Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Politisk opråb: Forvaltningen har for meget magt i Esbjerg

Byrådspolitiker Anne Marie Geisler Andersen (R) mener, at forvaltningens magt er for stor, og at politikerne skal tage styringen. Det har hun skrevet om i en kronik på Altinget.dk

Der skal rykkes ved magtbalancen i Esbjerg Kommune, lyder det fra både Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Forvaltningen bestemmer for meget.

Annonce

Hvert fjerde år går esbjergenserne til valg. Hvert fjerde år sættes der krydser på valgsedler, så politikere kan blive valgt ind i byrådet for at lede kommunen. Men hvor meget sidder politikerne i virkeligheden for bordenden, og hvor meget bestemmer forvaltningen?
Spørger man Anne Marie Geisler Andersen (R), der tidligere har siddet i Folketinget og i Borgerrepræsentationen i København, så har embedsværket for stor indflydelse i Esbjerg Kommune.

- Forvaltningen sætter i høj grad dagsordenen i Esbjerg. Formelt er det vores ansvar som politikere, jeg synes bare ikke, at vi tager det på os. Det er jo et kæmpe problem, for det er jo dem, vælgerne stemmer på, der skal sætte retningen og bestemme, hvordan kommunen drives. Embedsværket kan jo ikke stemmes hjem til det næste valg, siger Anne Marie Geisler Andersen og nævner et aktuelt eksempel, hvor stadsarkitekt Morten Harder har talt for højhuse i Borgergade på trods af, at der lå en politisk aftale om det modsatte.

I et uddrag af sin kronik her på siden har hun flere eksempler, og hun er ikke den eneste, der har den opfattelse. Hos Socialdemokraterne får hun opbakning af gruppeformand Jørgen Ahlquist. Han har selv oplevet at blive overfuset af en embedsmand på chefniveau, fordi han foreslog, at affald ikke skulle tømmes på skoleveje i morgentimerne.

Magtbalancen tipper
Og han har i sine 23 år i kommunalpolitik oplevet, at magtbalancen har rykket sig.
- Jeg kan høre det fra alle udvalg og alle partier, at der bliver klaget over, det der foregår. Det har ikke tidligere været så udbredt, som det er nu, siger han og kommer med sit bud på, hvorfor det er sket.
Ved valget var der en stor udskiftning i byrådet med en ny borgmester og nye udvalgsformænd blandt andre, på samme tid blev der skiftet ud på centrale lederstillinger i kommunen.

- Det skaber et tomrum i magtbalancen, når der kommer mange nye udvalgsformænd, og det tomrum er embedsmændene hurtigst til at udfylde, siger Jørgen Ahlquist.
Han siger det ikke for at kritisere de nyvalgte udvalgsformænd eller embedsmændene, men han ser det som et eksempel på, hvordan embedsmændenes faglige viden kan give dem overhånden.
- Vi står overfor en mur af professionelle embedsmænd, der har let til en faglig argumentation. Det er ikke ond vilje, det er selvfølgelig pragmatisme, men det er også fagligt engagement. At vi som politikere har en anden holdning, kan så godt irritere embedsværket, og jeg oplever nogle gange, at embedsmændene går i politisk debat med os, forklarer han.

----------------------------------------

Jeg synes, forvaltningen nærmest gør, som det passer den. Det har jeg ment meget længe, og jeg synes, det har været særligt slemt under coronakrisen. Vi skal som politikere stå som ansvarlige for genåbningen, men forvaltningen gør efter min mening præcis, som det passer den uden, at vi som politikere bliver inddraget. Forvaltningen præsenterer som regel et forslag, og hvis ikke man virkelig er inde i materien eller har ideer til at få overbevist andre i udvalget om andre forlag, så bliver det som regel, som forvaltningen mener. Den forvaltningsmagt er på en eller anden måde tiltaget over en årrække, og det skyldes måske, at vi ikke er mange politikere nok, der siger, at den går ikke.
Sarah Nørris, medlem af Esbjerg Byråd for Enhedslisten

----------------------------------------

Det samme har Anne Marie Geisler Andersen oplevet, og hun håber, at hun med sin kronik kan indlede en debat og være med til at ændre en kultur, hvor embedsmændenes dagsorden til tider overtrumfer politikernes.
- Man glemmer nogle gange, hvor meget magt og indflydelse der er i at sætte rammen. Ofte kommer vi så sent ind i processen, at der ikke er noget politisk handlerum, siger hun.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen siger, at det naturligvis kan være svært at sidde som eneste medlem af et parti nogle gange, og at der er forskel på, hvilken rolle man har i et udvalg. Men han er ikke enig i, at forvaltningen har taget magten.
- Jeg kan ikke helt følge det. Til syvende og sidst er det altid os politikere, der har det sidste ord. Embedsværket er jo betalt for at være fag-faglige og helt nede i materien, således at de kan rådgive og vejlede os, og så må vi ud fra det samt vores egne overbevisninger træffe beslutninger, siger Jesper Frost Rasmussen og understreger, at det er en kompleks opgave at være byrådsmedlem i dag.
- Der er mange ting, man skal forholde sig til og træffe beslutninger omkring. Men man skal se Byrådet som en bestyrelse, hvor vi hverken kan eller skal være inde i alle detaljer på alle områder, og derfor har vi behov for forvaltningens fagekspertise.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce