Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Magi og malaria rammer Charlie

Charlie Uldahl Christensen blev indlagt på Mercy hospital i Bo.

Charlie Uldahl Christensen får en overnaturlig oplevelse, og derefter sender hans projekt ham helt ud på kanten af livet.

Annonce

- Det var klogt af dig at komme her forbi, siger den lille mand, og retter koncentreret på den røde klud, han har bundet under hagen og op over sin kronragede isse.
- Inden længe ville en alvorlig sygdom komme til at tage dig af dage, hvis ikke du var kommet til mig i dag.
Han lukker øjnene og vipper lidt frem og tilbage på sin plads på jorden i hjørnet af det lille rum, hvor vi sidder i stearinlysets skær, omgivet af krukker og bægre med de mest sælsomme affekter og ingredienser, som for den uindviede til forveksling ligner lutter ragelse. Fjer og spejlskår, knive og muslingeskaller, rustne søm og rullesten.

Kabala
Pludselig går en lille spasme igennem manden, han gisper, og uden at udtrykke sig yderligere verbalt, bliver det tydeligt, at han har kontakt til nogle eller noget.
- En ånd, hvisker min guide og tolk lavmælt.
- Dit lys skinner usædvanlig klart, bedyrer manden i hjørnet, da hans indre dialog er tilendebragt.
- De kan godt lide dig, både de gode og de onde.
Jeg gør det klart, at jeg kun er interesseret i hjælp fra de gode ånder, hvorpå manden laver mig en amulet, som skal beskytte mig imod de onde af slagsen.
- Hav altid denne om armen når du opholder dig i bushen, siger han.
- Uanset, hvad der sker, så sørg for at du ikke mister den.
Foruden amuletten forærer han mig en halvliters plastikflaske med en grumset mikstur og instruerer mig i, hvorledes jeg skal vaske mit ansigt, arme og fødder i væsken, hver gang jeg kommer til et nyt af de resterende 14 lande på min rute til Tanzania.
Med dette i rygsækken begiver jeg mig nu hjem igen til min vært i Freetown ad den samme otte timers lange busrute, som jeg havde taget til Kabala i det nordlige Sierra Leone dagen før for at søge konsultation hos den omtalte marabout, shaman, heksedoktor eller åndemaner. Kært barn har mange navne.
I Freetown går nu nogle dage, hvor jeg ikke tænker nærmere over mit besøg i Kabala.
Og jeg fejrer blandt andet min anden fødselsdag, siden jeg forlod Torvet i Esbjerg og begyndte at vandre mod syd to år forinden.
Men så en dag, da jeg sidder på mit kammer, sker der noget uforklarligt.
Flasken med den grumsede væske vælter med en lav dump lyd, og jeg sidder et øjeblik som paralyseret. Der har ikke været nogen ydre påvirkning af flasken, som står urørt på gulvet. Hvordan kan en flaske vælte af sig selv på den måde? Vinduet er lukket, og blæseren er slukket. Jeg forsøger, men kan ikke komme på en rationel forklaring. Måske er der ikke én? Er dette mon det tegn, jeg har efterlyst?
Jeg tager et grundigt bad og pakker alle elektroniske effekter ned i aluminiumskassen på min vogn. Dernæst sætter jeg mig på min seng og udfører ritualet som instrueret. Først vasker jeg mit hoved i den grumsede væske, dernæst mine hænder og mine fødder.
Hvad der sker herefter, er det mest uforklarlige, jeg nogensinde har oplevet, og jeg har været ubeslutsom omkring, hvorvidt jeg ville sætte min integritet på spil ved at dele denne historie med jer. Hvis det var en anden, der havde fortalt mig det samme, ville jeg næppe have troet det, og jeg er klar over, at denne artikel vil resultere i, at jeg i visse øjne vil blive afskrevet - i værste fald som løgnagtig og i bedste fald som mentalt forstyrret. Det sidste gør mig ikke så meget. Det første vil jeg være ked af.

Tre Ånder
Som jeg sidder der på kanten af min seng, bliver jeg nu opmærksom på tilstedeværelsen af ikke bare én, men tre ånder, som hver tilbyder mig deres beskyttelse, imod at jeg giver hver af dem et udspecificeret løfte til gengæld for denne.
Jeg er naturligvis overvældet af den usammenlignelige og utrolige situation, men kommunikationen forekommer mig helt tydelig.
Er jeg mon vitterligt ved at miste min forstand? Umiddelbart er netop dét den mest rationelle forklaring.
Spørgsmålet er, om rationalitet er et kriterium for, om en episode virkelig kan finde sted?
Et berømt citat af ukendt oprindelse lyder frit oversat til dansk: ”De, der blev set danse forekom vanvittige for dem, der ikke kunne høre musikken.”
Hele mit liv havde jeg ligesom fornemmet en utydelig rytme under den rationelle overfladestøj, men jeg har været ude af stand til at høre de egentlige toner og dermed fornægtet musikkens hele eksistens.
Nu har jeg hørt en tone helt klart, og på baggrund af den oplevelse er det tid til at genoverveje, hvilken gruppe jeg ville tilhøre - den dansende eller den benægtende.

På vejen igen
En lille måned efter er det atter tid at komme ud på vejen igen. Tre måneder i Freetown har været mit længste stop i Afrika - et ophold som markerer, at jeg er halvvejs på min rute, og hvor jeg endelig har taget mig tid til at komme en smule til bunds i måneders ophobet kontorarbejde.
Det er regntid, og jeg ved, at det bliver hårdt at komme i gang igen.
Det viser sig dog at blive hårdere, end jeg havde forestillet mig.
Et kontinuerligt skiftende vejr med heftige solskins timer, som efterlader varmeblærer på hænder og underarme, skifter jævnligt med voldsomme tunge regnskyller, som gør det umuligt at holde støvlerne tørre og efterlader en jordslået moral og rynkede, vablede pusselanker.
Når man lever, som jeg gør, bliver det en naturlig del af hverdagen at bide smerte i sig og vente til det går over. Nogle dage er man mere frisk end andre, men maskinen må fremad, og det kommer den.
Evnen til at ignorere kroppens advarselssignaler er en nødvendighed for at kunne blive ved med at bevæge sig fremad, en velsignelse som jeg ikke kan gennemføre denne rejse uden.
Men som det vil vise sig i det næste stykke, er denne evne et tveægget sværd, som man må varetage med største påpasselighed.
Når kroppen taler, er det som regel, fordi den har noget at sige, og hvis man overhører disse beskeder for længe, kan det få fatale konsekvenser.
Ud over de synlige mén på hænder og fødder føler jeg en usædvanlig udmattethed i dagene efter exit Freetown. En udmattethed som jeg erindrer fra Sahara, men som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden.
Flere gange dagligt må jeg lægge mig i skyggen for at samle kræfter i halve og hele timer selv på nemme etaper og på dage, hvor vejret er mindre ustadigt.
Små opgaver som at spise, skifte tøj og svare på beskeder forekommer mig uoverkommelige. Det vender sig i min mave og dunker i mit hoved.
Jeg tænker, at jeg måske har fået solstik eller en mindre madforgiftning.
Jeg kokkererer enten selv eller spiser lokalt i landsbyernes små cookery shops, hvor et måltid med ris og en sovs af kassava blade eller bønner kan erhverves for den ringe sum af tre kroner. Og omend de hygiejniske forhold omkring madlavningen vil få Fødevarestyrelsens smileyer til at græde salte tårer, er min mave hærdet, og jeg har indtil nu kun haft et enkelt kortvarigt og ganske ubetydeligt tilfælde af maveonde, efter et år hvor jeg primært har levet af lokal landsbymad og brøndvand ned igennem syv forskellige lande på det afrikanske kontinent.
Desuden er jeg under tidspres for at nå den liberianske grænse, inden mit visum udløber, og i troen på at den uforklarlige udmattethed går over af sig selv med tiden, bider jeg det i mig og knokler på.

Tæt på
Så vil skæbnen, at jeg ankom til byen Bo, hvor det er arrangeret, at jeg skal overnatte hos den tyske famile Janietz.
Faderen i familien, Jan-Ulrich, er sygeplejerske, og han reagerer straks på de symptomer, som jeg selv havde overset og måler min kropstemperatur til 41,5 graders feber. Han fører mig straks til det nærliggende hospital.
Her viser en blodprøve, at jeg er smittet med fremskreden tyfus og malaria, og dårligt vand har inficeret mig med orme, der æder mine røde blodlegemer.
Min puls er lav og mit blodtryk helt i bund, og jeg bliver straks lagt i drop for at få tilført væske.
En lang liste med forskellige medikamenter bliver ordineret, og jeg tilbringer de næste par dage med at rehabilitere i min tyske værtsfamilies kyndige og kærlige hjem.
- Det her var tæt på Charlie. Det kunne snart have fået en dødelig udgang, hvis ikke vi havde opdaget det og fået dig i behandling, formaner Jan-Ulrich bestemt.
Ordene giver genklang i min erindring som et ekko af noget lignende, jeg var blevet forudsagt i et lille mørkt rum i provinsen et par måneder forinden.
Er det blot et tilfældigt lykketræf, at jeg var kommet til familien Janietz’ hjem på dette skæbnesvangre tidspunkt, eller er det mine tre venner, der har bragt mig dertil?
Spørgsmålet må forblive ubesvaret, og det må være op til læseren selv at danne sig en holdning til. Sikkert er det dog, at flasken og amuletten har fået deres helt særlige plads i min udrustning. Begge kommer til at følge mig på resten af min vandring igennem det afrikanske kontinent.

Dårlige og mudrede veje udfordrede Charlie Uldahl Christensen.
Marabout fra Kabala.
Den tyske familie Janietz hjalp Charlie, da sygdom var ved at koste ham livet.
Dårlige og mudrede veje udfordrede Charlie Uldahl Christensen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Corona med skrald i

Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Annonce