Annonce
Ugeavisen Esbjerg

MUS-samtale med citychefen

Den årlige medarbejderudviklings-samtale med citychef Brigitta Christensen på kontoret. Foto: Tue Sørensen
Brigitta Christensen har været chef for Esbjerg City i 19 år. Det gav anledning til at invitere citychefen til en lille MUS-samtale.

MUS: Brigitta Christensen, 54 år, ansat som citychef den 1. september 2001. Esbjerg City tæller 160 butikker, restauranter, caféer, liberale erhverv, hoteller og kulturinstitutioner og er en uafhængig og frivillig interesseorganisation.

Nå Brigitta, hvordan synes du, det går?

- Det går faktisk okay. Vi har trods den generelle situation, som detailhandlen står i, en tro på, at vi kommer stærkt igen. Som citychef er der aldrig to dage, der er ens. Der er hele tiden nye udfordringer. Og oven på en lang coronaperiode og seks år med renovering af gågaden, så klarer vi alt. Vi har hele tiden måttet finde nye veje og muligheder for at holde hjulene i gang. Heldigvis har vi også mange gode venner i byen, der gerne vil os det godt, hvilket har betydet, at vi har kunnet opretholde det samme aktivitets- og markedsføringsniveau som tidligere.

Annonce

- Vi har flere mærkesager, som vi pt kæmper for. Og vi har holdninger. I Esbjerg City har vi en holdning til, hvordan vi skal fremtræde over for de mange kunder, der dagligt kommer i vores butikker. Det handler meget om tilgængelighed og åbenhed. Om aktiviteter, der gør byen levende. Om at vi skal have en ren, sikker og tryg by. Om æstetikken i byrummet. Og endelig om, hvad der skaber fællesskab og netværk blandt medlemmerne. Og når cityforeningens medlemmer i fællesskab taler med én stemme, bliver der lyttet.

- Og så er vi nået en vigtig milepæl, hvor ”Partnerskaber for levende bymidter” har offentliggjort sine anbefalinger, hvor det står klart, at man ikke kun kan overlade udviklingen af vores bymidter til cityforeningen og detailhandlen alene. Alle parter skal påtage sig et ansvar. Byens hjerte er og bliver bymidten – derfor er det så vigtigt, at vi alle står sammen.

Hvad gør dig glad i dit arbejdsliv?

- Når tingene går op i en højere enhed, og vi får et fedt resultat ud af det. Elsker når folk kæmper for tingene ligeså meget, som jeg selv gør. Når man kan gøre andre mennesker glade.

- Jeg sidder i styregruppen for Danske Handelsbyer, hvor jeg er med til at kæmpe for 52 andre handelsbyer i Danmark. Det er en glæde, når vi opfinder/kæmper for noget nyt, at det ikke kun kan bruges i vores egen by, men faktisk kan være til glæde for hele Danmark. Fantastisk når vi sammen vinder kampe – og kunder.

Hvad er du rigtig god til?

- At kæmpe for tingene. Elsker når der går sport i det hele. At samarbejde, men også at arbejde selvstændigt. At fundraise, se muligheder og ideer og at have mange bolde i luften på én gang, for ellers kan man ikke have mit job.

Hvad ønsker du at blive bedre til?

At tænke på mig selv. Arbejder alt for mange timer, men det er en livsstil, så det er svært at lave om på.

Hvad er du stolt over, at du er lykkedes med?

- At have samlet 1,8 millioner kroner ind til og implementeret ny julebelysning i forbindelse med renovering af gågaden. Er stolt over vores smukke juleby. At vi i dag sælger for knap 10 millioner kroner i gavekort.

- Der er mange ting, men en ting, der ligger mit hjerte meget nært, er vores ”Ønsketræsprojekt” i city, som vi startede i 2013. Det har betydet, at over 1000 julegaver hvert år formidles til udsatte børn og unge, hvor julegaver på ingen måde er en selvfølge. Elsker når vi samtidig holder juletræsfest for alle de anbragte børn og unge på døgninstitutioner i Esbjerg Kommune og omegn. Det er så skønt at vide, at de med disse to tiltag kan komme tilbage i skolen efter juleferien og stolt berette om, hvad de fået i gavejule og være ligesom alle de andre børn i klassen. Det betyder meget mere, end man tror.

- Jeg er også stolt over at sætte Esbjerg på landkortet via store events og gøre folk stolte af vores skønne by. Jeg arbejder pt på et spændende projekt, der kan sætte vores område top of mind hele sommeren.

- At gennem mange år at have kæmpet for, at detailbranchen bliver et anerkendelsesværdigt erhverv – det ser nu ud til at være lykkedes.

Er der noget, du gerne vil lave om?

- Nej ikke umiddelbart. Vi kæmper med næb og klør for at få vores erhverv anerkendt på lige fod med kultur og turisme. Og vi er godt på vej. Vi udnytter potentialet, ressourcerne og økonomien i Esbjerg City. Vi udnytter hver en krone og får meget synlighed og over 50 årlige events og omsætter for knap 10 millioner kroner i almindelige gavekort. Derudover har vi i år startet det skattefrie Restaurant- og Oplevelsesgavekort op, som vi også forventer os en del af.

Hvad vil du gerne have mere af?

- Vi skal være som et fodboldhold med forskellige roller, men vi skal kæmpe sammen. Og vi skal selvfølgelig træne, før vi går i kamp. Og så skal vi gøre hinanden gode i et forpligtende samarbejde. På fodboldholdet skal der være grundejere, ejendomsmæglere, kommunen, kulturinstitutioner, pressen, banker og andre liberale erhverv. Der er brug for at komme op i et højere luftlag. Der er brug for professionaliseret samarbejde og hjælp til både strategisk og økonomisk udvikling. Og så skal vi generelt finde ud af, hvad det er som by, vi vil være kendt for? Hvis vi formår det stærke fællesskab, så kommer vi af med nogle af de tomme lokaler i midtbyen.

Hvor ser du Esbjerg City om fem år?

- Prognoserne for fremtidens detailhandel er dystre, men detailhandlen huser også et vækstpotentiale, der kan indfries med den rette indsats. Får vi igangsat en fokuseret indsats, hvor kommunen understøtter detailhandlen lokalt, er med til at skabe en levende bymidte og forbedre vækstmulighederne for erhvervet, så skal alt nok gå. Men vi skal ALLE løfte i flok. ALLE skal gå nogle ekstra meter for fællesskabet. Kan vi det, så tror jeg på, at vi formår at få en vækstperiode. Er sikker på, at mange kunder ovenpå corona fortsat vil støtte op og shoppe lokalt og atter vil finde den største glæde ved at handle i de fysiske butikker.

- Men det kræver, at der ydes service i verdensklasse, service er glade mennesker, service er kompetente mennesker, der ved hvad, de snakker om, og service er alle forhold, der får kunden i butikken eller på caféen til af forlade den med smil på læben. Fleksibel afhentning/levering og tilgængelighed er også fremtidens nøgleord. Jeg håber, at fremtidens detailejere vil tænke og agere mere lokalt for, det er der behov for at gøre. Det gælder i høj grad kædekoncepterne. Konkurrencen mellem byerne spidser til, så der er simpelthen brug for en mere lokal forankring.

- Forudsætningen for en succesfuld udvikling af bymidten er en politisk positiv erkendelse af at gøre bymidten tilgængelig og attraktiv. Der er ikke nok kun at lægge ny belægning, men der er brug for at tænke i mange flere bløde værdier, aktiviteter og få flere offentlige services ind i bymidten. Vi skal kunne tillade os at stille krav til dem, der bliver en del af midtbyen. Vi skal have gjort fremtidens detailhandel sjovere.

Er du stadig citychef i Esbjerg om fem år?

- Det må tiden vise. Der er masser af strategiske udfordringer at arbejde med i fremtiden, men det kræver en større kommunal forankring. Et sundt handelsliv er afgørende for byens identitet og bidrager til arbejdspladser, bosætning, erhvervsliv og turisme. Drømmescenariet er, at Esbjerg skal ledes lige så proaktivt, som man leder et center, hvor alt er gennemtænkt lige fra placering af de enkelte butikker til fremtidige større investeringer i fysiske rammer, og hvor man konstant er på jagt efter og har en plan for at finde og åbne nye spændende butikskoncepter, der giver merværdi. Og jeg fungerer og udfordres bedst, når det hele ikke kun er daglig drift, men der skal også være rum og økonomi til udvikling og at nytænke. Lige nu kæmper vi sammen med Ribe Handel og Bramming HHI for, at det netop kan lykkedes i fremtiden.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Bagerdatter bestod med ros

Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Breakdance får sin egen festival

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Fællesskab for de flamboyante

Ugeavisen Esbjerg

Skilte i tre generationer

Ugeavisen Esbjerg

"Mister Gegenpress" har ikke plads til tøsedrenge

Ugeavisen Bramming

Esbjerg Kommune tager hånd om erhvervspraktikken: Ny portal skal sikre bedre muligheder

Ugeavisen Esbjerg

Ol på ETAC

Ugeavisen Esbjerg

Entreprenør-gigant køber sig ind i NemByg for 41 millioner

Ugeavisen Esbjerg

50-års jubilæum: Løvenkrands og Strandby tager SGI-afsked mod EfB

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Det blev svært at vedligeholde løsere relationer

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Svært at stå op om morgenen med virtuel undervisning

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Uden corona havde jeg ikke oplevet den gensynsglæde

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Det hele blev sat på prøve under corona

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Jeg kan tælle traditioner og begivenheder, der faldt til jorden, indtil jeg får gråt hår

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Jeg har lært at være mere åben

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Vi gik glip af gallaen

Ugeavisen Esbjerg

Jens Peder Hansen får sin vej

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Corona har forandret helt vildt meget, føler jeg

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Jeg går ud af gymnasiet med en vinderfølelse

Ugeavisen Esbjerg

Træer til evigheden

Ugeavisen Esbjerg

Lanternen tager form

Ugeavisen Esbjerg

Stud.corona: - Gymnasiet lærer én en del om sig selv

Ugeavisen Esbjerg

Håndværkerbutik gør sig flyveklar på Ørnevej

Annonce