Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Maja med mere: Ny formand brænder for folkeskolen

Maja Gundermann Østergaard arbejdede som lærer på Vitaskolen, inden for nylig satte sig i formandsstolen hos Esbjerg Lærerforening. Foto: Tue Sørensen
Maja Gundermann Østergaard er ny formand for Esbjerg Lærerforening. Det kommer hun til at være med hud og hår, for Maja vil gøre en forskel. På sin måde.
Annonce

Maja Gundermann Østergaard er født og opvokset på vestegnen, men de fleste heromkring vil sige, at det er på den rigtige vestegn, at Maja kommer til at slå sine folder som nyslået formand for Esbjerg Lærerforening.

Dialekten fra Albertslund er da også for længst forstummet, og det er således på næsten klingende vestjysk, at Maja tager imod på sit nye kontor i Jyllandsgade. Her er hun rykket ind efter Kenneth Nielsen, der for nylig takkede af efter mange års tro tjeneste.

41-årige Maja Gundermann Østergaard har alle dage ment noget og villet noget, og nu har hun besluttet, at det - i hvert fald foreløbig - skal være slut med undervisning i håndværk og design, matematik og engelsk, mens det organisatoriske arbejde skal have hendes fulde fokus med formandskasketten solidt plantet på de lyse lokker.

- Jeg har været med i kredsstyrelsen siden 2016 og i to år været pædagogisk ansvarlig. Jeg har været inde over arbejdstids-forhandlingerne og andet, så jeg været en del af maskinrummet i længere tid. Nu bliver det så i en mere markant rolle som formand, men målet er det samme. At arbejde for de bedst mulige forhold, rammer og vilkår for lærerne, fortæller Maja, der byder på kaffe, som i øvrigt gør alle fordomme om dårlig lærerkaffe til skamme.

Annonce

Tillid, samarbejde og dømmekraft

Maja har en lang liste med ting, som hun ønsker at arbejde for som formand. Men skal hun blot pege på tre, er det tillid, samarbejde og professionel dømmekraft.

- Der er desværre en grundlæggende mistillid i hele systemet. Den handler i mine øjne om, at de aftalte rammer ikke er klare nok, og det skaber et forbehold mellem lærer og ledelse, som vi skal have gjort op med, fortæller Maja og fortsætter:

- Når vi taler om samarbejde, så skal vi helt enkelt forsøge at arbejde mere konstruktivt sammen. Vi skal selvfølgelig ind imellem råbe op og være uenige, men vi har alle samme mål, som er en god folkeskole. Det mål skal vi forsøge at nå indenfor de økonomiske rammer, som vi har, og det kan vi kun, hvis vi samarbejder konstruktivt.

Hvad angår den professionelle dømmekraft, så forklarer Maja Gundermann Østergaard, at flere ting ifølge hendes mening er blevet for detailstyret med blandt andet Folkeskolereformen.

- Vi skal arbejde hen imod, at vi lokalt får mere ejerskab med de projekter, som de enkelte skoler vælger at involvere sig i, ligesom vi skal have mulighed for at prioritere vores tid langt bedre. Særligt i forhold til, hvad lærerne ikke skal bruge deres tid på, fortæller Maja med en glød og entusiasme, så man ikke er i tvivl om, at hun vitterligt ønsker at gøre den forskel, som hun taler om.

Annonce

Familie og håndarbejde

Maja ved udmærket godt, at hun kommer til at bruge en meget stor del af sin tid på sit nye arbejde. Og den tid, der er tilbage, den bliver brugt på familien, der består af manden Claus, der arbejder som tømrer, og deres to drenge på 10 og 14 år.


Der er desværre en grundlæggende mistillid i hele systemet. Det handler om, at de aftalte rammer ikke er klare nok, og det skaber et forbehold mellem lærer og ledelse, som vi skal have gjort op med.

Maja Gundermann Østergaard


Drengene går til henholdsvis floorball og fodbold, mens Maja selv går 10.000 skridt om dagen for at få motion. Ellers nyder hun at sysle med strikke- og sytøj i hjemmet på Eriksensvej.

- Jeg er faktisk oprindelig uddannet på Odense Håndarbejdsseminarium som skrædder og designer, men valgte senere at læse til folkeskolelærer. Det var også i Odense, jeg mødte Claus, som jeg senere fik lokket med til København. Men efter nogle år i lejlighed på Amager besluttede vi, at vi gerne ville til Esbjerg, hvor Claus' familie er fra. Det er nu 13 år siden, og jeg må sige, at jeg er meget glad for at bo, arbejde og leve her, smiler Maja, der ikke ved, om hun kommer til eller får lov at blive på formandsposten lige så længe som sin forgænger.

- Men jeg ved, at jeg vil gå til samtlige opgaver med al min energi. For jeg brænder virkelig for at skabe de bedst mulige forhold for lærerne og for folkeskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce