Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Rektor i skarp flødebolleform

Simon Enemarks taktik er først at spise dem uden kokos - de kradser, når man sluger dem. Foto: Tue Sørensen
48 flødeboller, en liter Cocio, en kande vand, vådservietter og en gulvspand stod til rådighed, da tre elever og rektor på Esbjerg Gymnasium dystede i flødebollespisning på tid. Den første af flere konkurrencer for fællesskabet i en adskilt coronatid.
Annonce

Oggg fråd: Ludvig Edelman fra 3.a  er favorit. For to år siden spiste han 16,5 tarteletter i en "hvem-kan-spise-flest-tarteletter-på-fem-minutter-konkurrence" på Esbjerg Gymnasium. Bastian Valbjørn fra 1.c er underdog, han er ny på EG og et ubeskrevet blad i flødebollekonkurrence-sammenhæng, og Simon Enemark fra 2.a kan enten overraske eller skuffe. Sune Ahrenkiel er til gengæld dagens wildcard. Gymnasiet rektor har før vist rigtig gode takter i en flødebollekonkurrence, men det ligger mange år tilbage. Det var dengang, Sune Ahrenkiel læste cand.merc. på Handelshøjskolen i Aarhus og deltog i en flødebollekonkurrence i "Ædedolkenes Klub" på Aarhus Universitet. Sune Ahrenkiel åd 50 flødeboller og drak en stor Cocio på ti minutter og 41 sekunder, selvom han havde tyve minutter til det.

- Det mest ulækre, jeg så i "Ædedolkenes Klub", var engang, en fyr der spiste et pund palmin med en hel tube remoulade ovenpå. Jeg var selv i bedre form dengang. Jeg tror, de muler mig i dag, siger rektor, inden han møder sine tre modstandere i skolens lokale 023.

Rektor stiller op til konkurrencen med kun nødder, en appelsin og to Pepsi Max i maven. Klokken er kun 12, og Sune Ahrenkiel har en hel dag og aften til at nå op på sit normale forbrug på to liter Pepsi Max dagligt. Til gengæld rører han ikke kaffe.

Rektor spiste som ung 50 flødeboller og drak en stor Cocio på rekordtid. Foto: Tue Sørensen
Annonce

EG Games for fællesskabet

Dagens konkurrence vil blive filmet og siden lagt ud til alle skolens elever. Sådan er det i corona-tider, der må man ikke samle alle skolens elever i salen og have det lidt sjovt. Til gengæld er flødebollekonkurrencen den første af mange i det nye "EG Games". Alle gymnasiets klasser har på forhånd fået èn marmorkugle, som de før en konkurrence skal sætte på en af deltagerne. Den klasse, der gætter rigtigt, får ti marmorkugler hældt ned i de gennemsigtige rør, der er sat op på væggen på en fællesgang. Til maj, når alle konkurrencer er afsluttet, vinder klassen med flest marmorkugler en tur med bowling og buffet.


Det mest ulækre, jeg så i "Æde-dolkenes Klub", var engang, da en fyr spiste et pund palmin med en hel tube remoulade ovenpå.

Sune Ahrenkiel, rektor


Det er Esbjerg Gymnasiums FET (Fællesskabets Efterretningstjeneste), der har fundet på EG Games. Udover "hvem kan spise flest flødeboller på tid" bliver der forhindringsløb iført julemandskostume og en battle om det bedst pyntede klasseværelse. Klasserne og eleverne kan også udfordre hinanden i forskellige ting efter eget ønske.

- Vi syntes, vi manglede noget på skolen, nu hvor der er corona, og mange af vores sociale arrangementer er aflyst. Så det hele ikke bliver for kedeligt og for at styrke sammenholdet i klassen og på tværs af årgangene, siger Frida Graversen og Søren Huynh fra FET.

Annonce

Negerkys - tsk tsk tsk

Tilbage i lokale 023 sidder rektor og tre elever klar ved det store stopur. Foran sig har de hver fire bakker flødeboller med og uden kokos, 48 styk i alt per deltager. "Negerkys", som Sune Ahrenkiel politisk ukorrekt uskyldigt kalder dem. De har også hver en kande vand, en flaske med 900 ml. Cocio med skruelåg, en stor pakke vådservietter og en hvid spand på gulvet - just in case...

Ludvig Edelman, Sune Ahrenkiel, Simon Enemark og Bastian Valbjørn foran de rør, som efterhånden fyldes og til maj afslører, hvilken klasse, der har gættet bedst og dermed vundet en bowlingtur. Foto: Tue Sørensen

Konkurrencens vært tæller ned. Om præcis fem minutter tæller han så, hvor mange af de 48 flødeboller, der står tilbage foran hver deltager.

Bastian Valbjørns taktik er at skille bund og top fra hinanden, mens Simon begynder med dem uden kokos. "De kradser, når man sluger dem", forklarer han sin taktik. Dagens favorit Ludvig Edelman rammer slet ikke formen. Det er som om, han aldrig finder det rigtige spændingsniveau. Til gengæld forsøger han at forsinke en af sine modstandere, rektor, smækker flødebollebakken i og klasker en flødebolle ovenpå Sune Ahrenkiels hoved.

Men det er ikke nok. De fem minutter er gået. Vi har en vinder. Ludvig har spist 18 styk, Bastian har guffet 20, Simon har slugt 24 - og rektor Sune Ahrenkiel gentager sin bedrift fra ungdommen i Aarhus og har spist 35 flødeboller.

Og alle gulvspande er tomme, da tiden er udløbet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce