Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Mere ballade: Snedker retter ny kritik mod højhusplaner

Både borgmester og forvaltning får kritik af socialdemokraternes John Snedker i debatten om højhusbyggeri i midtbyen.

Annonce

Arkitekturstrategi og rådgivning fra et advisory board er ikke nødvendigt for at træffe beslutningen om at bygge et 12 etagers højhus i Torvegade 6, lød det i sidste uges avis fra Teknik & Miljø-direktør Erik Jespersen.
Det er blot en af flere udmeldinger fra forvaltningen, som socialdemokraternes John Snedker nu i skarpe vendinger går i rette med.

- Det er helt forkert. Det er en omvendt rækkefølge. Vi skal selvfølgelig have lavet arkitekturstrategien først, inden vi begynder på nye projekter. Det behøver man ikke være højtuddannet arkitekt for at kunne se. For det andet har en af mine politiske visioner været, at vi tænker i helheder. Det synes jeg er vigtigt, at man holder fast i, så man ikke får de her punktnedslag, hvor man ikke kigger på hvilken betydning et byggeri kan have for vores arkitektoniske- og kulturhistoriske værdier i indre by. Et projekt kan ødelægge mere, end man tror, advarer John Snedker, der er forundret over mere end den manglende arkitekturstrategi.

Returkritik
Før valget i 2017, gik han som formand for kommunens plan- og miljøudvalg sammen med Venstre ud og lovede esbjergenserne, at der ville være et loft for fremtidige byggerier i indre by på fem etager. Dengang var kun adressen i Torvegade 6 udeladt fra det politiske løfte.

Alligevel har både stads- arkitekt Morten Harder og borgmester Jesper Frost Rasmussen talt varmt for flere høje huse i Borgergade i artikler i JydskeVestkysten. Her har borgmesteren også kritiseret Socialdemokratiet for at stemme mod højhusbyggeriet i Torvegade 6, men John Snedker sender kritikken retur.

- Hvis borgmesteren synes, det ikke er et kønt forløb, vi har gang i, så er det fordi, det er et særdeles uskønt forløb Venstre forsøger at dække over, hvor de før valget siger, at der højst skal bygges fem etager i indre by og efter valget mener noget andet. Jeg synes det er uskønt, at borgmesteren løber fra det godt to år inde i byrådsperioden, siger John Snedker, der er lige så forundret over, at forvaltningen med stadsarkitekten og direktøren for Teknik & Miljø i spidsen bringer flere høje huse i midtbyen i spil.

- Det forstår jeg ikke. Min opfattelse er, at forvaltningen skal arbejde med udgangspunkt i de politiske retningslinjer, der gives. Derfor er jeg overrasket over, at man nu går i en anden retning, siger John Snedker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce