Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Nostalgi: Fotograf ved et tilfælde

Tue Sørensen blev fotograf ved et tilfælde, og den karriere har bragt mange spændende oplevelser med sig.
Tue Sørensen var fire år, da tanken om Esbjerg Ugeavis blev født i forældrenes stue.

Karriere: Han havde græs på knæene og var endnu ikke begyndt i skole, da Vestjysk Aktuelt måtte give op i 1971. Gode råd var dyre for de mennesker, der havde mistet deres job, så over lange snakke, smøger og formentligt en kop øl eller fem blev tanken om at lave en ugeavis med bid og kant undfanget.

Hans far Tonny Sørensen var fotograf og havde travlt. Dels med at billeddække esbjergensernes liv og virke men også som freelance-fotograf for de store københavner dagblade. Og den gang var det ikke noget med, at man tog et billede med sin telefon og vedhæftede den på en mail. Næ nej, den stod på mørkekammer, fremkaldervæske og fixer. Og så skulle billederne transporteres med fly eller telefoto.

Og godt nok var den unge knægt da ofte med farmand på opgaver, men sådan ligefrem at gøre det til en karriere og en jobmulighed, den tanke havde unge Sørensen ikke tænkt.

Annonce

Skoletræt

- Jeg var skoletræt efter tiende klasse, så jeg tog på teknisk skole for ligesom bare at lave noget. Det droppede jeg dog hurtigt, og så fik jeg arbejde på Viking, hvor jeg endte med at kontrollere redningsflåderne, inden de blev sendt ud i verden. Men så var der nogle kolleger, der fik arbejde på højspændingsledningerne, og det gav godt, så det prøvede jeg også. Men en dag var det slut. Der var ikke mere arbejde. Så gik jeg rundt derhjemme et stykke tid lige indtil den dag, min mor trak mig til side og sagde, at de syntes, det kunne være en god ide, at jeg kom i lære hos min far. Fotograf, mig.?? Jeg tænkte over det og sagde, det kunne vi da godt prøve. Og nu har jeg faktisk været det i 34 år. Og det blev jeg sådan set lidt ved et tilfælde, siger Tue Sørensen.

Annonce

Omskifteligt

Der har været mange store oplevelser i en omskiftelig branche. En af dem var, da der strandede fem kaskelothvaler på Fanø i begyndelsen af 90’erne. Dengang var der ingen, der havde mobiltelefoner, så der var frit slag for Tue Sørensen. Det tjente esbjergfotografen sådan cirka 30.000 kroner på, da billederne blev solgt til hele verden. Det kunne han sikkert også have gjort, da han kom et minut for sent ud i Esbjerg Lufthavn, da Andrej Lapin blev bragt ind fra skibet M/S Bärbel. Han blev senere anklaget for at have slået de andre fem på skibet ihjel, men på grund af bevisbyrden, slap han med en straf for at sætte ild på skibet. Episoden dannede senere grundlag for Jens Henrik Jensens bog ”Økseskibet”.

Jeg tror, jeg tjente 30.000 kroner på fotografierne af de strandede hvaler på Fanø. Det var mange penge i 90'erne

Tue Sørensen

- Der kunne jeg sikkert også have tjent gode penge, og det var ærgerligt. Men penge er ikke alt. Nogle gange må man lave et etisk valg. Engang blev jeg sendt ud til en lille by, hvor en dreng var gået igennem isen. Et andet blad ringede, og journalisten på bladet ville have billeder af drengen, der blev hevet op. Det nægtede jeg. Det var en ulykke og katastrofe i familiens liv, og det skulle ikke smadres ud på forsiden af et frokostblad, siger Tue Sørensen.

Annonce

Kvalitet

Fotografbranchen er anderledes i dag. Alle og enhver kan tage et fotografi og få det slået op og videre distribueret på få sekunder.

- I mine øjne har det betydet en nedgang i kvaliteten. Jeg har over 30 års erfaring, men jeg er dyr i drift, så mange medier vælger den billigste løsning. I tv kan man ofte se grynede optagelser med folk, der sender via deres computer hjemmefra i en kvalitet, der er dårlig. Det ville man ikke have accepteret for år tilbage, men nu er det standard.

- Det synes jeg er sørgeligt, men heldigvis ser det da ud som om, at nogle medier igen begynder at tage fotografiet alvorligt igen, siger han.

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Liv bringer lyset ind på hospice

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Speedwaysportens David Beckham til Esbjerg: Tai Woffinden skifter til Esbjerg Vikings

Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Esbjergenserne står i kø for at være med til at forme Esbjergs fremtid

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

UC Syd vil have skatteuddannelse til Esbjerg

Ugeavisen Esbjerg

Den lige vej til de skrå brædder

Ugeavisen Esbjerg

Politikere: Esbjergs nye uddannelser kan skabe bosætning

Ugeavisen Esbjerg

En fodbolddrømmers dagbog: Sådan endte Braithwaite i Barcelona

Ugeavisen Esbjerg

Erling stopper: Education Esbjerg jagter ny leder

Ugeavisen Esbjerg

Droppede lovparagraffer for de firbenede venner

Ugeavisen Esbjerg

Olila vender tilbage til Kongensgade i version 2.0

Annonce