Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Minkavler: - Jeg får nok aldrig mink igen

Minkfarmer Gert Egholms 9.200 mink er døde og borte. - Jeg tror, det er helt slut med mink i Danmark, siger Gert Egholm, som nu er spændt på, hvilken form og størrelse, hans erstatning får. Foto: Tue Sørensen
Gert Egholm, minkavler fra Måde: - Der er gået for meget politik i minksagen. Det bryder jeg mig ikke om.
Annonce

Ventetid: De 9.200 mink er for længst døde og borte. Nu bruger Gert Egholm sin tid på at rydde op, gøre rent og desinficere i stalde og bure på sin minkfarm, der næppe nogen sinde kommer i drift igen. Han kan tjene en skilling ved selv at klare arbejdet, og da han ikke har andet at lave, så tager han de penge med.

Fremtiden er han usikker på, men han tror ikke, at han skal have mink igen.

-Nej, jeg tror, det er slut for mig. Jeg tror, det er slut med mink i Danmark i det hele taget. Det erhverv kommer ikke i gang igen, når først alle minkene er slået ned. Nu venter jeg og mange andre jo bare på, hvad vi får som kompensation for det, vi har mistet af hensyn til folkesundheden, siger Gert Egholm.

Han har fulgt den retorisk voldsomme debat, som kludderet med lovgrundlaget for aflivning af alle mink førte med sig. For ham er det klart, at fødevareminister Mogens Jensen måtte gå, og at hele forløbet bør undersøges til bunds, men derfor finder Gert Egholm alligevel tonen i kritikken af regeringen for rigelig skinger.

- Der er gået politik i sagen. Det er for meget. Man får det til at lyde som om, at både regering og sundhedsmyndigheder har haft ondt i sinde og med vilje har sat aflivning af alle mink i værk uden at have lovgrundlaget på plads. Det skete, og det var en stor fejl, ja, men det var ikke ond vilje. Alligevel ser vi nu et politisk slagsmål, der handler mere om magt, end det handler om at hjælpe minkavlere og virksomheder i et erhverv, der er blevet dødsdømt af hensyn til folkesundheden. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg synes ikke, det er kønt, siger Gert Egholm.

Annonce

Et rimeligt regnestykke

Politik i minksagen

Et flertal i Folketinget har besluttet sig for en uvildig undersøgelse af minksagen for at komme til bunds i, hvordan regering og myndigheder kunne sætte gang i aflivningen af hele minkerhvervet i Danmark uden tilstrækkelig lovhjemmel. Det er dog ikke besluttet, hvilken type undersøgelse der skal sættes i søen.

Den snart tidligere minkavler aner ikke, hvordan hans økonomi kommer til at se ud i fremtiden. Han accepterer sådan set erhvervets skæbne, erhvervets endeligt i Danmark, nu truslen mod folkesundheden havde den karakter, som ikke mindst Statens Serum Institut har peget på. En trussel heller ingen politikere har anfægtet.

- Ja, jeg kan godt se, hvorfor det måtte gå, som det gør. Nu venter jeg og mange andre bare spændt på, hvad vi bliver tilbudt i erstatning for at tage dette store slag på vegne af hele samfundet. Jeg mener, der er tale om en regulær nedlukning af et erhverv og levebrød. Så der er kun en løsning, og det er ekspropriation med fuld erstatning, siger Gert Egholm, som håber at se en vis rimelighed i regnestykket om erstatningens størrelse.

- Vi skal ikke forgyldes, men vi skal heller ikke snydes. Det må være rimeligt at udregne erstatningen på baggrund af et gennemsnit for den forretning, den enkelte minkfarm har haft de seneste måske 10 år. Og så må politikerne finde frem til hvor mange år frem, erstatningen skal række. At få de ting på plads er det vigtigste i minksagen nu, siger Gert Egholm.

Han er stadig frustreret over, at ingen har kunnet finde ud af, hvordan hans mink blev smittet.  Sammen med sin hustru er han blevet testet 17 gange for Covid 19, og de vil tage test nummer 18 i denne uge. Hidtil har alle test været negative.

- Vi har hverken fået konstateret virus eller antistoffer. Så vi har ikke og har ikke haft Covid 19, siger han.


Der er gået totalt politik i sagen. Det er for meget. Man får det til at lyde som om, at både regering og sundhedsmyndigheder har haft ondt i sinde.

Gert Egholm, snart tidligere minkfarmer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce