Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Melanie i den dybe ende

Melanie Eggertsen flyttede fra Lolland til Esbjerg for at blive en bedre svømmer. Corona-krisen fik hende til at miste lysten til at træne, men hendes træner Bo Jacobsen (i vandet red.) er sikker på, at hun kan komme stærkere tilbage. Foto: Tue Sørensen
Annonce

Krise: Frem og tilbage. Melanie Eggertsen kender turene. 200 meter på ryggen med øjnene rettet mod loftet 25 meter ad gangen, og så er favoritdistancen tilbagelagt. Frem og tilbage. Onsdag den 11. marts gør den 17-årige Melanie Eggertsen sig klar til næste dags svømmetræning ved at gå lidt tidligere i seng, end hun plejer. Hun vil være helt klar til at yde sit bedste i vandet til næste dags træning. Hun er i sit livs form, og som altid er hendes målsætning at blive bedre. De 200 meter ryg kan hun på kortbane klare i tiden 2.15.78.

Forude venter et senior-DM, og den nykårede Vestdanske Mester glæder sig. I sin seng lægger hun ikke mærke til, at den ene besked efter den anden, får hendes telefon til at vibrere. Da hun vågner torsdag den 12. marts er verden forandret.

”Jeg er ikke sikker på, du skal i skole i morgen”, står der i en af beskederne.

I køkkenet hænger en håndskrevet seddel på dørkarmen.

”Melanie du skal bare blive hjemme”, står der.

Et lille år tidligere er den dengang 16-årige svømmer flyttet fra familien på Lolland til Esbjerg og ind hos svømmetræner Bo Jacobsen og hans familie i Gjesing. Det er svært for en ung pige at rejse fra sin mor, far, lillesøster, bedsteforældre og venner, men i Esbjerg får hun lagt sit liv i faste rammer. Hun står op, svømmer, går i skole, svømmer, styrketræner, spiser aftensmad, laver lektier og sover. Dagen efter gør hun det igen, og det giver hende den fremgang i vandet, som hun leder efter, da hun flytter hjemmefra. Hverdagens faste rammer gør det også nemmere for Melanie at undvære sin familie.


Mens nogle tænkte, fedt nu kan vi løbe og styrketræne og bliver stærkere og komme i bedre form, så skulle jeg overvinde mig selv, hver eneste dag, og så mistede jeg glæden.

Melanie Eggertsen, svømmer


Beskederne på telefonen forvirrer Melanie Eggertsen, mens hun stadig er ved at vågne ved femtiden torsdag den 12. marts. Selvfølgelig har hun fulgt med i corona-situationen, men hun har flere spørgsmål end svar, og hun ved ikke, hvor stor en kolbøtte hendes liv er ved at tage.

- Jeg var helt forvirret. Der blev min hverdag smidt væk, husker hun.

Så mens skolen lukker ned, og svømmehallerne ligger øde hen, så skal Melanie Eggertsen forsøge at holde fast i sit liv i Vestjylland og sin form ved lige. Nu er rygsvømning byttet ud med fysisk træning på land, og for Melanie Eggertsen, der aldrig har dyrket andre sportsgrene end svømning, er det en daglig kamp.

- Jeg manglede mit hold og fællesskabet, siger hun.

Og når hendes træner siger; ”det er måske en idé at løbe en tur Melanie”; så har hun ikke lysten.

- Jeg er ikke så vild med at løbe, forklarer hun med så stor vestjysk underdrivelse, at man kan tro, hun er herfra.

- Jeg kørte sur i landtræningen, for hvad trænede jeg mod? Jeg blev virkelig hårdt ramt i den periode. Jeg trænede ikke svømning, jeg gik ikke i skole, og min familie var hjemme på Lolland, og jeg havde bare lyst til at tage hjem, husker hun.

Det gør hun i tre uger, og hun nyder pusterummet på Lolland, men så vender hun tilbage til Esbjerg og kæmper videre. Belønningen kommer, da svømmerne får lov til at vende tilbage i bassinerne, men for Melanie Eggertsen mangler der stadig noget.

- Jeg mangler en konkurrence for at se, hvor jeg står, og for at få følelsen af, at vi er i gang igen, forklarer hun.


Jeg flyttede til Esbjerg for at finde lysten til at svømme, og jeg fandt den. Det gør jeg igen.

Melanie Eggertsen, svømmer


Mandag i sidste uge sætter Melanie Eggertsen og hendes træner Bo Jacobsen sig sammen. Normalt bruger hun konkurrencer som benzin i hverdagen. Nu mangler hun både konkurrencer, og sin familie på Lolland. Hun er bange for at tiden i den dybe ende af corona-krisen, har sat sig som noget mentalt.

- Skal jeg stoppe, spørger hun sin træner, for hun har svært ved at se sig selv komme tilbage.

Det handler om andet end tiderne i vandet, det er noget mentalt. Derfor er Bo Jacobsen næsten mere mentaltræner end svømmetræner efter coronanedlukningen. Han tror, at pigerne er hårdere ved sig selv end drengene. Sådan var hans egen søster også, selvom Mette Jacobsen var en af verdens bedste.

- Under coronaen er alle de ting, der gør, at man hviler i sig selv væk. Når man er ung, og det man bruger sin tid på forsvinder, så får man rigtig mange tanker i sit hoved. Så kommer al den usikkerhed, man har som en ung teenager, der er flyttet hjemmefra. Så føler man sig lille, og det hele føles bare hårdere, forklarer træneren om de udfordringer coronaen har skabt for de unge idrætstalenter.

Til Melanie Eggertsen taler han opmuntrende. Han forklarer, at hun er blevet stærkere rent fysisk, og at hun nu skal have hovedet med, og hun kan godt se det. I virkeligheden har hun heller ikke lyst til at stoppe.

- Jeg føler, jeg rigtig gerne vil svømningen, men lige nu kan vi ikke finde hinanden. Det kommer. Jeg vil gerne ud og svømme en 200 meter ryg igen og gøre det godt, forklarer Melanie Eggertsen.

Om lidt venter den første konkurrence siden coronaen, når Esbjerg Svømmeklub afvikler klubmesterskaber. Det bliver uden tilskuere, og stævnet bliver delt over flere dage mellem drenge og piger. Alt det kan Melanie Eggertsen leve med for en stund. Hun vil tilbage i vandet og tanke benzin til hverdagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce