Annonce
Ugeavisen Esbjerg

På den anden side af kræften

Lisbeth i sit hjem. For 6 år siden hun fik konstateret brystkræft. Foto: Tommy Jensen
Lisbeth Jespersen har både været kræftpatient og pårørende og ved hvor hårdt det rammer, når kræften bliver del af familien. Hun er kommet godt igennem forløbet takket være åbenhed.
Annonce

Det er en meget smilende Lisbeth Jespersen, der åbner døren og byder velkommen. Vi har aldrig mødt hinanden før, men Lisbeths åbne og positive tilgang til tilværelsen, gør det overhovedet ikke svært at tale om det at have haft kræft tæt inde på livet. Om hendes eget sygdomsforløb med brystkræft i 2014, hendes brors død i 2012 og svigermorens i 2017. Allerede da hun blev diagnosticeret, valgte Lisbeth, at hun ville være åben omkring sygdommen. Både når det gjaldt børnene, resten af familien og vennerne.


Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet, for uanset hvad, er der altid behov for midler til bekæmpelsen af kræft.

Lisbeth Jespersen


Annonce

Sygdom skal ikke pakkes ind

Jeg har altid været udadvendt og positiv af sind. Derfor skulle min sygdom heller ikke pakkes ind. Børnene har været med hele vejen, og åbenheden omkring mit forløb og min behandling har betydet, at mine børn hverken har været utrygge eller haft bange tanker og ”billeder” i hovedet. Vi har altid kunnet tale om tingene, fortæller Lisbeth Jespersen. Hendes familie har dog ikke haft samme tilgang.

Lisbeths bror døde seks måneder efter sin nyrekræft-diagnose. Et chok for familien der gjorde, at Lisbeths far blev meget indadvendt. Da hendes svigermor blev syg med en tumor i hjernen, blev det heller ikke talt højt om. Hun ville helst ikke have, at andre var bekendte med hendes situation. Hun var overbevist om, at andre kun ville spørge ind til hendes velvære af ren nysgerrighed.

Lisbeth med sin søn i 2014. Foto: Privat

Ud over at være åben for børnenes spørgsmål og tanker, brugte Lisbeth gennem sit eget kræftforløb Facebook til at holde familie og venner informeret om hendes behandlinger og tilstand. Det gjorde det lettere for udenforstående at tale med hende om det, som hun og familien gik igennem.

Jeg er jo trods alt i live

42-årige Lisbeth er i dag erklæret rask og kommet godt ud af sit forløb.

- Jeg er jo trods alt i live, siger hun med et smil.

Derfor er det også vigtigt for hende at deltage i et arrangement som Knæk Cancers ”Tænd et lys” ceremoni – corona eller ej.

- Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet, for uanset hvad, er der altid behov for midler til bekæmpelsen af kræft. Man kommer måske ikke til at opleve den samme stemning - den næsten larmende stilhed omkring lysceremonien - da vi ikke kan være så mange samlet, men jeg er sikker på, at det bliver en fin aften, der giver os plads til at mindes og sørge over mistede familiemedlemmer og venner, men også glædes over at være her, for mit vedkommende på den anden side af sygdommen, fortæller Lisbeth Jespersen.

Knæk Cancer – Tænd et lys

  • En rørende lysceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft, og til minde om dem som vi har mistet.
  • Tid: Lørdag d. 24.10 kl 16-18.45 (Skriv din lyspose, musik og kaffe/kage). Kl. 20-22 (Lysceremoni og underholdning ved lokale kunstnere)
  • Sted: Multihuset Tobakken.
  • Book billet: Af hensyn til at vi ikke samles for mange, skal du booke en billet på forhånd. Det er gratis at deltage fra 16-18.45. Det koster 100 kroner at deltage fra 20-22. Book billet uanset her: www.tobakken.dk
  • Følg med via www.Facebook.com/StaeftForLivetEsbjerg
  • Skriv en personlig hilsen på lyspose online her: www.knaek.cancer.dk/lys

- LSB

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce