Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Man kan ikke tørre snot af på to meters afstand

Pædagog Fie Elleskov Møller fra Esbjerg Børnegaard kan fortælle om et år med omstillinger og uventede positive erfaringer. Foto: Tue Sørensen
Coronaen har givet uventede oplevelser i en svær tid.
Annonce

Omsorg: Fie Elleskov Møller er pædagog med stort P, og hun holder af hverdagen med børn, der lyser op, når hun kommer ind på stuen og styrter hen til hende for at få et knus og en trøstende hånd og en tør numse og en ren næse. Men den hverdag blev som så mange andre ændret, da Mette Frederiksen dekreterede nedlukninger og hjemsendelser i marts måned sidste år.

- Dagen efter var der ikke ret mange børn, der blev afleveret, og vi arbejdede som besatte på at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere det her. Huset blev delt op i zoner, så de 90 børn, fra to til seks år, der er i huset, kom i minimum kontakt med hinanden, og i begyndelsen var det på legepladsen at børnene blev afleveret, så forældrene ikke kom indenfor, og sådan måtte vi hele tiden rette ind og justere for vores egen skyld og for ungernes, fortæller hun.

Vi står på legepladsen og taler sammen. Indenfor popper der nogle små hoveder op i vinduet for at se, hvad der sker derude. Der er farvede bånd, der deler legepladsen op i to dele, og lige så stille har børnene vænnet sig til, hvor de så hører til.

- Selvfølgelig kan det godt ske, at der en, der smutter over til en anden, men de er blevet meget gode til at blive, hvor de skal og til at vaske hænder i øvrigt, fortæller Fie Elleskov Møller.

Annonce

Bedre udvikling

Esbjerg Børnegaard i Englandsgade har byens nok mindste legeplads, så byparken er et yndet udflugtsmål, men nu skal man gå videre, hvis der er en anden flok børn, der har indtaget gynger og vipper og klatrestativer på legepladsen. Man skal ikke blande sig med andre og helst leve i de nye bobler med et begrænset antal andre børn og to faste voksne.

- Det har faktisk haft en positiv betydning med den overskuelighed. Vi kan helt klart mærke det på den sproglige udvikling. De lidt generte får mere plads, og vi kan tydeligt mærke, at de bliver mere modige, så det element vil vi så vidt muligt forsøge at føre videre, når alt kommer tilbage til normalen igen, siger Fie Elleskov Møller.

Annonce

Vores tur

I takt med at tallene så bedre ud i løbet af foråret og sommeren, blev der lavet lidt om på reglerne. Da udbruddet var på sit højeste, meddelte Esbjerg Kommune, at dem, der var arbejdsløse, skulle holde deres børn hjemme for at lette presset på institutionerne og at de, der arbejder hjemmefra meget gerne måtte holde børnene hjemme, men i dag er man knap så strikse fra myndighedernes side.

- Det er jo ikke alle, der kan arbejde hjemmefra med børnene omkring benene. Der kan være vigtige møder eller andet, der gør, at der helst skal være ro og fred, og der er børn, der har brug for at være sammen med andre, og som har et  godt udbytte af at møde op.

Jeg har det sådan, at man skal gøre det, man føler for. Det kender jeg jo selv derhjemmefra, hvor min mand arbejder hjemmefra. Man skal ikke have dårlig samvittighed over at sende børn afsted, synes jeg, siger hun, der har tre af slagsen.

Hun er selv midt i institutionens hverdag med alt det skal til med knus og trøst. Og ingen mundbind og ingen visir, men masser af afspritning, daglig rengøring af legetøjet og alle de andre ting, der har sneget sig ind.

- Det der med mundbind og holde afstand blandt de mindste, det kan ikke lade sig gøre. Man kan jo ikke tørre snot af på to meters afstand, det siger sig selv, siger hun.

Fie Elleskov Møller følger med i vaccineringerne, der er i fuld gang landet over.

- Jeg har en forståelse for, at det er de ældre og personalet på hospitaler og områdecentre, der først skal have vaccinen, men så synes jeg faktisk, det bør være pædagogerne i institutionerne med børn, der skal til. Vi har et vigtigt arbejde, men arbejder hele tiden med en risiko for, at vi kommer til at smitte en hel gruppe medarbejdere og børn, som det skete i en anden børnehave her i byen. Det vil vi gerne undgå, siger hun.


De generte har fået mere plads, og det kan vi mærke.

Fie Elleskov Møller, Esbjerg Børnegaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce