Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Fodbolddrømmen er en tunnel på Billing

Philip Billing besøgte i sidste uge sin barndomsklub Jerne IF, hvor børnene fik lov til at spille en kamp med og mod ham. Foto: Niels Husted
Da Billing blev solgt for et trecifret millionbeløb var det samtidig et farvel til livet som talent. I sidste uge besøgte han barndomsklubben Jerne IF.
Annonce

Der er solskin over Jerne Stadion. Græstæppet ser indbydende ud, men Jerne IF dufter mere af hygge og fællesskab end af at være en vugge for kommende professionelle fodboldspillere. De kan begge dele i Jerne. Det var her Kevin Conboy spillede, inden han skiftede til først EfB og senere hollandsk fodbold, og det var her Philip Billing, fik sin fodboldopdragelse.

Billing, der spiller for Premier League-nedrykkerne Bournemouth, er hjemme i Jerne. Det har lokket nogle af klubbens egne ungdomsspillere på stadion, men også drenge og piger fra sommerlandet har fundet vej til Jerne.

- Når jeg er herhjemme, plejer jeg at tage herud og få minderne tilbage. Det dufter lidt af barndom, og så kan jeg godt lide at komme ud til de små børn og prøve at give dem motivation og fortælle, at selvom man er fra lille Jerne kan man godt komme til at spille i Premier League, fortæller Philip Billing.

Så det gør han da den 14-årige Nicklas Rishøj Carlsen og den 12-årige Jonatan Terp Rasmussen kommer hen for at snakke.

- Alt er muligt virkeligt. Du skal bare tro på dine drømme, siger Billing 193 centimeter over jordens overflade.

Annonce

Boldrengen Billing

De to venner Jonathan og Nicklas læner hovedet bagover og kigger op.

- Selvfølgelig drømmer jeg også om at komme til udlandet. Jeg vil gerne til England, det er toppen, og så vil jeg gerne til Barcelona, fortæller Nicklas Rishøj Carlsen.

- Du kan se med Martin Braithwaite, der er intet, der er umuligt, selvom du spiller i Esbjerg, kan du komme så langt du vil, opmuntrer Billing.

Nicklas tøver et kort øjeblik, og siger:

- Nu er jeg så fra Aalborg.

Det er ikke nødvendigvis diskvalificerende for fremtiden, mener Philip Billing, der kan huske sig selv som knægt med idoler og drømme. Dengang han skiftede fra Jerne til EfB havde han også idoler.

- Det var Demba, Berglund, Rieks og Conboy jeg så op til dengang, husker han.

Han elskede at være bolddreng på Blue Water Arena og at få en Faxe Kondi som tak for indsatsen.

- Eller en varm kakao, hvis det var koldt. Men jeg havde aldrig troet jeg selv ville være en af dem. Jeg er stadig Philip fra Esbjerg, der spillede i Jerne engang. Det er lidt surrealistisk nogle gange.

Uvirkeligt eller ej, så har Philip Billing nu to sæsoner i Premier League på cv’et, hvor det forrige sæson blev til 27 optrædener for Huddersfield, inden han skiftede til Bournemouth, som han i den netop overståede sæson spillede 34 Premier League-kampe for.

Desværre for Billing og Bournemouth rykkede klubben ned, og når han bliver spurgt, om han skal med ned, svarer han:

- Jeg ved det ikke, men jeg har stadig fire år tilbage. Lige nu fokuserer jeg på Bournemouth.

Annonce

Forventningerne øges

Han gik fra at være talent i Huddersfield til at blive solgt for over 125 millioner kroner.

- Det var jo ikke et småbeløb. Jeg blev ikke behandlet som en ung spiller mere, nu var jeg, en klubben havde købt, og der var forventninger om, at jeg skulle hjælpe og forbedre holdet. Det kan man godt mærke. I Huddersfield var jeg en ung spiller med potentiale, men nu var der forventninger til, at jeg præsterede hver kamp. Jeg skulle være en af lederne. Det var en udfordring, og jeg synes, jeg tog den meget godt op, for jeg har spillet en fornuftig sæson, selvom det endte med nedrykning, siger Billing.


Jeg kunne 100 procent godt se mig selv tilbage i Esbjerg en dag – både i EfB og i Jerne.

Philip Billing


Så trækker drengene i ham igen. Der skal spilles fodbold på Jerne Stadion, og Jonatan og Nicklas har glædet sig hele dagen. Billing tager det stille og roligt. Han fordeler bolde til drengene og pigerne uden at tonse for hårdt til børn eller bold. Så er det op til Jonatan, Nicklas og de andre at vise talentet frem. Det gør de. Nicklas ruller bolden med fodsålen på baglinjen og lægger fladt indover til mål.

Jonatan tryller en elastico frem, og det trick går udover Nicklas. Men den 12-årige har også en anden dagsorden, og den involverer Philip Billing, der har modstandere som Hazard, Moussa Dembele og De Bruyne på listen over de mest udfordrende.

I dag udbryder Billing et vantro grin, da Jonatan Terp Rasmussen finder en tunnel mellem hans ben.

- Det var den store drøm, da jeg sad i bilen på vej hertil, fortæller Jonatan efter kampen, og så får han et klap på skulderen af Billing.

- Det var en god nelle. Jeg var ikke klar på den. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle ydmyges, siger han.

Jonatan Terp Rasmussen er nu heller ikke en helt almindelig 12-årig fodboldspiller, viser det sig. Faktisk er Amager-drengen inviteret til prøvetræning i hollandske Feyenoord. Der kan vente ham mange store oplevelser som fodboldspiller i fremtiden, men indtil da vil han huske den dag i Jerne, hvor han lavede en tunnel på Philip Billing.

- Jeg tænkte, der er en chance i livet for at lave den. Den er værd at gribe, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

De blå døre åbner

Ugeavisen Esbjerg

Farvel til fnat

Ugeavisen Esbjerg

Håndspritten har sine bagsider

Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce