Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Gamle møllevinger er endt i klagesag

Gamle vingemøller skæmmer naturen ved Tjæreborg Enge. Nu er der klaget over, at Vattenfall bruger området til oplag. Foto: Tue Sørensen
I mange år har gamle og efterhånden helt grønne møllevinger skæmmet naturen i Tjæreborg Enge. Nu er der blevet klaget over Vattenfall, der erkender, at pladsen bruges til "simpelt varelager", selvom der i lokalplanen står, at der ikke må finde oplag sted.

Skæmmende: Cykler man en tur ud til Tjæreborg Enge, er det foruden et smukt landskab blandt andet synet af otte vindmøller, der møder en.

Vattenfall benytter dog også området som opmagasinering af gamle møllevinger. Ugeavisen Esbjerg er bekendt med, at flere af de gamle vinger har ligget i området i over otte år, men formentlig væsentlig længere, da den sidste mølle blev sat op i 2008.

Mange borgere i området er kede af, at Vattenfall ikke fjerner de gamle møller, der i dag er mere grønne end hvide. Faktisk er nogle så kede af det, at der tilbage i januar er blevet klaget over Vattenfall til Esbjerg Kommune. Siden er der sket meget lidt i sagen.

Annonce

Klagen går blandt andet på overtrædelse af bestemmelserne i gældende lokalplan 440 kapitel 9.3 fra september 2002 for mølleområdet i Tjæreborg Enge - lageret ved Østerbyvej 70, hvor der blandt andet står:

"Oplag der ikke er af kortere varighed og som sker i forbindelse med opstillinger og renoveringer, må ikke finde sted."

Er simpelt varelager

Hos Esbjerg Kommune bekræfter man, der er indkommet en klage, som man har forholdt Vattenfall, men ellers har forvaltningen ingen kommentarer til sagen.

Chris Harding Hansen, Head of Onshore O&M DK og BU Onshore Wind hos Vattenfall, skriver i en mail til Ugeavisen Esbjerg, at han ingen kommentarer har, da Vattenfall i klagesager ikke har i sinde at inddrage medier.

I et svar til Esbjerg Kommune på en partshøring angående de gamle vinger, som Ugeavisen Esbjerg er kommet i besiddelse af, skriver Chris Harding Hansen imidlertid:

"Vattenfall bekræfter at have modtaget klagesag omkring oplag af vinger. Pladsen i Tjæreborg anvendes som simpelt varelager og vingerne bliver ikke opbevaret ifm. opstilling eller renovering af vindmøller, som beskrevet i lokalplan nr. 440 kap. 9.3. Vattenfall anser derfor ikke dette oplag af vinger som et brud på lokalplanen. Vingerne har ligget på adressen i en årrække uden dette har givet anledning til klage. I øvrigt er der opsat rækværk mod Tjæreborgvej i sydøstlig retning for at afskærme visuelt."

Ugeavisen Esbjerg har forholdt formand for Teknik og Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, klagen. Han kendte imidlertid ikke selv til sagen, hvorfor han ville undersøge det nærmere og vende tilbage. Ugeavisen Esbjerg har flere gange rykket for svar, men uden held.

Vattenfall i Tjæreborg Enge

Tjæreborg Enge har helt tilbage fra midten af 1980’erne været en central del af det danske vindmølleeventyr. Fra 1996 og frem til 2008 blev den nye generation af i alt otte møller fra forskellige danske vindmøllefabrikanter opført på området. Syv af disse møller er i dag ejet af Vattenfall, der også har benyttet Tjæreborg Enge som et centralt sted i forbindelse med træning af offshore-medarbejdere og beredskab. Servicemedarbejdere har fået deres første træning i, hvordan det er at blive sænket ned på en vindmølle fra en helikopter, komponenter er blevet testet, og vingespecialisterne har afprøvet inspektion af vinger med droner.


Pladsen i Tjæreborg anvendes som simpelt varelager.

Chris Harding Hansen, Head of Onshore O&M DK og BU Onshore Wind hos Vattenfall, om gamle møllevinger i Tjæreborg Enge.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kriminaliteten er faldende

Annonce