Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Forbløffet og fortørnet efter ny mølle-rundtur i Tjæreborg

Socialdemokraten Nini Oken og Venstres Jakob Lose fik en corona-venlig rundtur af Martin Olsen lørdag i Tjæreborg. Jakob Lose holder tand for tunge i høringsperioden, mens Nini Oken ikke har noget imod at sige, at projektet ikke falder i hendes smag. De er dog enige om, at det var en god tur, og at det er vigtigt for dem som politikere at komme ud og møde borgerne i deres nærmiljø. Foto: Tue Sørensen
Flere politikere har nu været på rundtur i Tjæreborg for at opleve borgernes syn på de – måske – kommende gigantmøller. Der er igen roser til arrangørerne, og flere politikere kørte overraskede hjem. "Jeg synes, det er at røvrende folk," lød det fra Nini Oken.
Annonce

De holder sig nogle kolde temperaturer i Tjæreborg. Men håbet holder de varmt. Håbet om, at de 180 meter vindmøller, som det svenske energiselskab Vattenfall ønsker opsat i Tjæreborg Enge, bliver droppet.

I december havde en gruppe borgere i byen inviteret en række politikere på rundtur i byen, så de ved selvsyn kunne se, hvor voldsomme de - måske - kommende møller vil tage sig ud. Hvor meget det vil påvirke borgernes hverdag. Hvor meget det vil forringe deres livskvalitet.

Til den bidende kolde første rundtur i december kunne ikke alle politikere deltage, og derfor var flere byrådsmedlemmer lørdag formiddag inviteret på en ny rundtur, som foregik i små corona-venlige grupper.

Nini Oken fra Socialdemokratiet, Hans K. Sønderby fra Esbjerglisten, Jakob Lose og Henning Ravn fra Venstre, Henrik Vallø fra Borgerlisten og Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti var med, mens borgmester Jesper Frost Rasmussen tidligere på ugen også havde været på en rundtur i den gamle stationsby.

Allerede i dag kan de nuværende møller påm 97-100 meter tydeligt ses. Borgerne i Tjæreborg frygter, hvordan vindmøller på 180 meter vil påvirke deres by. Foto: Tue Sørensen

Konceptet var det samme som i december, hvor politikerne i vinterkulde blev ført rundt på forskellige lokationer i byen for ved selvsyn at opleve, hvordan de 100-meter møller, der står i dag, tager sig ud. Men også for at de kunne forestille sig de næsten dobbelt så høje møller med alt, hvad det indebærer af lavfrekvent støj, skyggekast, møllestøj, lysgener, ejendomsværditab og meget andet.


I bilen hjem stillede jeg mig selv et væsentligt spørgsmål: Ville jeg selv synes, det her var ok? Og det skal jeg nok svare dig på, når høringsperioden er ovre.

Henrik Vallø, Borgerlisten


Ugeavisen Esbjerg gik med på den over tre timer lange tur i gruppen med Jakob Lose og Nini Oken. Og mens Jakob Lose "lyttede mere end han talte", som han formulerede det, så ville Nini Oken undervejs gerne melde ud, hvad hun mener om projektet.

- En ting er at læse om en sag i en fremstilling fra forvaltningen eller få den forelagt af en kollega i byrådssalen. Noget andet er at komme ud i virkeligheden. Og jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over, at virkeligheden ser sådan her ud for borgerne. Det er jo virkelig voldsomt med lys og skyggekast. Og det gør et stort indtryk på mig, at så mange i Tjæreborg bliver berørt, siger Nini Oken og tilføjer:

- Og så er jeg faktisk også lidt overrasket over modstanden mod projektet, for den fornemmelse havde jeg ikke på baggrund af det, som jeg havde hørt inden.

Annonce

1818 underskrifter

Modstanden mod de store vindmøller har i løbet af december og frem til i dag da også vokset sig større og større i byen. Det vidner blandt andet underskrifts-indsamlingen om.


Vi er alle for grøn energi, men ikke for enhver pris. Vi vil jo også gerne have folk til at bo i vores byer. Og blive boende.

Susanne Dyreborg


Ved redaktions deadline havde 1818 borgere skrevet under på deres modstand mod projektet. Personer over 16 år har kunnet skrive under, og i Tjæreborg alene har 1451 ud af 2156 borgere over 16 år skrevet under på, at de ikke ønsker Vattenfalls gigantmøller i baghaven.

Fra den relativt nye legeplads ved Ejlif Krogagers Vej vil de - måske - kommende gigantmøller også tage sig voldsomt ud, kunne Martin Olsen fra tjæreborg fortælle Jakob Lose og Nini Oken. Foto: Tue Sørensen

Ligesom borgerne i Tjæreborg går også de fleste politikere ind for grøn energi og blæser til klimakamp. De ser store perspektiver i vindenergi, men flere af dem fortæller, at de efter turen selvfølgelig må og skal spørge dem selv, om det skal ske på bekostning af, at mange borgere i et af kommunens velfungerende byområder føler, at deres livsvilkår bliver markant forringet.


Jeg var overrasket over de videoer, som de viste os i forhold til skyggekast fra de nuværende møller.

Henning Ravn


Mange af borgerne fortalte, at de købte grund eller hus, var der ingen lokal- eller kommuneplan, som gav mulighed for vindmøller på 180 meter. Maksimalt 130 meter.

Unde rundturen i december blev det fortalt, at de nuværende møller på ingen måde er udtjente. Det samme blev fortalt i lørdags. Blandt andet vil Vattenfall sælge møllerne videre, formentlig til Tyskland, så det handler ifølge borgerne udelukkende om at profitmaksimere for Vattenfall. Energiselskabet kan således videresælge møllerne til eksempelvis investeringsfonde eller pensionsselskaber som en god og grøn businesscase.

-De nuværende møller har jo en restlevetid på 12 til 17 år, så hvorfor skal de lige udskiftes nu? Måske fordi statstilskuddet til opsætning af vindmøllerne snart bortfalder, siger medlem af lokalrådet og dagens turguide Martin Olsen.

Venstres Jakob Lose kender selv til udfordringer med kæmpemøller fra sit hjem i Østerbyen. I lørdags hørte han om, hvordan borgerne i Tjæreborg frygter for vindmøller på 180 meter i Tjæreborg Enge. Foto: Tue Sørensen

Nini Oken er overrasket over en del af de mange oplysninger. Blandt andet at lokalrådet i august 2018 blev fremlagt et projekt med møller på 150 meter, samt at den såkaldte VE-bonus bliver så lille, fordi så mange husstande bliver berørt. Ja faktisk er hun decideret forbløffet og fortørnet, nu hvor formiddag er blevet til middag i Tjæreborg:

- Det er jo at røvrende folk. Det lyder måske lidt groft, men det mener jeg. Jeg synes, det her projekt er at røvrende folk for at sige det lige ud.

Annonce

Sagt efter turen i Tjæreborg:

Henning Ravn: Det var en fin tur, som foregik på en aldeles sober måde, hvor der blev taget hensyn til corona-restriktionerne. Jeg var overrasket over de videoer, som de viste os i forhold til skyggekast fra de nuværende møller. Det var opsigtsvækkende, og jeg har fuld forståelse for, at borgerne agerer, som de gør. Det er altid godt at blive oplyst fra begge sider, det er jo det, vi skal i en høring.

Susanne Dyreborg: Vi gik 7,6 kilometer, og det var en super tur, hvor jeg virkelig blev klogere. Vi skal se tingene fra alle sider og fra folk i alle positioner, ikke kun fra forvaltningens side. De har godt nok sat sig ind i tingene. Jeg var overrasket over den dokumentation, de fremlagde, og en ting er at læse om eksempelvis skyggekast, noget andet er at se det. Jeg elsker, når folk er velforberedte. Og så er jeg overrasket over Tjæreborg, som jeg ikke kender så godt. Det er en mega fed by, hvor alle bidrager, der er mange ressourcer, og man drager omsorg for hinanden. Jeg kunne godt finde på at flytte til Tjæreborg. Vi er alle for grøn energi, men ikke for enhver pris. Vi vil jo også gerne have folk til at bo i vores byer. Og blive boende.

Hans K. Sønderby: Det var en god tur, hvor der kom mange saglige og relevante ting frem, men af respekt for dem vi spørger, borgerne, vil jeg vente med at melde en holdning ud. Men det er vigtigt at komme ud i sådan en proces og hører beboernes holdninger, for vi har det jo kun fra én side. Jeg føler mig væsentligt klogere i dag, end da jeg tog hjemmefra i lørdags. Der var masser af nyttig information, som kommer til at veje tungt for min holdning. Jeg vil i hvert fald godt love, at sådan en høringsperiode ikke er en skinproces.

Jakob Lose: Som altid er borgerne i Tjæreborg gode til at træde sammen. Det var en god tur, der var fint arrangeret og havde mange gode stop undervejs. Jeg bor selv i Østerbyen og kender godt til vindmølleudfordringer, for vores horisont er også blevet ændret, efter at de nye møller i Måde kom op. Men jeg respekterer høringsperioden og vil ikke sige meget andet, end at det var en meget fin tur.

Jesper Frost Rasmussen: Det er dejligt, at der er borgere, der engagerer sig, for det er lige præcis derfor, vi sender ting i høring. Det er for at få alle synspunkter med, og fordi borgerne og beboerne i Tjæreborg jo reelt gerne vil have os til ved selvsyn at opleve deres virkelighed. Og når jeg stor derude, kan jeg sagtens danne mig et billede af, hvordan det kan blive for dem. De har gode argumenter og er saglige, og der er da også ting, som overrasker mig. Jeg hørte eksempelvis også om 150 meter møller til at begynde med i processen, ligesom jeg heller havde hørt kravene om lys før. Men når lovgivningen giver lov til 180 meter, så afviser vi det jo ikke som kommune, når Vattenfall ansøger om det. Men jeg tror da, at alle er med på, at de ikke ønsker 180 meter møller for deres blå øjnes skyld. Det gør de, fordi det er en god forretning.

Henrik Vallø: Det var en super tur, og jeg var faktisk derude igen søndag for at vise min kone, hvor vi gik, fordi jeg synes, det var sådan en fin tur. Jeg blev væsentligt klogere og er glad for, jeg tog derud. Det er en super fin måde at blive oplyst på, og det giver mig et langt bedre grundlag for at træffe en beslutning. Jeg mødte en del, jeg kendte, og der var en del, der kendte mig, så jeg kørte opløftet hjem. Men i bilen stillede jeg mig selv et væsentligt spørgsmål: Ville jeg selv synes, det her var ok? Og det skal jeg nok svare dig på, når høringsperioden er ovre.

Sagen kort

Energiselskabet Vattenfall ønsker at udskifte de nuværende 8 vindmøller på 100 meter i Tjæreborg Enge med færre møller, som bliver på 180 meter. Dermed skal der blandt andet være lys på møllerne 24/7, hvilket der eksempelvis ikke skal ved møller på 150 meter.

Ganske få borgere i Tjæreborg - der er det byområde i hele Esbjerg Kommune, der befolkningsmæssigt vokser mest i øjeblikket - er imod vindmøller. Men rigtig mange er imod størrelsen på de nye møller, da de vil give et helt andet visuelt udtryk mange steder i byen, ligesom mange er nervøse for støj, skyggekast, sundhedsrisici, lys-gener og ejendomsværditab.

Rigtig mange huse bliver berørt at projektet. Fem huse skal opkøbes, hvis projektet skal realiseres, mens hele 69 husstande ligger så tæt på møllerne, at de kan gøre krav om, at Vattenfall skal købe deres ejendom. Og yderligere 438 husstande kan gøre krav om VE-bonus, fordi møllerne bliver så store. Det er meget sjældent, man oplever så mange husstande, der bliver berørt i projekter som disse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce