Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Esbjerg-forsker henter ny millionstøtte til udvikling af svampebatteri

Jens Laurids Sørensen i laboratoriet. Foto: AAU Esbjerg
Lektor Jens Laurids Sørensen fra Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet Esbjerg, har fået 2,9 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden til sit forskningsprojekt.

Forskning: Siden 2016 har Jens Laurids Sørensen og hans forskerteam fra Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet Esbjerg arbejdet på en ide. De vil bruge svampe til batterier, og med 2,9 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk forventer de, at komme et skridt nærmere deres søgen på egnede svampepigmenter, der med deres helt særlige egenskaber kan bruges til at lagre energi.

- Fordelen ved stofferne fra svampene er, at de er 100 procent nedbrydelige sammenlignet med batterier, som er lavet på giftige metaller som eksempelvis vanadium og litium. Den første prototype i laboratoriet er allerede udviklet. Nu handler det om at optimere og finde den helt rigtige svampeart, som gør løsningen konkurrencedygtig i forhold til allerede eksisterende produkter på markedet, siger Jens Laurids Sørensen i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, at forskergruppen har modtaget millionstøtte til svampebatteriet. Indtil videre har forskerne lavet computersimuleringer af mere end 400 svampepigmenter, som både kan ophobe og aflade energi. Støtten fra Novo Nordisk skal bruges til at flytte pigmentproduktionen til en ny højtproducerende gærstamme, som indtil videre har vist lovende kvaliteter.

- Projektet finansieres udelukkende af eksterne midler, og støtten er afgørende for, at vi kan realisere væsentlige forsøg i laboratoriet og på sigt få afprøvet batteriet i stor skala og demonstrere metodens anvendelighed på produktionsniveau, siger lektor Jens Laurids Sørensen.

Målet er, at overskudsstrøm fra sol og vindenergi skal kunne lagres i batteriet og senere afgive strøm til elnettet. Når svampebatteriet er brugt op vil det efterfølgende kunne nedbrydes i naturen helt uden konsekvenser for miljøet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce