Red liv: Det nye livreddertårn i Svømmestadion Danmark er en miniatureudgave af TrygFondens populære rød-hvide livreddertårn, som vi kender fra de danske strande, men i modsætning til livreddertårnene på strandene er tårnet i svømmehallen ikke forbeholdt professionelle livreddere – tværtimod.
Henrik Due, idrætsinspektør i Svømmestadion Danmark.Tårnets udstyr indbyder til gode og sjove øvelser, som man kan lave sammen i vandet.
Mini-livreddertårnet skal inspirere til at lege med og udforske livredning, og alle svømmehallens gæster opfordres til at kaste sig ud i livredderdiscipliner som for eksempel at kaste en redningskrans, balancere på et rescue board og bjærge en dukke.
- Livredning er en sjov og meningsfuld aktivitet, hvor man kan lære at redde sig selv og andre, og det er vigtigt, når vi bor i et land omgivet af vand. I TrygFonden arbejder vi for at opbygge og udbrede en livredningskultur i Danmark, hvor endnu flere lærer livredning, siger René Højer, programchef i TrygFonden, i en pressemeddelelse.
Svømmestadion Danmark er blandt de første svømmehaller i Danmark til at få det nye livreddertårn og det tilhørende livredderudstyr. Tårnet kommer til at stå ved 50 meter-bassinet, og alle opfordres til at tage udstyret i brug. I løbet af de kommende tre år skal mini-livreddertårnet udbredes til i alt 45 svømmehaller i hele landet.
Test var en succes
Svømmestadion Danmark testede sidste år det nye livreddertårn i hele december måned, hvor rigtig mange af svømmehallens gæster fik afprøvet det nye livredderudstyr.
Testen var en kæmpe succes, og i Svømmestadion Danmark er man derfor meget begejstret for, at tårnet nu får permanent ophold i svømmehallen.
- Da vi testede mini-livreddertårnet sidste år, var der rigtig mange familier, skoler og andre gæster, som tog udstyret med i vandet og brugte det til både leg og livreddertræning. Så vi er meget glade for, at vi har fået livreddertårnet permanent tilbage i svømmehallen. Tårnets udstyr indbyder til gode og sjove øvelser, som man kan lave sammen i vandet, og jeg håber, at vi på den måde kan inspirere vores gæster, så endnu flere får øjnene op for livredning, siger Henrik Due, idrætsinspektør i Svømmestadion Danmark i Esbjerg.
rwe