Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Et grønt netværk mere

Esbjerg Havn bliver et et knudepunkt for den grønne omstilling, som allerede er godt i gang. Nu etableres der endnu et netværk, der skal sikre, at Esbjerg jobmæssigt og på andre måder får udnyttet de muligheder, der tegner sig. Foto: Esbjerg Havn
MF’er Anders Kronborg har taget initiativ til et netværk med fokus på deling af viden om den kommende energiø i Nordsøen.

Samarbejde: Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen sidder for bordenden i en taskforce, der skal sikre kvalificeret arbejdskraft til alle de virksomheder, der har, ser eller får muligheder i forbindelse med den grønne omstilling, som Esbjerg og Esbjerg Havn har nøgleroller i. Hans konkurrent ved det kommende kommunalvalg, den socialdemokratiske borgmesterkandidat Jakob Lykke, har også etablereret et netværk, hvis fineste formål er at sikre Esbjerg den størst mulige andel i de grønne jobs og grønne indtægter, der tegner sig forude.

Nu er et tredje netværk i sin vorden. Det kommer til at hedde Vestjysk Netværk. Bag initiativet står Anders Kronborg, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og valgt i Esbjerg.

-Jeg tror, det er helt afgørende, at vi får skabt et bindeled mellem nationale beslutningstagere og den lokale forsyningskæde af virksomheder og uddannelser. Og jeg tror, det er nyttigt med et netværk, der kan sikre, at viden bliver delt hurtigt og effektivt, siger Anders Kronborg til Ugeavisen Esbjerg.

Annonce

Klar til månelanding

Etableringen af den kommende energiø er blevet kaldt Danmarks månelanding, og det er klogt med stor lokal opmærksomhed på det enorme og komplekse projekt. Der er brug for, at alle hjælper alle, mener Anders Kronborg, som ikke synes, der er ét netværk for meget.

-Det er ikke meningen, at det nye Vestjysk Netværk på nogen måde skal overtage arbejdet fra andre, som i netværk arbejder sammen om praktiske problemer og løsninger. Vestjysk Netværk skal først og fremmest sikre, at vi på tværs hele tiden kan blive udrustet med den nyeste viden. Det vil styrke, hvad lokale erhvervsledere, politikere, fagforeninger og uddannelser kan udrette sammen med nationale beslutningstagere, siger Anders Kronborg.

Han har foreløbig fået tilsagn fra mere end 30 af de erhvervsfolk, politikere og repræsentanter for fagforeninger og relevante branche- og erhvervsorganisationer, han har inviteret. På det første møde bliver indsigt i projekt energiøen hovedtemaet. På et af de næste har den tidligere formand for FN’s generalforsamling og nuværende formand for Energinet, Mogens Lykketoft, sagt ja til at komme med et oplæg om den nye klimalov og det grønne væksteventyr, der tegner sig i Vestjylland med Esbjerg som centrum.

Venstres Tommy Ahlers, en af hovedforhandlerne i forhandlingerne om energiøen i Nordsøen, er også på programmet på et tidspunkt. Han vil fortælle, hvordan han ser Esbjergs muligheder i forbindelse med realiseringen af energiøen i Nordsøen. Beskæftigelsesministeren, Peter Hummelgaard (S) kommer netværket også til at opleve. Han vil give sit besyv med i forhold til opgaven om at finde arbejdskraften til energiøen og udbygning af havvindsektoren.


Vestjysk Netværk skal først og fremmest sikre, at vi på tværs hele tiden kan blive udrustet med den nyeste viden.

Anders Kronborg, MF for Socialdemokratiet. Valgt i Esbjerg. Anders Kronborg har plads i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce