Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Kovending: Købmand Peter Kjær bliver i REMA 1000 i Tarp

I begyndelsen af februar kunne Ugeavisen Esbjerg fortælle, at købmand Peter Kjær valgte at stoppe i sin stilling og overlade butikken til sin købmandspartner Armin Grizovic. Nu er der glædelige nyheder, da kunderne fortsat kan møde den tidligere købmand i butikken, og samtidig er salgsassistent Sabina Lykke Albert blevet forfremmet til souschef.

Annonce

Peter Kjær havde egentlig taget beslutningen om, at hans tid som købmand i REMA 1000 i Tarp skulle stoppe til september 2020, hvorefter hans makker Armin Grizovic skulle drive butikken videre alene.

Med tre børn derhjemme var det ønsket om mindre arbejde og mere fritid, som har været grunden til Peter Kjærs beslutning. Men så kom der et godt tilbud på bordet, som han ikke kunne sige nej til.

- Armin har tilbudt mig stillingen som ansvarlig for frugt og grønt samt blomster og planter, og selvom jeg havde planlagt, at min REMA 1000 uniform skulle på hylden for nu, kunne jeg ikke sige nej. Jeg er så glad for at kunne fortsætte med at arbejde sammen med mine fantastiske kollegaer, og så ovenikøbet få ansvaret for de to afdelinger, jeg brænder allermest for. Det er bare fedt, at alting kan gå op i en højere enhed, fortæller Peter Kjær.

Købmandspartnerne i REMA 1000 i Tarp har drevet butikken sammen siden åbningen i 2016, og partnerskabet har båret frugt i hele perioden. Dette viste sig især i 2019, hvor butikken blev kåret som regionens bedste REMA 1000.

Udover at kunne blive ved sine kollegaer er Peter Kjær også glad for fortsat at kunne møde kunderne i butikken. Der er en masse trofaste kunder, som kommer forbi butikken for at handle ind til det daglige, men ofte der har også været tid til en snak med de to købmænd. Derfor glæder det også Armin Grizovic meget, at hverken kunderne, kollegerne eller ham selv behøver undvære Peter Kjær. Det skriver man tirsdag i en pressemeddelelse.

- Da Peter fortalte mig, at han ville stoppe for at få mere fritid, så vidste jeg, at vi skulle finde en løsning. Jeg er glad for, at det nu er lykkedes, så Peter fortsat kan være en del af teamet her i butikken. Nu når jeg er alene på købmandsposten, har jeg valgt at forfremme tidligere elev og salgsassistent Sabina Lykke Albert til souschef. Hun har imponeret os fra dag et, så jeg glæder mig til at følge hendes videre udvikling. Helt grundlæggende kan man vist bare sige, at jeg er en heldig og glad købmand lige nu, lyder det fra Armin Grizovic.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce