Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Opsang til coronasyge: Hold jeres børn hjemme

Esbjerg Kommune er tæt på at runde et samlet incidenstal på 100 per 100.000 indbyggere. Det kan føre flere restriktioner med sig, men i første omgang satser Esbjergs coronageneral Arne Nikolajsen på, at den nuværende taktik med intensiv smitteopsporing og hjælp til de isolerede gør en forskel. På billedet står han ved et mobilt testcenter, der kan sættes ind efter behov. Arkivfoto: Rybners
Coronasyge forældre sender deres børn i skole og daginstitution. Nu råbes der vagt i gevær fra både politiker og Esbjergs coronageneral.

Jerne Sogn er lukket ned: Corona-smitten har spredt sig, og den breder sig fortsat i Esbjerg. Og ikke kun i Jerne. Alligevel oplever Esbjerg Kommune, at helt basale corona-retningslinjer ikke bliver fulgt.

- Jeg hører, at der er en utryg stemning på de af vores tilbud i Jerne Sogn, der skal være åbne. Der er en bekymring, men det handler også om, at alle ikke efterlever reglerne, forklarer Diana Mose Olsen (SF), formand for kommunens Børne- og Familieudvalg, og forklarer:

- Der er nogle coronasmittede, som sender deres børn afsted, selvom de selv er syge. Det er sket flere gange, og det har resulteret i smitte på flere skoler rundt om i kommunen. Det er ikke fordi, folk vil smitte andre, men de kan måske ikke overskue situationen. Vi har alle et fælles ansvar, og det værste man kan gøre, er ikke at efterleve restriktionerne, det er mangel på omtanke og nogle steder mangel på forståelse, siger hun.

Annonce


Der er nogle coronasmittede, som sender deres børn afsted, selvom de selv er syge. Det er sket flere gange, og det har resulteret i smitte på flere skoler rundt om i kommunen.

Diana Mose Olsen (SF)


Daginstitution lukker

Esbjergs coronageneral Arne Nikolajsen, som til dagligt er direktør for kommunens Sundhed & Omsorg, bekræfter, at kommunen oplever flere tilfælde, hvor restriktionerne tilsidesættes.

- Jeg ved ikke, om folk ikke har forstået alvoren. Risikoen kan jo være, at vi sender os for mange regler ud. Men de vigtige pointer er jo, at når man er isoleret, skal man blive hjemme og holde sine børn hjemme. Men der er simpelthen nogle, der ikke forstår det. Der er også nogle, der ikke forstår, at man ikke bare kan tage mundbind på og gå ud at handle, selv om man er smittet, forklarer han.

Blandt andet udfordringerne med at få folk til at overholde restriktionerne har skabt bekymring både blandt forældre og personale på byens daginstitutioner – særligt i Jerne Sogn. Men det er ikke på grund af bekymringer, at Esbjerg Kommune tirsdag var i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om en lukning af daginstitutionen i Krydset på Stengårdsvej.

- Jeg tror, vi kommer til at lukke den institution. Det handler ikke om incidens, det handler om, at der er mange smittede børn og personale på selve institutionen, siger Arne Nikolajsen (institutionen er i dag blevet lukket red.), der også har hørt fra både de bekymrede forældre og personale.

- Men vi er nødt til at være nøgterne og handle ud fra erfaringerne med, hvordan smitten spreder sig, så vi gør det ens ud fra en sundhedsvurdering. Hvis det er folks følelser, der skulle styre os, kunne vi både komme til at lukke for meget op eller for lidt ned, siger Arne Nikolajsen, der mandag fik carte blanche til at dreje på coronarestriktionerne i Esbjerg Kommune af byrådet.

- Det betyder, at vi kan agere hurtigere. Så går der ikke politik i den, og det betyder meget, at vi kan agere i nuet. Det er den eneste måde, vi kan stoppe smittespredningen, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kom med til eksamen

Ugeavisen Esbjerg

Huset har det hele

Ugeavisen Esbjerg

Daimi vendte hjem

Annonce