Coronapandemien har ændret den nærmeste fremtid for mange unge danskere, der har vekslet et planlagt sabatår med en direkte billet til en videregående uddannelse. I Esbjerg har uddannelsesinstitutionerne dog ikke oplevet, det annoncerede ansøgerboom.
- Vi kæmper med et lidt vigende befolkningstal, så jeg vil sige, at det er gået fint nok. Vi ville selvfølgelig gerne tiltrække endnu flere, men når man tænker på befolkningstallet i regionen, er det godt at holde skansen, fortæller Ole Skøtt, campusleder på SDU i Esbjerg, der har stort set status quo i ansøgningerne til universitetets bacheloruddannelser, mens der har været et markant fald på kandidatuddannelsene.
Midt i november står SDU's nye campus dog færdigt i Esbjerg, og så flytter SDU ind på Degnevej og bliver nabo til UC Syd. Det er første gang i Danmark, at en professionshøjskole og et universitet skal bo i samme bygningskompleks. De to uddannelsesinstitutioner skal blandt andet dele auditorium, bibliotek og fredagsbar, og de synergier, det vil skabe, er der store forventninger til.
Bedre studiemiljø
- Hvis man ser på, hvordan byen ser på UC Syd og SDU, vil det skabe et fokus på, at der sker noget nyt. SDU har ikke været så synlige i byen, og jeg tror, der bliver et bedre studiemiljø, der gør det mere attraktivt at være studerende i Esbjerg for alle. Det er for mig at se en væsentlig drivkraft, siger Ole Skøtt, der også forventer, at byen med det nye campus vil få nye uddannelser.
Ole Skøtt, campusleder på SDU i EsbjergNår man hjælper de unge til at tage en uddannelse i Esbjerg, gør man det mere sandsynligt, at de bliver i regionen. Det er nemmere at holde på nogen end at tiltrække dem udefra.
Allerede i dag arbejdes der på at opfylde byens ønske i forhold til at tiltrække en jurauddannelse, og når SDU flytter sammen med UC Syd, vil der også blive et nyt fokus på at give de studerende fra UC Syd nye muligheder for at tage en kandidatuddannelse.
- Vi arbejder hele tiden på at finde ud af, hvad vi kan finde af nye uddannelser. Vi kigger på om vi kan lave kandidatuddannelser, så professionsbachelorerne fra UC Syd kan fortsætte hos os, siger Ole Skøtt.
Ansøgertal
SDU i Esbjerg havde i år 327 ansøgninger til universitetets to bacheloruddannelser.
De foregående fire år har tallet heddet: 327, 325, 338 og 385
Universitetets toårige kandidatuddannelse havde 612 ansøgninger.
De foregående tre år har tallet heddet: 829, 697 og 727.