Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Politiker vil hjælpe ME-syg kvinde

Henrik Vallø, formand for Esbjerg Byråds social- og arbejdmarkedsudvalg, vil gerne besøge Vibeke og Esben Ilsøe Gustavussen, hvis datter Marie Louise er hårdt ramt af sygdommen ME.

Politiker vil besøge Fanø-familien med den ME-syge datter og bygge bro til det system, der skal finde ud af at hjælpe.

Annonce

Henrik Vallø, formand for Esbjerg Byråds social- og arbejdsmarkedsudvalg, har besluttet at besøge familien til den 28-årige Marie Louise Ilsøe Gustavussen, der er alvorligt syg af ME og ikke kan klare sig selv. Han vil gerne vide mere om sygdommen og datterens situation i det hele taget.
Hendes forældre, Esben og Vibeke Ilsøe Gustavussen, tager gerne imod Henrik Vallø, hvis han kommer alene for at blive klogere på den sygdom, der har ødelagt flere år af deres nu 28-årige datters liv og lagt et tungt pres på hele familien.

- Det er positivt at opleve en ansvarlig politiker vise interesse og være modtagelig for information. Og vi vil meget gerne fortælle ham om vores datters sygdom og vores hverdag med plejen af hende. Vi vil også gerne sætte ham ind i den oplevelse, vi har haft af det system, vi troede skulle hjælpe os og vores datter, siger ægteparret, som nu vil sætte sig i forbindelse med Henrik Vallø for at få en aftale på plads.
Henrik Vallø ser frem til besøget. Det er vigtigt for ham. Sagen om datteren, søsteren og danseren Marie Louise Ilsøe Gustavussen, der i mere end et år har været sengeliggende 24-7 i et mørkt værelse i sine forældres hjem, har gjort et stort indtryk.
- Det er en hjerteskærende sag, som berører mig dybt. Og det er en ulykkelig situation, som vi skal have løst, så en ung kvinde, der er så syg, naturligvis ikke skal presses igennem et forløb med jobsamtaler og orienteres mod arbejdsmarkedet, som hun har det nu, siger Henrik Vallø til Ugeavisen Esbjerg.
- På den anden side er der love og regler, som vi og jobcentrets medarbejdere skal overholde, og derfor er der nødt til at blive skabt en egentlig dialog og en form for møde mellem systemet og familien, så sagsbehandlingen kan komme videre til gavn for den unge kvinde og den pressede familie. Jeg vil gerne forsøge at bygge bro mellem familie og system, så vi kan få hjulpet den unge kvinde hurtigst og bedst muligt, siger Henrik Vallø.

Ikke tiden til krav
Han kan godt se, at et brev fra Jobcenter Esbjerg til familien om et møde i hjemmet på Fanø handler om jobsamtaler. Og han kan også se, at et stop for kontanthjælp bringes i spil, hvis jobsamtalerne ikke gennemføres. Men han mener ikke, at tiden eller den syge kvindes tilstand er til de skridt lige nu, og jobsamtaler har heller ikke været tanken med de møder, jobcentret har ønsket. Så der er brug for en bedre dialog. Der er måske blevet skrevet og mailet for meget og talt for lidt, mener Henrik Vallø.
- Som jeg ser det, kunne det betyde noget at besøge hjemmet og opleve og tale med i al fald forældrene. Vi skal have skabt en dialog. Den vil jeg gerne gøre noget for ved at komme alene og uden anden dagsorden end at blive klogere og forstå sygdommens problemstillinger bedre, siger Henrik Vallø.

Regler møder virkeligheden
Han synes, Fanø-sagen viser, at der åbenbart er regler og love, Jobcentrene skal rette sig efter, som ikke er gode nok, når de møder virkeligheden. Ugeavisen Esbjergs afdækning af sagen giver efter Henrik Valløs mening grund til en revision af både regler og forvaltningen af dem.
- Jeg synes, det er trist og urimeligt, at sager som denne kan opstå. Så er der noget galt, som skal rettes. Det er også et problem, at der tilsyneladende er tale om en sygdom, som ikke mange ved ret meget om. Uvidenhed gavner sjældent, siger Henrik Vallø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce