Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Lægeuddannelse i Esbjerg trækker ansøgere

Medicinstuderende er flere gange blevet inviteret på sommer- og vinterskole i Esbjerg for at blive klogere på, hvad byen og medicinuddannelsen kan. Foto: Tue Sørensen
Kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg er populær. SDU og Sydvestjysk Sygehus har fået de første tal for søgningen - og de er gode. Vi kan lære meget af sygehusets indsats, siger Erling Petersson fra Education Esbjerg.

Stor søgning: I september næste år åbner den nye kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg. Den vil både gavne byens studieliv og lægedækningen i området. De studerende, som søger ind på lægeuddannelsen ved SDU, har som noget nyt fået mulighed for at vælge at gennemføre kandidatdelen - de sidste år - af uddannelsen i Esbjerg. Og det vil rigtig mange. "Esbjerg-kandidaten" er på ønskelisten hos næsten 1.200 ansøgere.

- Det er en virkelig flot søgning, og vi kunne ikke have ønsket os bedre signal fra de kommende studerende, siger lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster, i en pressemeddelelse.

Godt 100 ansøgere til 2024

- Det viser, at vi sammen med SDU og de øvrige sygehuse har fat i noget, når vi har høje ambitioner på de studerendes vegne og lægger vægten på den kliniknære læring i trygge rammer. Vi sigter mod at lette overgangen fra livet som stud.med til livet som cand.med samt mod en robustgørelse i rollen som læge, hvor de bliver mere trygge ved det ansvar, der følger med, tilføjer hun.


Det er virkelig positivt, at vi allerede nu ved, at så mange har Esbjerg-uddannelsen som deres første prioritet, men det kommer ikke helt bag på mig.

Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet


Lidt over 100 ansøgere fra kvote 2 har Esbjerg-kandidaten i 2024 som deres første valg.

- Det er virkelig positivt, at vi allerede nu ved, at så mange har Esbjerg-uddannelsen som deres første prioritet, men det kommer ikke helt bag på mig, siger Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet i pressemeddelelsen.

- Sydvestjysk Sygehus og de andre sygehuse i det sydjyske har skruet en meget attraktiv uddannelse sammen, hvor de medicinstuderende både kommer meget tæt på det kliniske arbejde, og hvor der er ved at blive etableret nogle meget attraktive uddannelses- og boligforhold. I forhold til lægedækningen i det sydjyske tror jeg, vi har fundet frem til en rigtig god model for en bedre dækning fremover i dette samarbejde mellem sygehuse, universitet og region, siger han.

Annonce

Den vej Esbjerg skal gå

Også hos Education Esbjerg er man begejstret over søgningen og succes'en.

- Når man både har en attraktiv uddannelse at tilbyde og samtidig er gode til at fortælle om den, så er intet umuligt. Det er noget af det, vi kan lære af sygehusets vellykkede indsats med at markedsføre kandidaten i medicin i Esbjerg, siger Erling Petersson fra Education Esbjerg til Ugeavisen Esbjerg og tilføjer:

- For hvad gør man, når man skal skabe interesse for at læse i Esbjerg hos nogle, der starter eller allerede er startet på uddannelsen i Odense. Ja, man kan jo invitere dem på sommer- eller vinterskole i Esbjerg og præsentere dem for, hvad byen og medicinuddannelsen kan. Og så kan man samtidig fortælle dem, at de er sikret studiebolig i Esbjerg. Sikke en opskrift på succes, siger Erling Petersson.

Medicinstudiet er ifølge lederen af Education Esbjerg et eksempel på den vej, Esbjerg skal gå, når man politisk skal argumentere for flere uddannelser til byen.

- Der er dokumentation for, at der er arbejde til de medicinstuderende. Vi ved, at unge gerne vil læse medicin. Og medicinstudiet i Esbjerg har nogle kvaliteter, som man ikke har andre steder, siger Erling Petersson.

Fakta

De knap 1200 ansøgere til de 30 pladser på Esbjerg-kandidaten kan sammenlignes med, at SDU sidste år fik 3125 ansøgere (fra både kvote 2 og kvote 1) til 368 pladser på medicinuddannelsen. Også Esbjerg-kandidaten venter at få endnu flere ansøgere fra den gruppe, som søger ind via kvote 1 til juli.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

NemByg cykelholdet på kursus i førstehjælp: Med de kilometer vi cykler om året, er spørgsmålet ikke, om der sker en ulykke igen, men hvornår

Ugeavisen Esbjerg

Fire dage i sadlen

Ugeavisen Esbjerg

Tilbage til barndommen

Ugeavisen Esbjerg

Patrick er i duoform

Annonce