Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Jesper Jensen holder afstand til sit håndboldliv

Jesper Jensen troede, han ville få travlt, da han sagde ja til at dobbeltjobbe. Han tog fejl.

Annonce

I en baghave med udsigt til Nørreskoven er der stadig lidt arbejde, før en ny træterrasse er færdig. Jesper Jensen har heldigvis tid nok. Og desværre har han tid nok.

Han havde gerne undværet den nye terrasse, hvis bare han kunne få lov til at stå i en håndboldhal. I begyndelsen af marts blev han præsenteret som ny landstræner for de danske håndboldkvinder. Så havde Team Esbjergs Jesper Jensen to job på samme tid, men en god uge senere blev hans nye hverdag vendt på hovedet, da corona-krisen lukkede Danmark.

- Jeg keder mig helt vildt. Over en længere periode er det hårdt, at man ikke kan lave det, man gerne vil. Der mangler et eller andet krydderi på hverdagen. Det der med, at man kommer hjem til sin familie og fortæller en god historie. Der er ikke nogen i familien, der oplever noget. Man går lidt rundt i sin egen trummerum og snakker følelser, og alle følelser handler om virus. Man snakker jo stort set ikke om andet, og det er både usundt og kedeligt, siger Jesper Jensen ved havebordet på den nye og næsten færdige træterrasse.

Han har været i gang med at bygge den sammen med sin far. Han har også fyldt tiden ud med at have børnene i hjemmeskole, men nu er de to yngste tilbage i skolen, og Jesper Jensen har masser af tid til at tænke over fremtiden på håndboldbanen.

- Som Team Esbjerg træner håber jeg helt vildt meget, at vi kommer i gang til sæsonstart – altså helt vildt meget, og jeg håber det bliver med tilskuere. Som landstræner kan jeg se, at Norge har lukket ned for hele 2020 for større forsamlinger. Det vil sige, at slutrunden i 2020 med Danmark og Norge som værter også kan komme i fare, siger Jesper Jensen, der selv nåede at stå i spidsen for Team Esbjerg i en kamp uden tilskuere i Blue Water Dokken i Champions League-sejren over Metz.

Sejren sikrede en plads i kvartinalen i årets turnering, og de seneste udmeldinger fra EHF tyder på at Team Esbjerg skal spille kvartfinaler i begyndelsen af september i Budapest.

Men både Jesper Jensen og hans håndboldspillere er sendt hjem fra arbejde, så Team Esbjerg kan få del i den lønkompensation, staten tilbyder krisetrængte virksomheder. Team Esbjerg er ikke truet af lukning, men klubben har bedt både sponsorer og fans om hjælp i krisetiden, for hvis der mangler penge, er der kun et sted at finde dem – på spillerbudgettet.

- Alt er væk i Team Esbjerg, der er ingen goder. Spillerne får ikke vasket tøj, der er ikke mad efter træning. Pengene går direkte ind i spillertruppen. Jeg synes, det er en sund kultur. Jeg synes sportsstjerner - måske især i fodboldens verden - bliver lidt for meget feterede. Så kan vi samtidig stå og klage over, at de ikke er initiativrige nok, men vi har selv kappet vingerne af dem, siger Jesper Jensen, der oplevede en snert af luksuslivet som håndboldspiller, da han var i Skjern.

Netop fordi spillerne til dagligt ikke bliver vartet op fra ende til anden, føler han sig overbevist om, at han møder en stribe piger i form, når Team Esbjerg genoptager træningen.

- Der er også en forskel på mænd og kvinder. Piger er meget mere pligtopfyldende. Selv om jeg ikke har sagt noget til dem, ved jeg, at der ikke er en eneste af dem, der ikke løber rundt og træner. Det ville der helt sikkert have været i en herreklub. De ville alle sammen have taget 14 dages pause, og sagt til sig selv: Det er godt for min krop. To uger var blevet til tre uger, som var blevet til fire uger, og så var de gået lidt i gang stille og roligt. Det kan der også være noget sundt i, men pigerne tager mere ansvar, siger Jesper Jensen.

Et par gange er han kørt forbi atletikstadion, hvor pigerne i små grupper har arrangeret selvtræning. Måske er corona-hverdagen nemmere for dem, end for træneren. For de har stadig hinanden, og det er netop den sociale del af livet som håndboldtræner, Jesper Jensen savner allermest.

- På en eller anden måde er det jo ens venner, man løber rundt med til træning. Nu må jeg ikke være i nærheden af dem, for så kan det se ud til, at jeg træner dem, siger han.

Midt i kedsomheden og savnet fandt Jesper Jensen alligevel en af de gode dage i livet. Den 7. april blev Team Esbjerg kåret som danske mestre. Det var dagens gode nyhed, og Jesper Jensen blev glad, for han var bekymret for, at sæsonen kunne være blevet afblæst, uden at mesterskabet blev uddelt.

- Det at vinde DM er jo fedt, fordi vi har gjort, hvad vi skulle for at vinde. Men vi fik ikke Torvet eller adrenalinen af at vinde i en finale. Der var mange ting, vi ikke fik, men lige der fik jeg suset af at vinde sammen, hvorfor det er, man går til en holdsport. Fire piger hoppede i en bil med guldtrøjer og medaljer. Så havde vi en time, hvor vi hyggede og snakkede med et par meters afstand, siger Jesper Jensen.

Men selv for enden af den gode dag bliver Jesper Jensen mindet om livet på afstand fra håndbolden.

- For hvor er resten af holdet, og hvornår kan vi fejre det sammen og falde hinanden om halsen og sige: Skide godt gået, spørger han.

CHAMPIONS LEAGUE
Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har besluttet, at kvartfinalerne i kvindernes Champions League skal spilles i forbindelse med Final4-stævnet i Budapest fra den 3. til den 6. september. Kan det ikke lade sig gøre at afvikle Final4 i september, vil EHF i samarbejde med det ungarske forbund fastsætte en dato i oktober. Her vil det ikke være muligt at spille kvartfinalerne, hvorfor Team Esbjerg, Metz, Györi og Brest vil gå direkte i Final4 i kraft af deres placeringer i gruppespillet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce