Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Krogaarden er klar til endnu 336 år

Fanø Krogaard åbner snart efter kæmpe renovering og direktør Mette Hyttel glæder sig at byde indenfor. Foto: Tue Sørensen
Fanø Korgaard genåbner fredag efter otte måneders hæsblæsende renovering.
Annonce

Historien går tilbage til 1664, og derfor er det jo klart, at sådan en gammel ærværdig dame som Fanø Korgaard kan gå hen og blive lidt slidt i betrækket og krøllet i hjørnerne. Men siden oktober har håndværkerne været i fuld gang med at revitalisere stedet.

Der er blevet revet ned, bygget op, bygget om, flyttet vægge, hængt op og taget ned, og ikke mindst tænkt tanker om, hvordan Fanøs fornemme ansigt mod Esbjerg kan blive tiltrækkende for kunder, der kommer lang vejs fra eller måske bare lige ovre på den anden side af vandet.

Kvinden i spidsen for det hele er Mette Hyttel, der kan kalde sig direktør, og det er hende, der må skydes på, hvis alt ikke går, som det skal, men det skal det jo, og det er derfor hun har været tæt på alle beslutninger, der skulle tages undervejs, hvad enten det drejede sig om møbler til restauranten eller en beslutning om, hvor billederne skal hænges op.

For hvordan kombinerer man historien med den komfort og den oplevelse, som nutidens gæster kræver? Det er blandt andet det, hun har gjort sig tanker om.

- Vi skal jo ikke være sådan noget smart noget, som kan virke skræmmende på nogle kunder. Vi vil gerne være et sted, som alle naturligt tænker på, når de skal ud at spise, eller hvis man skal på et weekendophold. Og her er service og imødekommenhed nogle af kodeordene. Det er vores opgave at få vores gæster til at føle sig lidt som hjemme. Jeg har haft et mantra i hovedet, der lyder ”Your home on the other shore” - Dit hjem på den anden kyst – siger hun,  mens der vises rundt i kroens mange rum og værelser.

Den store spisesal er blevet sløjfet, og i stedet er der blevet indrettet fire værelser med egen udgang til terrassen. Ovenpå har værelserne også fået en ordentlig omgang. Nogle er blevet slået sammen, og alle har fået nye badeværelser, og alle på første sal har en udsigt over en attraktionerne; vadehavet med sæler på en banke og Esbjergs skyline i baggrunden.

Når hun kigger derover – i al fald med en kikkert - kan hun se til Hjerting og måske endda få øje på badehotellet i Hjerting, hvor søsteren Mie Hyttel står på kommandobroen. Det er så ikke så mærkeligt, at de to søstre lidt ad omveje er kommet ind på netop de pladser. De er nærmest vokset op på hotellet i Hjerting, som indehaves af hotelmanden Peter Petersen, som deres mor har været sammen med, siden pigerne var små.

Annonce

Arveligt belastet

- Jeg har lavet alt det, man kan lave på et hotel, og det er klart, at derhjemme var det altid hoteldrift, der blev snakket om. Men inden jeg skulle være med i branchen, skulle jeg ud og prøve noget andet. Sidst var jeg indkøber i boligafdelingen i Magasin i København.

- Jeg har altid interesseret mig for indretning og for hvordan tingene fungerer, så når jeg har været på restaurant eller cafe i hovedstaden, har jeg altid været opmærksom på, om der var nogle ideer eller indretningsmuligheder, som jeg kunne bruge sidenhen, så jeg har sikkert haft det i baghovedet, at det ville ende med det her, siger Mette Hyttel, der tog sin søn på et år samt kæresten med til vestkysten, og nu bor de på Fanø med alt, hvad det indebærer af nærhed, frisk luft, og så i Mettes tilfælde nærmest uendelige bjerge af opgaver, der skal løses og beslutninger, der skal tages her og nu.

Annonce

Hvem skal lave mad

En af opgaverne var at finde ud af, hvem der skulle have det overordnede ansvar for maden på stedet. For uden mad og drikke, så kommer gæsterne ikke.

Han blev fundet. Lige udenfor døren. Og så slet ikke. For valget faldt på Kasper Elmholdt Pedersen, som Mette Hyttel voksede op med og legede sammen med i Hjerting. Han voksede til og blev uddannet på Michelin-restauranten i Henne Kirkeby, og sidenhen rejste han ud i verden. Han tog til Canada, hvor han fik sig en kæreste, og de sidste fire år har han opholdt sig i Shanghai, hvor han har arbejdet på to nordisk inspirerede restauranter.

- Mette og jeg skrev sammen, da hun kom til Fanø, og vi snakkede en masse om koncepter og udvikling, som jeg har arbejdet med udover maden, og pludselig kom der så en mail: Kommer du ikke bare hjem, skrev hun. Jeg snakkede med min kæreste om det, og vi hoppede på ideen.

- Det tiltaler mig helt vildt at være med til at udvikle noget helt fra bunden. Vi skal have plads til det traditionelle, som man med rette kan forvente her på stedet. Bakskuld, fisk og de gode råvarer, og så vil vi gerne overraske lidt ind imellem. Vi vil hellere servere råvarer, der er fisket op herude i vandet fremfor kød fra en ko, der har gået i det skotske højland. Vi tænker meget grønt og lokalt, siger han.

-I køkkenet flankeres han blandt andre af lillebror Jakob, der også er uddannet på en Michelin restaurant, nemlig Kadeau i København.

Krogaardens døre åbnes for gæster på fredag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce