerg

Ansatte lider under værnemidler: Hovedpine, varm ånde og uren hud

Ugeavisen Esbjerg

Hus uden gavl i Østergade skal genopbygges

Ugeavisen Esbjerg

Ingen gider være den, der aldrig kom væk fra Esbjerg

Ugeavisen Esbjerg

Jesper Jensen: - Vi er mange om succesen

Annonce