Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Lyden af et boligkvarter

Sol, måne og stjerner er fjerde klassernes bidrag til lyd og lysvandringen 22 december. Foto: Tue Sørensen
Kunstneren Sara Vilslev skaber kunst med eleverne på Bakkeskolen. Værkerne tager afsæt i deres egne oplevelser og dagligdag.
Annonce

Løft: Området omkring Stengårdsvej i Esbjerg er sammen med resten af Østerbyen på godt og ondt beriget af, at her bor der mange forskellige kulturer sammen. Det er spændende fordi, det giver en masse input, som man ellers ikke nødvendigvis får, hvis man bor i et beskyttet parcelhuskvarter i Ribe, Bramming eller Esbjerg.

Men det giver også udfordringer. I skolerne ikke mindst, hvor en stor procentdel af eleverne har rødder i en anden kultur end den lige gængse danske. Samtidig har undersøgelser vist, at eleverne sammenlignet med deres kammerater andre steder i kommunen ikke i så høj grad stifter bekendtskab med kulturelle tilbud som andre steder.

Men det er man godt i gang med at lave om på. På Bakkeskolen har man i de sidste uger arbejdet sammen med kunstneren Sara Vilslev, og nogle af eleverne har været med til at udvikle de lysskulpturer, der skal være med i den lysslange, som skal sno sig gennem boligområdet den 22. december. Syv af skulpturerne vil blive opstillet permanent i området.

Annonce

Sådan lyder mit kvarter

Udover de lysende skulpturer har nogle af eleverne også været med til at tolke området gennem lyde og rytmer. Det kan være en dør, der smækkes, en bil, der kører bort eller grene, der knækkes eller noget andet.

- Jeg var med til at lave en slags gyserhistorie, hvor vi vil skulle løbe, og nogle skulle skrige højt, fortæller Yassin, der var den, der kom med ideen om de knækkede grene.

Lydene er blevet optaget og er blevet mikset sammen med nogle fastlagte rytmer af Johannes Smed, der er uddannet på ToneSpace på konservatoriet i Esbjerg, hvor man blandt andet lærer at lave historier gennem rytmer, lyde og stemninger.

Den her fjerdeklasse har lavet store flotte stjerner, måner og sole, og andre har lavet store dyr, der nu skal beklædes og blive isat lyskæder, så de for alvor kan lyse op i nogle af de korteste dage på året.

Eleverne har skullet arbejde sammen i grupper, men har dog også fået lov at lave en lanterne, som de har måttet tage med hjem. Det venter Austin altså lige med. Han fik lavet sin lanterne om til et lokomotiv, der er så flot, at han synes, at den da skal med i optoget. Og selvfølgelig får den lov at futte med.

- Det tog mig to dage at lave den, og den er da blevet meget god, siger han alvorligt på engelsk, som er det sprog, han er født ind i. Jo, det er den Austin, giver journalisten ham ret i.

Annonce

Statens Kunstråd

Det er Statens Kunstråd, der i samarbejde med skoler, foreninger og andre kulturelle institutioner i området har skabt og vil skabe en række projekter, der med afsæt i kunst i alle former skal være med til at skabe en identitet for området.

Blandt andet har en gruppe indvandrerkvinder arbejdet med at identificere de farver, der er kendetegnende for beboelsen. De farver skal bruges til udsmykning af nogle af gavlene, og i maj næste år skal der gerne være en teaterforestilling klar, der skal give et bud på, hvordan Stengårdsvej vil udvikle sig fremover.

Hele molevitten har fået godt 3,5 millioner kroner med på en kulturkonto, der er med til at finansiere projektet, som ikke er det eneste, der skal være med til at gøre Stengårdsvej og de øvrige områder i 6705 til et endnu bedre sted at bo.

Således har man også et idrætstilbud til unge, der af en eller anden grund har brug for et lille skub for at komme i gang med at dyrke idræt i klubber. Aktiv Fritid hedder tilbuddet, der faktisk lige har modtaget 100.000 kroner fra en ukendt kvinde, der havde skrevet tilbuddet som modtagere i sit testamente. Tidligere på året donerede Salling Fonden rundhåndet 250.000 til det samme projekt, der ellers har været lukningstruet fra kommunes side.


Jeg håber, det her kan være med til at få ungerne til at lukke øjnene op for de muligheder, der er her i området.

Sara Vilslev
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce