Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Kulturpower: Fanø-tragedie skal blive til teaterforestilling

Den ME-syge Marie Louise Ilsøe Gustavussen og familiens ulykkelige situation bliver til et teaterstykke. Arkivfoto: Privat
Den ME-syge Marie Louise Ilsøe Gustavussens ulykkelige skæbne skal beskrives og forklares i skuespil.
Annonce

Hun var en talentfuld danser, inden sygdommen fik hende til at forsvinde ind i et mørke og ensomhed, hun stadigvæk befinder sig i tre år senere. I dag er den 30-årige Marie Louise Ilsøe Gustavussen stadig helt afhængig af hjælp døgnet rundt i hjemmet hos sine forældre, hvor hun kun kan ligge i sin seng i mørke.

Nu bliver hendes og familiens ulykkelige situation til et teaterstykke made in Esbjerg. Bag projektet står Inge Dinesen og Turi Malmø fra TGK- Teater Grundkursus - på Esbjerg Kulturskole, hvor Marie Louise var elev i en periode, inden hun blev syg.

Ugeavisen Esbjerg har i mange artikler beskrevet familiens lange kamp for at få behandling og hjælp. Det har været svært i forhold til både kommune og sundhedsvæsen og behandling. Det er i høj grad de mange artikler, der har inspireret Inge Dinesen og Turi Malmø.

- Sagen er dybt tragisk og et forfærdeligt eksempel på, hvordan et sygt menneske kan strande et sted, hvor der ingen hjælp er at hente. Og ende i en situation, hvor hverken sundhedsvæsen eller socialvæsen kommer en i møde, som man burde forvente. Det er der konflikter og drama i, som kan blive til teater, siger Inge Dinesen til Ugeavisen Esbjerg.

Annonce

For syg til at blive hørt

Marie Louise Ilsøe Gustavussen er en af mange, som er så syge af ME, at de ingen stemmer har. Det skal de have gennem teaterstykket om den syge unge kvinde på Fanø, lyder det fra Inge Dinesen, som har en plan og skitse klar til sin forestilling, der bliver en kombination af fortælling, teater og dans.

- Oprindeligt var det planen at sætte stykket op på kulturskolen i Esbjerg, men nu bliver det i givet fald med København som udgangspunkt.

- Marie Louise Ilsøe Gustavussen har selv ønsket det på den måde. Hun har foreslået en rejsende forestilling, der kan komme rundt i hele landet, fordi der er ME-ramte i hele landet, siger Inge Dinesen.

Lige nu arbejder hun på at skaffe de 50.000 kroner, der er forestillingens budget. De penge er der ikke helt, så hvornår forestillingen bliver klar til premiere er ikke til at sige endnu, men det er sikkert, at forestillingen også vil blive spillet i Esbjerg eller på Fanø til sin tid.

Baggrund

Marie Louise Ilsøe Gustavussen har diagnosen ME – Myalgisk Encephalomyelitis med diagnosekoden ICD-10 G93.3. Det er en kronisk sygdom uden kendte og sikre helbredende muligheder for behandling. Sygdommen findes i alle sværhedsgrader. Hun hører til i den alvorligste kategori og har brug for hjælp døgnet rundt. Hun var en talentfuld danser, men måtte opgive karriereren. Hun befinder sig hos sine forældre på Fanø. Sundhedsmyndighederne i Danmark har i mange år anset sygdommen som mere psykisk end fysisk. Det syn og den tilgang har et enigt Folketing sidste år bedt sundhedsmyndighederne om at ændre, men det er ikke sket endnu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce