Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At blive gammel

Erna er i dag 89 år og født på en gård fire kilometer nord for Varde. Hun bor i dag på Områdecenter Hedelund i Esbjerg, som hun betegner som et dejligt sted.

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles. I denne uge Erna Nyland: Sådan føles det at blive gammel.

Annonce

PROLOG:
89-årige Erna Nyland kommer i 1952 ufaglært til Esbjerg som 22-årig, da hun bliver gift med sin mand Otto Nyland, der arbejder som typograf på Vestjyden. I 19 år bor de på Holmbergs Allé, men bygger senere selv et 200 kvadratmeter stort hus på Wessels Allé, så der er plads til deres tre drenge..

Jeg har fået mere tid til at læse, men mine øjne er blevet lidt tosset, så det går ikke så godt. Nu venter jeg på en tid hos optikeren. Jeg ser også lidt tv, gerne den tyske serie med bjerglægen, så sidder jeg sommetider og græder. Den er rigtig god. Jeg kan også godt lide Morten Korch film.

Jeg kom herude på Hedelund i terapien i fem år, inden jeg flyttede herud, og der lånte jeg sommetider bøger her. Men der var nogle, som blev for skrappe for mig, for eksempel en om en mor, der skulle myrde sin far. Så lukkede jeg bogen og afleverede den igen.

Jeg savner, at jeg ikke kan komme nogen steder uden at sende bud efter en taxa. Både min storebror og lillesøster havde klumpfødder, så de kunne ikke cykle nogen steder, og derfor fik jeg tidligt kørekort. Jeg har kørt bil i 65 år, og jeg savner det virkelig meget, men mit ene ben vil ikke rigtig arte sig, så min fod glider på pedalen. Min ene søn sagde, at jeg skulle have sådan en med automatgear, men det ville jeg ikke have. Jeg skulle jo spare sammen til min begravelse.

Jeg var på sygehuset i ti dage og fik tappet 7,3 liter vand ud af kroppen. Mine børn troede ikke, jeg ville klare den, så jeg fik ikke så meget med herud på Hedelund, som jeg gerne ville. Det blev smidt ud. Mit råkostjern for eksempel. Der er så meget, jeg mangler, synes jeg. Jeg kan ikke lave boller eller noget som helst, og derhjemme bagte jeg hver eneste uge. Men jeg kan lave kyskager, der skal jo ikke andet end et æg, sukker og lidt røren rundt til.

Jeg hækler kjoler til mine to oldebørn og går lidt på gangene med min rollator. Sidst gik jeg op og så til dem ovenpå, og der var jeg spilleme heldig, for de havde lige fået påskefrokost, og så var der kaffe. Ellers sidder jeg og kigger lidt ud ad vinduet, og der kan man godt føle sig lidt afmægtig. Jeg græder nogle gange lidt over, at det er så svært at få taget sig sammen til nogle ting.

Jeg har det godt her på Hedelund, de arrangerer mange ting, men jeg var lidt ensom i starten. Den første tid følte jeg ikke, at jeg kunne blive mæt af maden herude, og så tænkte jeg, at der ikke var andet for, end at jeg måtte købe ind, så jeg kunne få mig en spegepølsemad indimellem. Så det gjorde jeg. Jeg har også spurgt, om jeg må have kortspil, så nu kommer der tre hver 14. dag og spiller. Det er jeg vældig glad for. Jeg elsker at få besøg.

Jeg savner mit eget hus. Det blev jo sommetider lidt beskidt, fordi jeg til sidst ikke fik gjort ordentligt rent i hjørnerne, og sådan noget ærgrer man sig vældig meget over. Det gør man altså. Men jeg kunne ikke komme i tanke om at tage nogle til det, og der var ingen af mine knægte, der gad sådan noget. Men det gør de nu, når de kommer, og så har jeg svigerdøtre, der også hjælper mig. Jeg kan jo ikke nå op nogle steder, og det irriterer mig. Men det kan jeg ikke bruge til noget.

Jeg føler mig ikke så gammel, for jeg har mange venner, som jeg ringer til. Men jeg ville så gerne kunne gå godt igen. Men nu må vi se, det kan være, at solen kan hjælpe lidt på det. Mit understel vil heller ikke rigtig opføre sig ordentligt, så jeg skal bruge ble, og det er et værre bøvl. Det er sådan noget, man tænker på, er rigtig træls. Men så siger jeg til mig selv, at der er nogle, som sidder i kørestol og slet ikke kan noget selv.

Jeg har altid været glad af sind, og jeg tror ikke, der er mange, som har været så heldige som jeg. Jeg tænker meget over alle de venskaber, som jeg har og har haft. Jeg klarede det da også nogenlunde, da jeg mistede min mand. Der er nogle ting, man skal over. Jeg har også siddet ved både min mor og far og søster, da de døde. Det var jo så den oplevelse, men det synes jeg bare, at jeg skulle, og jeg er glad for, at jeg var der til det sidste.

Døden kommer, som den skal. Jeg tænker over, at jeg skal ud at ligge i jorden, men ellers gør jeg mig ikke så mange tanker om det. Men jeg beder fadervor hver aften. Jeg vil gerne herfra i en kiste og ud at ligge ved Otto i Novrup. Jeg passede det gravsted i 38 år, det var en del af mit månedsprogram.

Jeg sidder tit og kigger på billedet af min barndomsgård. Det var en dejlig tid, selvom det også var hårdt, og gården brændte flere gange. Jeg lærte at malke som 8-årig, og da min far var bestyrelsesformand i tre-fire bestyrelser, skulle mor og jeg ofte i stalden for at passe køerne. Jeg var også ofte nede at flytte får, og en dag kom de her sorte maskiner flyvende over hovedet på mig. Der var ingen, der havde fortalt mig, at der blev krig. Jeg tænkte bare, hvad er det dog for noget, men jeg var jo også kun 11 år. Tyskerne tog skolen og forsamlingshuset, men de manglede plads til officererne, så vi blev tvunget til at huse dem i en af gårdens længer. De tog også vores mark til nogle maskiner.

Siden jeg fyldte 60 år, har jeg holdt min fødselsdag hvert femte år i Rousthøje Forsamlingshus med en 50-60 gæster. Og så fik jeg jo en ny mand, fordi nogle af mine kollegaer sagde, at Otto ville have haft, at jeg kom ud og ikke bare sad alene hjemme. Så jeg tog med ud til dans for enlige, og der traf jeg en landmand, der var rigtig rar. Så tænkte jeg, at der sker nok ikke noget ved at flytte sammen med ham, så det gjorde vi i 32 år. Alle de venner og naboer han havde, de tog så godt imod mig. Jeg er også blevet ved med at ringe sammen med dem. Det var mere et venskab og sjove stunder, han og jeg havde sammen. Vi havde også hver vores soveværelse.

Der
er da ting, man glemmer, når man bliver gammel, men det gør alle andre jo også. Det irriterer mig dog, at jeg har glemt, hvordan man sætter krøller. Men jeg synes, det er at smide penge ud ad vinduet, hvis jeg skal have én til det, for der går kun en måned, så står man der med håret nede i nakken igen..

EPILOG:
I mange år gik Erna hjemme, men på sin 40 års fødselsdag sagde hun til sig selv, at hun gik og blev for tyk. Otto ville helst have, at hun gik hjemme, men Erna søgte rengøringsarbejde på daværende Bangs Hotel og var der i to år. Da hun først havde prøvet at være ude, så ville hun blive ved med at tjene sine egne penge, og i 19 år arbejdede hun herefter som kantineassistent på Teknisk Skole i Esbjerg. Erna har været på tre store udlandsrejser i sit liv, Somalia, Florida og på Færøerne. Ellers har hun, Otto og børnene mest været på rutebilsture rundt i Europa.

Om Erna:
Erna er i dag 89 år og født på en gård fire kilometer nord for Varde. Hun bor i dag på Områdecenter Hedelund i Esbjerg, som hun betegner som et dejligt sted. Erna er både mor, farmor og oldemor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Blaaholm er reddet

Annonce