Genåbning: Kæderne er smurt og håndbremserne er sluppet, for på mandag genåbner Esbjergs ældste cykelhandler, Boldesager Cykellager, med en ny ejer under cykelhjelmen.
Det er Jan Kolbeck, der i forvejen ejer Cykelservice Aabenraa, som har sat sig i sadlen og nu skal trampe Boldesager Cykellager videre i samme gode ånd som hidtil.
- For det er lige præcis dét, vi ønsker. Hos os får folk ærlighed, tryghed og god service. Det vi siger, det står vi ved. Og der er ikke en cykel, som vi ikke vil reparere eller servicere, også selvom den er købt hos en anden cykelhandler eller i Bilka, fortæller Jan Kolbeck, der er i færd med at gøre forretningen åbningsklar, da avisen kigger forbi.
Jan Kolbeck har ansat Henrik Bjørn, der tidligere har drevet Oksbøl Cykler, til at stå i butikken i Esbjerg, mens han selv vil være i forretningen én-to dage i ugen.
Jan Rasmussen - der er ansat i Cykelservice Aabenraa, men bor i Esbjerg - vil også indimellem være at finde bag disken og i værkstedet hos Boldesager Cykellager.
- Vi hjælper hinanden, som der er behov, smiler Jan Kolbeck, der glæder sig til at møde de nye kunder i Esbjerg, som han jævnligt har været i, da han og familien i sommerhalvåret er fastliggere med campingvogn på Fanø, hvor Jan Kolbeck har en sideforretning med udlejning af cykler.
- Vi kommer også til at føre de samme mærker, som Per havde (tidligere indehaver Per Uldbæk Buchhave, red.), men vi kommer også til at få nye mærker ind som blandt andet tyske Cube, fortæller Jan Kolbeck, der også vil gøre endnu mere på området for el-cykler.
Elcykler er fremtiden
Det marked er fortsat voksende, da flere og flere har fået øjnene op for, at selvom der er el-hjælp fra motoren, så giver det stadig motion.
Flere arbejdspladser er også begyndt at bruge det som arbejdsredskab, fortæller Jan Kolbeck, der blandt andet har leveret 100 el-cykler til hjemmeplejen i Aabenraa i den forbindelse.
- I Danmark er vi fortsat bagefter eksempelvis Tyskland og Holland, hvad angår el-cykler, men det er helt sikkert en stor del af fremtiden indenfor cykler. Så dem sælger, servicerer og reparerer vi selvfølgelig, ligesom vi er klar med rådgivning og lignende. Og det samme gælder selvfølgelig for almindelige cykler, smiler Jan Kolbeck, der igen understreger, at han og det nye team glæder sig rigtig meget til at tage imod gamle såvel som nye kunder hos Boldesager Cykellager fra på mandag, hvor der vil være særlige tilbud i anledning af genåbningen.
Jan KolbeckDet nære lokale, ærlighed og god service. Det er de præmisser, vi driver forretning på.