Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Politikken er afgørende – ikke blokken

Anne Marie Geisler Andersen er genvalgt som spidskandidat for Radikal venstre i Esbjerg. Arkivfoto: Tue Sørensen

Radikale Venstre bliver ikke del af hverken rødt eller blåt valgforbund til kommunalvalg 2021. Når de røde partier lukker valgforbundsdrøftelserne uden at inddrage os og derefter skynder sig til avisen for at fortælle, at det var dem, der ikke ville have os med, er det dog kun en del af historien. For nok havde rød blok truffet en beslutning, men det havde vi også: Vi ville ikke pege, selv om det var en forudsætning.

I RV samarbejder vi med dem, der vil samarbejde. For os er det vigtigste ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om. Så selvfølgelig kan vi ikke pege, før vi ved, hvilket politisk projekt vi peger på. Derfor har vi drøftet valgforbund med både rød og blå blok. Den blå side måtte vi takke nej til, da vi ikke kunne risikere, vores stemmer trak et mandat ind for et parti, som vi er meget langt fra politisk. Men dermed ikke sagt, vi ikke ville kunne samarbejde efter et valg.

Ift. rød blok har vi ventet på at se den nye borgmesterkandidat for S, Jakob Lykke, i aktion. For der er forskel på at sige de rigtige ting på tomandshånd og på at føre dem ud i livet. Derfor har det været afgørende for os at se, hvilket hold S stiller med til det kommende valg. Hvis en borgmester skal kunne realisere sine visioner, kræver det opbakning i partiet. Men som vi oplever S i dag, er de ikke altid enige om, hvor de vil hen.


For os er det vigtigste ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om. Så selvfølgelig kan vi ikke pege, før vi ved, hvilket politisk projekt vi peger på.

Fra kronikken


Desværre nåede vi hverken at se Lykke mere på banen eller S’s holdopstilling, før der skulle indgås valgforbund. Kunne vi ikke pege på en rød borgmester, var vi ikke velkomne i valgforbundet. Og det kunne vi ikke så tidligt i forløbet.

Noget af det, der også er af betydning for os, er vores ønske om en ny politisk kultur; mere åbenhed og gennemsigtighed, øget borgerinddragelse og politikerne for bordenden. Hvis enten Lykke eller Frost Rasmussen kastede sin ind i kampen for dette, ville det have afgørende betydning for, i hvilken retning vi ville se.

Og så har vi selvfølgelig også brug for at mærke, at der er et ønske om samarbejde. Personlig kemi bliver ofte fremhævet i medierne som årsag til, at vi kort efter sidste valg forlod det røde valgforbund. For os var det ikke årsagen. Det var derimod, at vi ikke oplevede et reelt ønske om samarbejde: Vi blev forventet at rette ind efter flertallet, og det var ikke særlig velkomment, at vi havde egne holdninger. I hvert fald var dialogen fraværende, og en åben dialog er i vores øjne forudsætning for samarbejde.

Et konkret eksempel var, da vi skulle drøfte anvendelsen af eventuelt ubrugte lockoutmidler i byrådet. S og SF lavede et forslag, som jeg spurgte ind til for at blive klogere på, om vi kunne se os i det. Men vi måtte tage det, som det var, eller lade være. Tilfældigvis talte jeg kort efter med Frost Rasmussen. Blå side havde også et forslag, og her var vilje til dialog samt til at imødekomme vores små ændringsforslag. Den vilje har desværre ikke været helt så tydelig fra rød side.

Netop fordi den åbne og ærlige dialog i vores øjne er så væsentlig for et godt samarbejde, var dette også noget af det første, vi nævnte for S’s nye borgmesterkandidat, ligesom vi selv har søgt at spille med åbne kort. Derfor var det også lidt skuffende, at samme dag som jeg åbent fortæller Socialdemokratiet, hvor vi står i forhold til et valgforbund; at vi hælder mest til at stå udenfor, men afventer S’ernes opstilling og egen generalforsamling - samme dag har de røde partiers bagland taget fat i vores bagland for at lukke valgforbundet.

Vi mener det dog stadig, når vi siger, vi ønsker at samarbejde bredt, og at vi samarbejder, hvor der er vilje hertil. S’erne har netop offentliggjort deres nye hold. Vi venter spændt på, om de bliver enige om en retning, vi også kan se os i. Og vi er altid åbne for dialog og politiske drøftelser. Også efter et valg, hvis vi får lov at fortsætte.

For i første omgang handler det for os nu om på egen hånd at sikre vores fortsatte tilstedeværelse i Esbjerg Byråd. Det blev prisen for ikke at ville købe ind på blokpolitikken – og den er vi klar til at betale.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

25 år hos Bauhaus

Annonce