Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Ny serie: Sådan føles det... at være spastiker

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles.

I denne uge Henrik Hamann: Sådan føles det at være spastiker.

Annonce

PROLOG:

Henrik Hamann Nielsen er født i Skive for 27 år siden. Under fødslen vikler navlestrengen sig rundt om halsen, så Henrik ikke får nok ilt og ender med at blive hjerneskadet. Det resulterer blandt andet i en nedsat finmotorik, udtalebesvær og spastiske lammelser. Henrik er med andre ord det, man betegner en spastiker. Henrik kommer til Esbjerg fra Skive som 20-årig, fordi han vil prøve sig selv af uden at have familie lige rundt om hjørnet. Han har uddannet sig på handelsskole og senere til salgsassistent på lige vilkår som sine medstuderende. Han afsluttede sin uddannelse med et 12-tal.

Nogle gange tænker jeg, ej hvor er det ærgerligt, at jeg ikke også sidder ligesom mine kammerater og har kone og hus eller et lidt større arbejde. Når jeg så vender det om og kigger på, at jeg er spastiker, men har et almindeligt arbejde og bor i en god lejlighed med en fin indkomst, så er jeg faktisk tilfreds.

Når jeg tager hjem efter en lang dag i Bilka, er jeg nok mere bombet end andre. Det er hårdt arbejde for enhver i Bilka, men det er klart, at sætter du én, der er i fin form til at løbe ti kilometer, så puster han lidt bagefter, mens ham der er i dårlig form, han puster endnu mere.

Det er allermest træls at være spastiker, når jeg er nødt til at få hjælp til ting. Når min mor er nødt til at ringe til lægen for mig, eller jeg er nødt til at have folk med til noget, fordi jeg ikke kan selv. Jeg føler det som en usynlig fodlænke. Jeg kan meget, men jeg bliver også bremset i ting, jeg gerne vil. Det er irriterende, at jeg er nødt til at have hjælp og se på, om jeg har ledsagertimer nok, hvis jeg lige har lyst til en tur i svømmehallen.
Jeg synes ikke, min hverdag bærer meget præg af at være spastiker, for den går med arbejde og at flade ud bagefter. Jeg har også alle de andre opgaver som rengøring, madlavning og vasketøj, for jeg vil ikke have hjælp til det også. Min mor mener nogle gange, der er noget rengøring, som godt kunne være lidt bedre, men jeg kan jo ikke kravle op på køkkenskabe og sådan noget. I hvert fald ikke uden problemer.

Min største udfordring er min udtale. Det er den, der gør, at jeg ikke bare lige kan gå ud og tage et andet arbejde. Jeg kunne godt have tænkt mig at blive ejendomsmægler, og det ville også være okay med mine bevægelser, men den verbale udtale driller mig. Både i privatlivet og i arbejdslivet. Jeg tænker nogle gange, at jeg hellere ville have haft lidt dårligere ben og så ikke have så meget udtalebesvær. Det ville være rart, hvis jeg kunne tage kontakt til folk på gaden og snakke eksempelvis. Og hvis jeg gik en anelse dårligere, kunne flere folk måske også nemmere se, at jeg er spastiker. Mange tror bare, at jeg er beruset.

Jeg har et familiemedlem, der bor i USA, og hun siger, at derovre gemmer man nærmest personer som mig væk. Så tænker jeg, at jeg da trods alt bor i det rigtige land.

Som barn gik jeg i en almindelig klasse i folkeskolen i den lille by, hvor mine forældre boede. Den eneste forskel på mine klassekammerater og jeg var, at jeg havde en computer, mens mine kammerater sad med papir og blyant. Dét, jeg kunne med en blyant, det lignede noget, som en treårig ville lave. Det gør det for øvrigt også i dag.

I 9. klasse vælger jeg at tage på Onsild Idrætsefterskole for at udfordre mig selv. Det er en almindelig idrætsefterskole, der tager otte handicappede elever ind om året. Det er på samme vilkår som alle de andre, jeg kommer ind, men de tager selvfølgelig særlige hensyn til os otte med handicaps. Det er en rigtig god periode i mit liv.

Jeg misunder mest folk uden handicaps, at de kan gøre det, som de gerne vil uden at være hæmmet af et eller andet. Det er jo nemmere at løbe op at score på en fodboldbane, når du ikke har dårlige ben. Det gælder også i privatlivet. Jeg føler, at mit handicap spænder lidt ben for at møde en sød pige. Hvis jeg sammenligner mig selv med en bil, så lækker jeg nok lidt olie. Jeg føler i hvert fald, at mange piger gerne vil have det nyeste, der ikke har nogle skavanker. Det lyder fordomsfuldt, men det oplever jeg altså, og det er hårdt. Det kan godt være, jeg er handicappet, men jeg er jo normal på alle mulige andre måder, så det er da sommetider svært som en ung mand. Jeg har aldrig haft problemer med at få veninder, det er simpelthen det sidste stykke vej op mod målet, der driller mig. Der er jeg aldrig rigtig kommet til. Omvendt har jeg måske heller ikke gjort en kæmpe indsats for at finde en kæreste. Jeg tror, at jeg ligesom mange andre unge har valgt at tænke karriere og økonomi i de her år, og så må vi se, hvad der kommer. Jeg er ikke afvisende overfor at få børn på et tidspunkt, men det er heller ikke en kæmpe drøm for mig.

Mine venner og veninder kalder mig morfar, fordi jeg render rundt med en mobil, der ikke ligefrem er den nyeste. Jeg har én gang trykket forkert i forhold til en mandlig kollega og en veninde, da jeg skulle ringe op. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis jeg får en iPhone.

Jeg tænker ikke på, hvorfor det lige er mig, der er spastiker. Men politisk tænker jeg nogle gange, hvorfor fanden de ødelægger livet mere for os, end det er i forvejen. Der bliver skåret mere og mere på vores område, og man skal efterhånden kæmpe for de mindste ting. Og når man ser på, hvad samfundet ellers putter penge i, så bliver jeg gal over, at man vælger at svinge sparekniven over institutioner og sådan noget, hvor folk knap nok kommer ud mere. Hvis jeg ikke selv havde været god til at komme ud over stepperne, så ville jeg nok tænke mere over, hvorfor det lige skulle ramme mig.

Jeg er ikke ensom, men der er da nogle gange, hvor jeg kommer hjem om aftenen og tænker, ej det ville være dejligt, hvis der var én. Andre gange er jeg så også glad for, at jeg efter en ti timers vagt i Bilka, hvor jeg har været oppe klokken 5 for at nå bussen, kan komme hjem og gøre, som det passer mig. Det er ikke sådan, jeg ønsker at leve for altid, men lige nu fungerer det fint for mig.

Om aftenen bruger jeg mest tid på at slappe af og se lidt tv. Jeg kan godt lide at se Hammerslag, Kender du Typen, Hus til Halsen og sådan nogle hyggelige programmer. Det er vist i øvrigt også derfor, at de kalder mig morfar.

EPILOG:

Henrik har i mange år kæmpet for handicappedes vilkår. Blandt andet gik han til spastikerforeningen for at få juridisk hjælp, da Esbjerg Kommune
for nogle år siden fratog ham ikke blot hans ledsagerordning, mens også hans opsparede ledsagertimer, som han skulle bruge på en allerede betalt ferie. Henrik vandt sagen, hvilket har haft betydning for andre spastikere. I dag er Henrik blandt andet udvalgt som en af spastikerforeningens officielle repræsentanter.

OM HENRIK:

Henrik Hamann Nielsen er 27 år og bor alene i sin lejlighed i Esbjerg Centrum. Han har tre mindre søskende, som alle er født uden handicaps. Når hans ledsagertimer rækker til det, kan han godt lide at tage i svømmehal med varmtvandsbassiner, så hans muskler kan slappe af. Henrik arbejder fuldtid i Bilka i Esbjerg som salgsassistent og er dermed blandt de kun ti procent af alle spastikere i Danmark, der er i ordinært arbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce