Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Kølige ambitioner om varm forretning

Freja Knudsen, 25 år, læser til finansøkonom. Nu er et studieprojekt i iværksætteri blevet til mere end et projekt. Freja Knudsen satser på at etablere en is-forretning i Esbjerg. Hun er så småt kommet godt i gang. Og målet er at udvide sit nystartede isfirma med isbutikker i flere større byer i løbet af de kommende år. I første omgang producerer hun is i konditorlokalerne hos Kernebageren på Jørgen Pedersens Vej. Foto: Niels Husted
Freja Knudsen, 25 år, er i praktik i sin egen isforretning. Den er ikke stor endnu, men om fem år regner hun med at have isbutikker i flere større byer i Danmark,

Iværksætteri: Læg mærke til navnet Savory Flavory. Sådan hedder den is og det isfirma, som den 25-årige Freja Knudsen startede i det ganske små i sit køkken på en ismaskine, hun havde lånt af sin svigermor. Det var i november sidste år. Nu har hun to ismaskiner og laver is i lokaler hos Kernebageren på Jørgen Pedersens Vej i Esbjerg.

Hun leverer foreløbig kun is til afhentning og på bestilling. Produktionen er ikke så stor endnu. Kun otte bøtter om dagen, men ambitionerne rækker til mere end det. Faktisk tror Freja Knudsen så meget på sin ide, at hun går efter at have isbutikker i fem større danske byer om fem år og måske i ti byer om ti år.

- Jeg skal først have større ismaskiner her, og de koster knap 70.000 kroner, men de penge er jeg ved at rejse, og så taler vi om produktion i en anden størrelse, fortæller Freja Knudsen, der læser til finansøkonom på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg.

Annonce

Projekt blev til firma

Faktisk er hendes is-firma opstået i halen på undervisningen i temaet iværksætteri, hvor eleverne som en projektopgave skulle beskrive en forretningside. Freja Knudsen valgte is-forretningen, fordi hun godt kunne lide at lave specielle is. Og hun havde i den australske udgave af madprogammet Masterchef set, hvor populære fine is og isdesserter er. Hun havde derfor allerede eksperimenteret en del med is i sit køkken i lejligheden på Nørvang i Esbjerg, da hun gik i gang med projektopgaven.

Freja Knudsens opgave blev så overbevisende, at undervisere og vejledere på erhvervsakademiet ligefrem rådede hende til at gå i gang for alvor som iværksætter og gøre ideen om en is-forretning til virkelighed. Og det gør hun så nu. Officielt blev hendes firma registreret aktivt den 8. februar, så nu er både cvr-nummer og forretningsplan på plads. Produktionen er også i gang, og isen kan nemt sælges. I løbet af de første fem dage var omsætningen godt 2.000 kroner uden anden markedsføring end en smule på sociale medier.

- På de små maskiner kan jeg ikke producere så meget, men det kommer. Jeg har fået en fin håndsrækning af mine gode venner Camilla Hansen og Marcus Finnerup, som driver Kernebageren på Jørgen Pedersens Vej. De har indtil videre givet mig lov til at låne konditorværkstedet, når deres konditor er færdig der klokken 15, og så producerer jeg den is, der er bestilt via min facebookprofil og hjemmeside. Vi har lavet en kontrakt, så de får et par procent af min omsætning, mens jeg er her, forklarer Freja Knudsen.

Annonce

I praktik hos sig selv

Hun er ikke færdig med sin uddannelse som finansøkonom. Det bliver hun først i juni. Lige nu deler hun sin tid mellem undervisning og praktik, og hun har fået lov til at være i praktik i sit eget is-firma. Den plan, der foreligger for isfirmaet, vurderer Erhvervsakademi Sydvest for så positiv, gennemarbejdet og realistisk, at Freja Knudsens forsøg på at realisere den er blevet godkendt som pratikdel.

- Jeg tror, der er plads til en producent mere på markedet for specielle is i bæger og bøtter. Jeg kommer til at lægge mig et sted mellem Paradis Is og Gelato di Natura. Lige nu arbejder jeg med det materiale, jeg skal have med i banken. Jeg har foreløbig investeret 12.000 kroner på at komme i gang. Det kommer til at koste mere at komme videre, men starten har vist, at jeg kan sælge meget mere is, end jeg er i stand til at producere, så jeg skal bare have styr på det sidste med hensyn til indkøb af større, professionelle ismaskiner, siger Freja Knudsen om de kølige ambitioner, der gerne skulle blive en varm forretning.

Planen er at sikre sig en del af is-markedet i Esbjerg først. Siden kommer turen til andre byer. Går det, som Freja Knudsen både håber og tror, så vil ikke kun Esbjerg, men flere større byer i Danmark have en Savory Flavory-butik et sted i gadebilledet om fem til ti år.


Jeg har foreløbig investeret 12.000 kroner på at komme i gang. Det kommer til at koste mere at komme videre, men starten har vist, at jeg kan sælge meget mere is, end jeg er i stand til at producere.

Freja Knudsen, 25 år. Indehaver af nyt isfirma
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce