Pris: Region Syddanmark har nu åbnet for indstilling af kandidater til Frivillighedsprisen 2022.
Alle har mulighed for at indstille en person eller organisation, som fortjener anerkendelse for en frivillig indsats på sygehuse og sociale centre i Region Syddanmark. Det kan også være en afdeling, som fortjener anerkendelse for sit samarbejde med og inddragelse af frivillige.
De frivillige indsatser er værdifulde for både patienter og pårørende og supplerer den professionelle indsats på allerbedste måde. Det ønsker regionen at sætte fokus på og takke for, og derfor uddeles Frivillighedsprisen nu for sjette gang. Den består af en hovedpris på 50.000 kr., to mindre priser på hver 10.000 kr. og som noget nyt en publikumspris på 10.000 kr., hvor det er syddanskerne, som kan stemme direkte på deres favorit.
Helt konkret indstiller man sin favorit eller favoritter ved at udfylde et indstillingsskema på Region Syddanmarks hjemmeside på regionsyddanmark.dk/frivillighedsprisen. Det kan ske til og med 4. februar 2022.
/ rwe