Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Ikke lige planen: Skorstens-sprængning tog hårdt på både biler og bygninger

Der lød et ordentligt brag, da fjernvarmeskorstenen sidste mandag blev sprunget i luften. En såkaldt zig-zag sprængning, der gik helt efter planen. Til gengæld var der mangler i afskærmningen.

En fjernvarmeskorsten blev sidste mandag sprængt i stykker i Esbjerg Ø. Det skete ikke helt uden materielle skader.

Annonce

Sidste mandag kunne der høres et brag i Esbjerg Ø, og på avisens Facebookside snakkede folk om ”vild torden” og andre om en ”bombe”.

Det var hverken det ene eller det andet, men derimod en kontrolleret sprængning af en fjernvarmeskorsten ved Hedelundvej. Men selvom sprængningen var kontrolleret og udført af Dansk Sprængnings Service, og skorstenen faldt præcis, som den skulle, så blev det ikke uden skader, at mastodonten måtte lade livet.

Både Esbjerg Cylinder Service og Toyota Louis Lund kunne således efterfølgende konstatere skader på biler og bygninger.

- Vi var nødt til at sprænge skorstenen i både top og bund for at lave et såkaldt zig-zag fald. Oprindeligt skulle skorstenen ”lægges ned” i fuld længde op mod Plejecenter Hedelund, men da der er blevet gravet fjernvarmeledninger ned i sommers, var vi nødt til at ændre sprængningsmetode. Og der var afskærmningen så ikke helt god nok, siger Mikkel Lerdrup, der er sprængningsleder hos Dansk Sprængnings Service.

Kunne være gået værre
Ved Zig-zag sprængninger er det sværere at lave afskærmning end ved en ’bund-sprængning’, hvilket altså resulterede i skader flere steder hos de omkringliggende virksomheder.

- Vi tog opstilling ovre hos Louis Lund for at se det hele. Der lød et brag, skorstenen knækkede sammen og så begyndte det at flyve med alle mulige ting gennem luften. Efterfølgende kunne vi konstatere, at vores tag flere steder var perforeret, siger værkstedschef Casper Fischer fra Esbjerg Cylinder Service.

To af medarbejdernes biler hos Esbjerg Cylinder Service havde også fået stenslag på taget, og det samme var tilfældet hos flere af Toyota Louis Lunds biler. Her var også forruder smadret eller trykket ind, ligesom der var røget et større fragment ind gennem ruden til værkstedet.

- Der er sket nogle fejl, og det er selvfølgelig ærgerligt, men det vigtigste er jo nu engang, at der ikke er sket nogle personskader. Det kunne være gået meget værre, hvis der havde været mennesker, som var blevet ramt, siger Lars Hansen, Eftermarkedschef hos Louis Lund, og tilføjer:

- Dansk Sprængnings Service har håndteret det meget professionelt, og de erstatter alt, der er gået i stykker. De er kede af det og kommer sågar med en pølsevogn til personalet i december måned. Det er flot og viser mig, de er oprigtigt er kede af det.

Skulle have flyttet biler
Og det er de, understreger Mikkel Lerdrup, som forklarer, at sprængningen ellers gik præcis, som den skulle.

- Skorstenen faldt perfekt, men der har været en forkert dimensionering af afskærmningen, og det er vi selvfølgelig de første til at beklage. Det siger sig selv, siger Mikkel Lerdrup og fortsætter:

- Men det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke røg nogle sten eller fragmenter uden for den sikkerhedszone på 160 meter, som vi havde opstillet. Set i bagklogskabens klare lys, skulle vi selvfølgelig have bedt Toyota om at køre bilerne et andet sted hen, men i en misforstået form for venlighed lod vi dem stå, hvor de stod, da vi ikke ville forstyrre dem unødigt og heller ikke havde forventet, at bilerne ville blive ramt. Men heldigvis skete der som sagt kun materiel skade på biler og bygninger, og det er det, som vi priser os lykkelige for, siger Mikkel Lerdrup.

FAKTA
Tilbage i sommers gav Dansk Sprængnings Service tilbud på at sprænge skorstenen. Siden blev det så udskudt, da der skulle graves fjernvarmeledninger ned i området, ligesom den giftige maling på skorstenen skulle slibes af og støvsuges væk, inden skorstenen kunne sprænges. Vejret har flere gange drillet slibearbejdet, og derfor er det først nu, at skorstenen kunne sprænges.

Et større fragment fløj ind gennem ruden hos Toyota Louis Lunds værksted. Heldigvis kom ingen personer noget til.
Sprængningen efterlod bunkevis af fragmengter. De fleste for foden af skorstenen, mens andre var fløjet gennem luften med skade til følge.
Vi tog opstilling ovre hos Louis Lund for at se det hele. Der lød et brag, skorstenen knækkede sammen og så begyndte det at flyve med alle mulige ting gennem luften. Efterfølgende kunne vi konstatere, at vores tag flere steder var perforeret, siger værkstedschef Casper Fischer fra Esbjerg Cylinder Service
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce