Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Rasmus kæmper med lyde som grød og ord som tissemyrer

En ung dreng med fornyet mod på livet efter at have fået vished om, at han er både ordblind og lyddøv. En hård ting, men trods alt bedre end at blive kaldt doven, synes Rasmus.

Rasmus blev kaldt doven og bedt om at koncentrere sig. Men hvordan skulle han kunne koncentrere sig, når det gjorde så ondt i hovedet? Rasmus er nemlig ikke doven, han er lyddøv.

Annonce

Rasmus Haahr Thygesens hverdag er blevet en anden. Når han går på golfbanen i dag - ”sit andet hjem” som han kalder den - er det ikke for at afreagere mere. Det er ikke for at lade frustrationerne og vreden få frit løb gennem køllen og ud på fairway. Det er ikke længere for at glemme, at han er ked af, at han ikke kan følge med i skolen eller bliver betegnet som doven.

I dag er Rasmus nemlig diagnosticeret, udredt eller hvad man vil vælge at betegne det, når man har fået at vide, at man ikke er en doven dreng på 13 år, men derimod en dreng på 13 år, der er både lyddøv og ordblind.

- Hvis du for eksempel siger citron, så ved jeg ikke, om det er med s eller c. Hv-ordene er det helt galt med, og jeg kan ikke altid høre i hvilken rækkefølge, bogstaverne kommer, fortæller Rasmus, mens hans mor, Margrethe, fortsætter:

- Det var en kollega fra mit arbejde, der havde hørt om lydklinikken i Vilslev ved Else Maria Olesen. Jeg var så inde på Else Marias hjemmeside, for jeg havde aldrig hørt om lyddøvhed før. Men alle ting passede bare på Rasmus, og efter vores første besøg og tests kunne Else Maria konstatere, at Rasmus rent faktisk er lyddøv, siger Margrethe og tilføjer bevæget:

- Det var en kæmpe lettelse for min mand og jeg samtidig med, at det selvfølgelig var hårdt at få at vide. Vi kendte jo intet til det. Men nu kunne Rasmus trods alt få hjælp, ligesom vi fik vished for, at vores lille dreng ikke var doven, som hans tidligere lærer kaldte ham, men som vi hele tiden har vidst, at han ikke var.

Lektier var et helvede
Forud er gået flere år med det, som Margrethe betegner som et ”sandt helvede”, når Rasmus skulle lave lektier.

År, hvor hun og Rasmus’ far, Martin, ikke anede, hvad de skulle gribe eller gøre i, når deres dreng rendte ind i de daglige nederlag med skoleopgaverne. Hjemme råbte han og havde svært ved at koncentrere sig om lektierne. Sommetider blev han ekstremt vred og frustreret, men andre gange gik han bare ind på sit værelse og lod tårerne få frit løb. I skolen var det endnu værre.

- Når jeg synes, at noget er svært, så gør det bare så ondt inde i mit hoved. Jeg får det også virkelig varmt og sveder helt vildt. Jeg er nødt til at tage tøj af og skynde mig at få noget at drikke og spise, fortæller Rasmus og fortsætter:

- I skolen må vi jo ikke bare sidde med en drikkedunk eller begynde at tage tøj af, så jeg har fået meget skæld ud. Det var også svært for mig at være med i gruppearbejdet, for jeg kunne slet ikke følge med i mine klassekammeraters tempo. Nogle gange blev de også lidt sure eller trætte af mig, hvis jeg var alt for langsom, siger Rasmus og tilføjer:

- Men i dag har jeg fået en rigtig god klasselærer, som tager højde for mine problemer. Så hvis det er helt slemt nogle gange, så må jeg godt tage en timeout og gå udenfor og få luft i fem minutter.

Kunne mærke det hjalp
Som 10-årig var det naturligvis ingen stor fornøjelse at skulle igennem diverse høretests eller ligge fem minutter hver morgen og høre lyde, hvorefter Rasmus skulle slappe af efter nøje anvisninger.

Men i takt med at Rasmus oplevede, at han blev bedre til både at læse og ikke mindst forstå og huske det, som han læste, fik han mod på at klø endnu mere på med lydbehandlingen.

- Jeg fik pludselig meget mere energi og lyst til at lære, fordi jeg kunne se og mærke, at det rent faktisk hjalp mig, fortæller Rasmus, mens Margrethe fortæller, at efter cirka ti måneders behandling hos Lydklinikken var Rasmus lixtal (Lixtal siger noget om en teksts læsbarhed, red.) gået fra 11 til 22.

- Der var slet ikke de der daglige slagsmål med Rasmus om at lave lektier længere, og vi er bare så taknemmelige for Else Marias hjælp, siger Margrethe og betegner behandlingen, som de bedste penge hun nogensinde har brugt.

På opfordring fra Rasmus’ nye klasselærer, Rikke, blev Rasmus efterfølgende også testet for ordblindhed. Det viste sig, at Rasmus ikke blot er lyddøv, men også er svært ordblind.

- Jeg synes, det er hårdt at tænke på, at hver gang min dreng har kigget i en bog, har han bare set en masse tissemyre rende rundt. Han har heller ikke kunne høre bogstavernes lyde, så det er blevet til mange nederlag, alt imens han er blevet kaldt doven, siger Margrethe med blanke øjne og fortsætter:

- Så jeg er så glad for, at vi har fundet ud, hvad det er, der udfordrer Rasmus. For nu kan vi hjælpe ham.

Går glad til golf
Selv er Rasmus også en meget gladere dreng i dag.
Rikke hjælper med at finde godt læsestof, blandt andet om 2. Verdenskrig, som interesserer ham, ligesom Rasmus har fået en masse digitale hjælpemidler til både sin lyddøvhed og ordblindhed.

- I dag kan jeg lave lektier helt uden at græde, smiler Rasmus, idet hans far kommer hjem fra arbejde og skal køre den både jyske og danske mester i golf til træning.

- Golf har altid været mit frirum. Når jeg tidligere havde haft en rigtig dårlig dag, så blev den altid god ved at komme ud at spille golf. Så glemte jeg lidt mine problemer. Men i dag er jeg næsten aldrig vred eller ked af det, når jeg skal ud at spille. Og det er helt sikkert fordi, vi har fundet ud af, at jeg er lyddøv og ordblind. Det er selvfølgelig ikke fedt, men det er bedre end at blive kaldt dum og doven.

Golfbanen er Rasmus' hjemmebane og frirum. Evnerne har indtil videre resulteret i både et jysk og dansk mesterskab, men det er også her, at tankerne kan få fred og lade op til de krævende lektier. Foto Tue Sørensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce