Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Esbjerg skal være kønnere og grønnere

Esbjerg Byforum fejrer sit 25 års jubilæum ved at samle

ind til 25 nye store træer i midtbyen. Byens borgere

må gerne foreslå, hvor de nye træer skal stå.

Annonce

Grøn ide: På et tidspunkt mellem november og april vil midtbyen i Esbjerg få ikke mindre end 25 nye og ret store træer, som skal plantes inden næste forår, hvor de så vil gøre byen både grønnere og kønnere.
Bag ideeen står Esbjerg Byforum, som med plantningen af de 25 nye træer gerne vil markere sit 25 års jubilæum.
At plante 25 nye store træer er ikke billigt. Det kommer til at koste omkring en million kroner. Halvdelen - altså 500.000 kroner - har Esbjerg Kommune sagt ja til at stille med på den betingelse, at Esbjerg Byforum skaffer den anden halvdel af millionen.
Det vil Esbjerg Byforum forsøge og sætter derfor en indsamling i gang fra 1. marts, fortæller formanden for Esbjerg Byfond, Per Andersen.
- Vi tror, det er muligt at engagere mange, som gerne vil være med til at gøre midtbyen både kønnere og grønnere, så ideen er at gøre det muligt for alle at bidrage til indsamlingen af den halve million, siger Per Andersen. Han nævner i flæng private borgere, familier, lokale virksomheder, forretninger, fonde, organisationer samt alle skoler, uddannelser, foreninger og klubber som mulige bidragsydere.

Se dit træ
Hver en krone kommer til at tælle, og det er planen, at hvert enkelt af de nye træer skal forsynes med et lille skilt og en kode, der kan scannes. Og så kan man på sin mobiltelefon se, hvem der har været med til at give Esbjerg lige netop det træ og også læse lidt om selve træet.
- Vi tror, det er vigtigt for projektet, at alle kan se og vise det træ frem, de har været med til at gøre Esbjerg grønnere og kønnere med. Ejerskab betyder noget, forklarer Per Andersen.

Hvor skal de stå?
Byens borgere, som gerne skulle være med til at bidrage til indsamlingen, får også mulighed for at påvirke beslutningen om, hvor de nye træer skal stå.
Det oplyser Mads Astrup Sørensen, chef for Esbjerg Kommune Vej og Park.
Det er faktisk en kompliceret sag at plante nye, større træer i byer, for der kan være meget i veien for dem, når der skal graves så store huller og når træerne skal kunne vokse sig større. Rør, kabler, gadelamper, trafikhensyn og den slags skal vi tage hensyn til, og det kan gøre en ellers god placering teknisk umulig eller simpelthen for dyr. Men derfor vil Esbjerg Byforum og Vej & Park alligevel gerne invitere alle i Esbjerg til at foreslå, hvor i midtbyen der gerne måtte plantes et træ, forklarer han.
- Vi har selvfølgelig nogle ideer til placeringer, som vi ved kan lade sig gøre, men derfor kan det sagtens være, at andre ideer er bedre og også kan lade sig gøre, siger Mads Astrup Sørensen.
De 25 nye træer skal plantes i Esbjerg by. Når indsamlingen begynder til marts, vil det også blive offentliggjort, hvordan man kommer af med sit eventuelle bidrag og sit eventuelle forslag om placeringen af træerne.

25 NY TRÆER KAN BLIVE TIL FLERE
Esbjerg Kommune har sat 4 x 500.000 kroner ekstra af til træplantning i den indre by. Pengene er fordelt over årene 2020-2023. De 25 første træer kan derfor sagtens blive til flere, hvis der kan skaffes private midler i samme omfang, som de kommunale. Men i første omgang har Esbjerg Kommune og Esbjerg Byforum besluttet at satse på 25 træer, der gerne skal plantes inden næste forår. Derefter evalueres projektet og indsamlingens forløb inden næste skridt i det fireårige projekt. Det kan jo være, indsamlingen eksploderer, så der er råd til flere end de første 25 træer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce