Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Kan Troels flytte bjerge?

Søndagens kamp mod Hobro kan være den helt afgørende forskel på succes og fiasko for Troels Bech. Foto: Tue Sørensen
Da Troels Bech pakkede rygsækken og rejste ud i verden med sin familie, gjorde han det også for at finde ud af hvem, han var udenfor fodboldens verden. Så kom han hjem og blev fodboldtræner igen. Men kun for en stund.
Annonce

Trænerdyret: Der er noget med humøret. Man kan se det i Troels Bechs øjne. De smiler på en måde, så det ikke kun kan forklares med, at det er en varm juni mandag et par dage efter en sejr til EfB. Øjnene er ligesom han føler sig efter en ni måneders jordomrejse med sin familie - levende. Han rejste med konen Nille og otte børn. Og vi begynder der i Troels Bechs familie kort tid efter ,at Nille vækkede ham midt om natten, og aflyste deres fælles planer om at tage til italien og starte deres egen kursusvirksomhed.

- Hun sagde, vi skal ikke skynde os med mere doing, doing, doing, før vi har fundet ud af, hvad det er vi gerne vil være. Man ender jo i en selvforstærkende centrifuge af det man af en eller anden grund kom til at lave – måske fordi man var malplaceret eller rigtig placeret og endte med at øve sig, og så kan man blive formet af det. Og vi ville gerne finde ud af, hvem er det, vi er, når vi ikke er travle forældre, travl billedkunstner, travl fodboldmand, husker Troels Bech. Så indkaldte ægteparret Bech otte børn til familieråd. Sådan et havde de aldrig holdt før, så måske blev nogle af børnene en smule bekymrede for rigets tilstand hos familien Bech.

- De fik at vide, at vi gerne ville have dem alle med ud og rejse, og at de hver kunne vælge et land, de ville besøge, hvis de kunne fortælle, hvad de gerne ville lære af at være der. Nogle gik hjem samme nat og skrev 50 ting, de gerne ville lære, en anden kom med en power point præsentation næste morgen om, hvad han gerne ville og så var der en – han er utrolig glad for Neymar – og han ville til Paris med den begrundelse, at han gerne ville møde Neymar, siger Troels Bech. Sønnen fik det møde med Neymar. Han fik også et mere, og så de så PSG spille fodbold fra Dani Alves’ private lounge, og nu smiler Troels Bechs øjne igen.

Corona-pandemien sendte familien hjem efter ni måneder, og Troels Bech kom hjem uden helt at være den samme.

- Hele den papfigur man kan skubbe foran sig af sin metier og sit job, den var jo væk. Så det var en lidt mere opmærksom Troels – hvis der er et ord, der hedder levenhed – det tror jeg ikke, der er - mere struttende og knap så tilpasset og beskåret, som man er, når man er i jobbet.

Annonce

Hjemvendt som træner

Alligevel kommer Troels Bech bare hjem som fodboldtræner.

- Og det vidste jeg ikke. Det vidste jeg heller ikke for fem dage siden. Men jeg er glad og beæret over, at jeg kan få lov til at trække i tovet på et tidspunkt, hvor der virkelig skal trækkes hårdt igennem. Nu drejer det sig om EfB, men for min private del kan jeg også nå at teste af om det trænerdyr, der har sat sig fast derinde, om det skal fodres eller om vi kan aflive det.
Er det definitivt, at det bare lige er den korte periode i Esbjerg? - Ja det er sådan, det er. Det er det der er aftalt, og det jeg har fokus på. Normalt ville jeg som træner prøve at se, hvordan jeg kan bygge noget op, der kan vare i en tid fremover og have alle de der processer i øje. Lige nu er der kun produkt og ingen proces.

Du har været væk og i andre klubber siden 2008, hvor det sluttede i EfB sæsonen efter pokalfinalen?

- Vi havde et virkelig dårligt efterår. Jeg tror, vi havde fået nogle forkerte spillere ind, og så havde vi nogle problemer i truppen. Der var noget gambling, og der så jeg, hvor meget det kunne koste i en trup.

Dengang havde du enerne i Berglund og Demba blandt andre, men du kom i problemer. I dag har du ikke, de største enere, men kan du lave et godt hold?

- Det er i hvert fald opgaven, og min grundlæggende indstilling til samarbejde er – og det gælder både på og udenfor en fodboldbane - at det selvfølgelig er fedt, hvis vi er de bedste vi to, men det afgørende er, hvad der kommer ud af det. Der er en grænse for hvor lidt kompetence, der må være tilstede, men samarbejdet overhaler så længe de individuelle kvaliteter.

Hvad er det så for en opgave du står overfor?

- Den vigtigste ting er sket, inden jeg kom med nogle spillere, der satte sig selv ud til kanten på et sted hvor de skal levere top, top, top. Min opgave er at se, om vi kan forløse det, uden at det bliver forkludret i en flaskehals af energi. For min part vil jeg give dem nogle få klare linjer for, hvad vi gerne vil. Og så arbejde på deres overbevisning – jeg tror, det er Erik Clausen, der har brugt udtrykket, slip hestene fri, men lad vognen stå om al den bagage og bekymring, der har hobet sig op.

I sidste uges avis skrev jeg om skiftet fra 4-3-3 til 4-4-2, skifttet fra John Lammers til Lars Olsen, der sværgede til hver deres formationer. Har jeg ret, hvis jeg siger, du ikke hænger dig så meget i de talkombinationer?

- Ja. Jeg har været med så længe og været i så mange ekstreme situationer undervejs i medgang og modgang, så jeg synes, jeg har prøvet næsten alle formationer, og jeg ved, at det ikke er det, der afgør det. Det er egentlig bare at skabe genkendelige billeder i hovederne på os alle. Hvis man kan det, kan man samhandle og så har man et samarbejde. Hvis det ikke er genkendeligt, vil alle gøre deres bedste, men på hver på deres måde, og så har man ikke et samarbejde. Så har man fri leg … eller kaos. Nu spiller vi med en diamant, og det gør vi for at se, om der er nogle genveje til succesfølelser for nogle af dem, og det tror jeg på, der er her.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når du bruger diamanten, at det er klart, når du lige har haft Alexander Zorniger ved siden af dig i Brøndby.

- Der er enorm stor forskel. Den måde vi spiller på nu, er den diametrale modsætning, til det vi gjorde i Brøndby. Min grundindstilling i Brøndby var, at den måde at spille på var mest i synergi, med de tilskuere vi havde og de omgivelser, der var. Her er vi i en anden situation. Der er tomme stadions, der er kniven på struben, vi spiller mod kontrahold i alle seks puljekampe, og så kan jeg ikke se, at vi skal sprinte frem for at rive nogle tilskuere med, som ikke er der, og risikere ,at de andre kan løbe kontra på os konstant. Det ville være utrolig dumt. Så uanset om jeg har en personlig præference for at spille med højt pres, så passer det ikke til omstændighederne, vi må køre efter forholdene, og hvis der er glat, kører du roligt og langsomt.

Så indtil videre er det plan a, og så er der ikke så meget andet?

- Jeg har altid en plan b. Der er også en forskel til Alexander Zorniger, der sagde, han var alternativenlos. Der er også en plan b, men vi behøver ikke alle sammen kende den, for så tager vi kraften af plan a.

Det sluttede på bunden af tabellen, da Troels Bech stoppede i EfB i 2008. I dag har han fået fire point i sine to første kampe. Foto: Tue Sørensen

Nu har du lært spillerne lidt at kende, hvad er det holdet kan?

- Jeg oplever, at der faktisk ligger noget moral. Jeg synes, de har et drive, og at de vil vise trods. Det kan godt være ,vi er i Vestjylland, og at man normalt er lidt stille herovre, men det tager jeg ikke fejl af, for jeg kan godt se, ilden ligger og brænder derinde. Måske er det en fordel, at jeg har været her før.

Det er jo nogle vanvittige kontraster, der er i fodbold. Det er ikke lang tid siden spillerne løb rundt og fejrede bronzemedaljerne badet i romerlys. Hvordan har holdånden overlevet rutsjebaneturen?

- Jeg kender ikke rutsjebaneturen, men jeg synes godt, jeg kan fornemme, det har været slidsomt for alle involverede. Jeg skal ikke kunne sige om præstationsniveauet har været for lavt eller forventningerne har været for høje, men jeg kan se, at der har været et stort gab. Den store lykke lige nu, er at der ikke er det større forventningsniveau. Vi skal hverken spille godt eller ud og have medaljer, vi skal lette rumpetten og op over den streg.

Måske er det stadig mesterskaberne fra 60’erne, der gør, at vi her i Esbjerg forventer, at vi skal slå FCK og Midtjylland, når vi spiller i Esbjerg.

- Og det skal vi også, men det er meget ovre i håb, mere end det nødvendigvis er sandsynligt.

Men forvetningerne er der fra dem, der sidder på tribunen.

- Ja. Og sådan er det alle steder, og det er derfor, at fodboldverdenen er så pi… undskyld … meget absurd. Alene det, at der var bronzemedaljer for mindre end et år siden, den bedste præstation i årevis her i klubben, og nu står jeg her som tredje træner i samme sæson, det er så absurd, som det kan være. Men det er fodbolden i en nøddeskal. Det er sjældent, man sælger den reelle vare. Man sælger som regel håbet om, at anden halvleg er bedre end den første, at i morgen er bedre end sidste kamp, og at næste sæson er bedre end denne. Og når man sælger håb i alle klubber, ender det jo altid med at nogle skuffer helt vildt.

Der er kun en vinder af det mesterskab.

- Der skal så mange tabere til for at få en vinder.

Hvorfor kan du også det der med at redde et hold?

- Det ved jeg heller ikke om jeg kan. Men jeg kan i hvert fald gøre mig umage.

Er det så også deri, erkendelsen af, at tiden ikke er til proces, er fundet?

- Ja. Måske kan det også blive en fordel for mig på den lange bane. For jeg har altid været drevet af at skabe noget, man ikke har set før, om man kan løfte overliggere og bryde rammerne. Det skal jeg ikke her. Nu skal jeg bare få puslespilsbrikkerne til at passe så tæt sammen som muligt.

Så i forhold til sidst du var i Esbjerg, vil vi så se et højere bundniveau og et lavere topniveau?

- Det har jeg ikke selv tænkt, men det passer jo meget godt på det,jeg lige har stået og sagt.

Jeg kunne jo godt lide topniveauet fra sidst.

- Ja. Men jeg har mindre ambitioner på selve spillets vegne nu. Og jeg går ikke og forsøger at lave den forkromede offensive plan. Da vi gik til kamp forleden, måtte jeg sige til de få, der spurgte - inklusiv spillerne: Jeg har ikke givet jer nogen offensiv plan. Der er ikke nogen offensiv gameplan. Mit bedste bud er: Prøv at se om I kan aflevere forbi nogle af modstanderne – altså en kæde frem ad gangen. Hvis I kan det, så kommer i den rigtige vej. Jeg havde haft halvanden træning, så hvad fanden skulle jeg sige, men vi scorede fire mål. Udfordringen er selvfølgelig tid lige nu. Så på den korte bane har du ret – topniveauet er sænket.

Jeg husker 5-2 kampen mod Brøndby, der ledte os i pokalfinalen, hvor Berglund lukkede den med sin flugter?

- Den kan jeg også huske. Hold kæft hvor spillede vi godt, og det var det bedste Brøndby hold vi har set i de sidste 30 år.

Vi indledte med turen med familien, der begyndte med et familieråd. Får spillerne også noget at skulle have sagt i den her proces?

- Nej ikke i forhold til, hvilke værktøjer vi tager i brug. Men jeg er nødt til at have dem bundet for ideen, så de får at vide: Det er sådan her, vi gør, hvordan kan du bedst bidrage til det. Hvis svaret er: Det kan jeg ikke rigtigt, så er der ikke en plads på holdet. Vi laver ikke om.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce