Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Politikere siger nej til Aldi-butik på Højtoftevej

Sådan skulle den nye Aldi-butik have været placeret, men nu bliver den ikke til noget. Beboerprotester blev hørt. Og fem villaer skal alligevel ikke sælges og rives ned for at skaffe plads til butikken. Foto: Presse
Protester fra villakvarter virkede. Bekymring for øgede trafikale gener og sikkerhed stopper plan om ny Aldi-butik.

Beboerpres: Flere måneders indsats for at belyse især de trafikale problemer, en ny Aldi-butik på hjørnet af Højtoftevej, Spangsbjerg Kirkevej og Højvangs Parkvej ville udløse, har båret frugt for en kreds af beboere i Højvangskvarteret.

Deres protester er blevet hørt. Der bliver ikke nogen ny Aldi-butik på grunden. Det ligger fast efter, at et enigt Plan- og Miljøudvalg har afvist at sende butiksplanerne i den offentlige høring, som ellers ville være det næste skridt i processen.

-  Vi har lyttet til alle argumenter for og imod. Det endte med, at bekymringen for de trafikale problemer og trafiksikkerheden i kvarteret blev afgørende for udvalgets beslutning. Det har dog også spillet en rolle, at der allerede ligger en Netto-butik lige overfor Aldis ønskede placering, og så er der indenfor 800-1000 meter også andre dagligvarebutikker at handle i for beboerne i området, siger Karen Sandrini (S) formand for Plan- og Miljøudvalget.


Det endte med, at bekymringen for de trafikale problemer og trafiksikkerheden i kvarteret blev afgørende.

Karen Sandrini (S) formand, Plan- og Miljøudvalget


Villakvarterets protestaktion har ikke blot stoppet planen om en ny Aldi-butik, som Aldi var i sin gode ret til at gå efter. I den eksisterende kommuneplan er området nemlig udlagt som såkaldt centerområde, der giver mulighed for etablering af butikker. Men det vil blive lavet om, så flere butikker ikke kommer på tale i fremtiden.

- I udvalget er vi også enige om, at arealets status som centerområde skal sløjfes ved den næste revision af kommuneplanen, der kommer, forklarer Karen Sandrini.

De må blive boende

Stopknappen for Aldi-butikken betyder, at fem villaejere alligevel ikke kommer til at sælge deres huse. De havde indgået betingede købsaftaler med Aldi, så deres villaer kunne rives ned for at give plads til den 1.200 kvadratmeter store butik, der var planlagt. De villahandler bliver ikke til noget nu, hvor politikerne har besluttet at sige nej.

I sidste øjeblik, før afgørelsen skulle træffes, forsøgte Aldi ganske usædvanligt at dokumentere opbakning til kædens nye butik ved at sende folk ud i området for at samle underskrifter til støtte for etableringen af den nye butik. Det lykkedes Aldi at samle 318 underskrifter i et lidt udvidet nabolag, der omfattede beboere med adresser som blandt andet Skrænten, Højvangshaven, Spangsbjerghaven og Spangsbjerg Kirkevej.

Annonce

Aldi undrer sig

Carina Busk, udviklingschef i Aldi, undrer sig, og Aldi er skuffet over kommunens nej til butikken.

- Vi er naturligvis skuffede over udfaldet og undrer os over det markante skifte i den politiske vision med området. Men vi ser frem til en dialog med kommunen om, hvordan vi sammen skal agere i forbindelse med etablering af nye butikker i Esbjerg. Vi har fortsat et ønske om at etablere nye Aldi-butikker i Esbjerg Kommune, og vi har heldigvis en god dialog med kommunen og flere spændende projekter i gang, lyder det fra Carina Busk i en kort kommentar.

Annonce

De blev hørt

Peter Boe Christensen, talsmand for beboergruppen bag villakvarterets protest er tilfreds med udgangen:

- Vi er meget glade for, at demokratiet har virket, og at politikerne har lyttet til borgerne. Særligt glæder det os, at politikerne har afvist sagen allerede inden en høring blev indledt. Det er også godt at se, at det var et enstemmigt udvalg, der traf beslutningen. Så er al tvivl væk. Vi er også glade for, at kommunen vil fjerne centerområdet i den kommende revision af  kommuneplanen. Vi vil holde øje med, at det sker,  siger han til Ugeavisen Esbjerg.

- Hele sagen viser, at alle borgere bør holde øje med planmæssige ændringer for det område, hvor de bor eller måske har andre særlige interesser. Og politikerne bør være meget omhyggelige med at gennemgå kommuneplanen, så de kender indholdet. Vi sidder med en fornemmelse af, at beslutningen om etablering af centerområdet i Højvangskvarteret i sin tid blev truffet mere af embedsmænd end af politikerne, uddyber Peter Boe Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Svingdøren på Fanø

Ugeavisen Esbjerg

Professor: Det er en kreativ omgåelse af udbudsreglerne, som vi ikke ser så ofte, fordi man som offentlig myndighed normalt gør sig umage med at følge reglerne

Annonce