Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Når man kan være bange for at sige hej

Anne Line Søgaard er nyslået forfatter med rødder i Esbjerg. Foto: Tue Sørensen
Anna Line Søgaard debuterer med roman om angst i teenageårene. Selv overvandt hun den ved at gøre ting, hun egentlig ikke turde gøre.
Annonce

Debut: – Bare det at skulle sige hej til nogen, det kunne give mig hjertebanken og varme kinder. Nogle gange kunne jeg gennemtænke i flere omgange, hvad jeg skulle sige til folk, hvis jeg mødte dem, siger Anna Line Søgaard.

Sådan var det dengang, hun voksede op mellem Esbjerg og Varde i den lille by Forum. På overfladen var alt godt. Tårnhøje karakterer og hun var super god til judo og endda på landsholdet med brunt bælte og alt det der. Men bag de mange flotte præstationer var der oprør.

Da hun skulle i gymnasiet, flyttede familien til Esbjerg, og gradvist fandt hun mere mod til at være det menneske, hun gerne ville være.

- Jeg begyndte at hænge ud med folk, der også skilte sig lidt ud, og der fandt jeg et fællesskab, jeg ikke havde haft før – og begyndte at få flere venner. Jeg var tit i Byparken og festede lige rigeligt, men begyndte også at gøre mig tanker om, hvad jeg selv ville med mit liv, fortæller Anna Line Søgaard. Da hun blev ældre, tog hun blandt andet over og besøgte en pige i USA, som hun kun havde kendt i et døgn. Her boede hun i tre måneder.

Annonce

Dedikeret til veninde

I dag er hun uddannet psykolog, bor i Odense, men arbejder også i Esbjerg to gange om ugen.

Ved siden af jobbet har hun skrevet bogen, der handler om Amanda, der føler sig helt forkert, men så møder hun Melanie, og det bliver et grænsebrydende venskab. ”Hjertevedhæng” hedder den.


Jeg håber, at de unge vil se, at det er i orden at slå nogle skæverter

Anna Line Søgaard, nyslået forfatter


Bogen er dedikeret en kær veninde, der døde for et par år siden, og det var katalysatoren for at skrive ”Hjertevedhæng.” Men Anna har skrevet hele sit liv og har altid drømt om at blive forfatter.

Mange af tankerne og følelserne i bogen er baseret på egne erfaringer, men så bliver der lige fyret lidt op for virkemidlerne og de dramatiske effekter

- Jeg kan godt lide ungdomslitteratur. Der kommer ofte noget grundlæggende menneskeligt frem, som kan give genklang i mange, og følelserne er mere rene. Derfor læser jeg faktisk stadigvæk den slags bøger. Med min bog håber jeg, at nogle unge kan se sig selv i personerne og måske finde ud af, at det ikke behøver at være perfekt det hele, og at det er i orden at slå nogle skæverter. Det var, hvad jeg selv oplevede, fortæller hun.

Der er allerede en ny ungdomsbog på beddingen.

"Hjertevedhæng" er udkommet på Byens Forlag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce