Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Mette valgte at se lyst på mørket

Mette Meinertz. Foto: Tue Sørensen
Der er røget mange bogstaver, ord, sætninger og artikler gennem mit 2020. Og jeg har mødt mange fantastiske mennesker. Men Mette Meinertz Elnegaard gjorde et helt særligt indtryk.
Annonce

Jeg havde engang en dejlig veninde, som døde af modermærkekræft fra mand og to små børn. 36 år blev hun. Da hun vidste, hun skulle dø, strikkede hun trøjer til sine børn, skrev farvelbreve til dem, skrev en tale til deres konfirmation, skrev et brev fra deres mor til deres bryllup… Jeg er også mor, men jeg ved ikke, om jeg kunne mobilisere de kræfter og sætte mig ned og skrive farvel til mine børn, hvis jeg var uhelbredeligt syg, og alt håb var ude. At kunne sætte ord på, hvor meget man vil savne dem, hvor meget man vil hade ikke at skulle opleve dem vokse op, ikke at kunne trøste dem, når de bliver kede af det, og hvor bange man vil være for at blive glemt. At kunne give slip på sine børn, ikke bare fordi de flytter hjemmefra, men fordi man ”forlader dem” for altid, må være rædselsfuldt. Men jeg håber, jeg kunne.


Den råstyrke hun havde, de grin hun valgte at grine, det valg hun havde truffet om at se lyst på det mørke.

Fra teksten


Mette Meinertz Elnegaard kunne også. Jeg interviewede hende til avisens nummer af magasinet Female, som udkom i foråret 2020. Mette havde kræft i æggestokkene, som bredte sig til bughulen. Til stadie 4. Uhelbredeligt. Lægerne gav hende 4-5 år at leve i. Så lang tid fik hun slet ikke. Hun døde nogle måneder senere, den 30. juni, 39 år gammel, sov stille ind med sine kære omkring sig.

Og Mette Meinertz Elnegaard nåede at sige farvel. Hun skrev breve, fødselsdagsbreve, et til hver af sine tre piger til hvert år på deres fødselsdag, indtil de bliver 25. Hun skrev også afskedsbreve, planlagde sin egen begravelse og udfyldte bogen ”Mor fortæl”. Alt sammen blev også en slags overenskomst med døden for hende selv, tror jeg. Hendes måde at forstå og acceptere sin skæbne.

Jeg mødte aldrig Mette Meinertz Elnegaard, for på grund af hendes sårbarhed ville vi ikke udsætte hende for nogen risiko og mødes under corona. Jeg talte med hende i telefonen i stedet, og selv i telefonen gjorde hun et stort indtryk på mig. Den råstyrke hun havde, de grin hun valgte at grine, det valg hun havde truffet om at se lyst på det mørke.

Jeg tænker indimellem på Mette Meinertz Elnegaard, når jeg går og piver over afstand og nedlukninger og aflysninger og afsavn og kontakttal og smittetal og dilemmaer. 2020 har været et lorte år på mange måder. Det har det virkelig. Og man kan nemt forfalde til at se mørkt på det mørke. Men hvis min gamle veninde og Mette Meinertz Elnegaard kunne holde snuden oppe med galopperende kræft og små børn, de skulle forlade, så kan vi også klare det her.

Der er meget, vi kan blive slået ud af. Men det må vi ikke lade os slå ud af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce