Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At spille VM i Mexico '86

Vm i Mexico 86 : gruppe E : Danmark -Uruguay 6-1. Søren Lerby (tv) har bragt Danmark foran 2-1.

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles.

I denne uge tidligere landsholdspiller, Jens Jørn Bertelsen: Sådan føles det at spille Vm i MExico '86.

Annonce

PROLOG:
I 1979 tiltræder Sepp Piontek som dansk landstræner i fodbold. Han kommer med en helt anden disciplin end de tidligere landstrænere og får langsomt opbygget en holdånd og vindermentalitet på det danske landshold. Han fjerner blandt andet holdet fra Vedbæks dejlige træningsrammer til Idrættens Hus, hvor eksempelvis Allan Simonsen klager over at få betonsyge ved at træne. Den strenge justits og den ændrede mentalitet hos udlandsstjernerne resulterer i kvalifikation til EM i Frankrig i 1984 og ikke mindst Danmarks første deltagelse ved en VM-slutrunde i 1986 i det eksotiske Mexico.
Blandt de første, Sepp Piontek skriver på holdkortet op gennem 80’erne, er JJB - midtbanespilleren Jens Jørn Bertelsen fra Esbjerg.

Det er i 2800 meters højde, da vi første gang kommer på græs på træningslejren i Colombia. Efter en enkelt tur på langs ad banen, føler jeg, at jeg skal besvime. Målmændene er også totalt forvirrede, for bolden kommer dobbelt så hurtigt, som den plejer. Det er virkelig ekstreme forhold. Tynd luft og en ulidelig varme.

Da vi kommer til Mexico, er vi 800 meter længere nede, og det føles bedre, selvom det stadigvæk er barsk. Der er mange, som allerede har tabt sig flere kilo, er udpinte og ramt af sygdom. Hver morgen har sin historie om, hvem der nu ligger brak med et maveonde.

I Mexico føler jeg virkelig den glæde, det er, når mange tusinde danskere rejser så langt for at støtte holdet og én selv. Alle er spændte og ser frem til åbningskampen mod Skotland. Der er virkelig noget på spil, for det er jo første gang, Danmark deltager ved VM. Der er meget hype omkring os, men heldigvis er Ajax-trioen med Arnesen, Lerby og Jesper Olsen samt Elkjær gode til at tage fokus. Det passer mig rigtig fint. Så kan jeg stille gå og forberede mig på den måde, som jeg helst vil.

Da jeg går ud til kampen, er det noget særligt, fordi det er nationens første VM-kamp nogensinde, men ellers er det faktisk en fodboldkamp som alle andre. Vi ved, at vi kan blive udfordret af Skotlands høje bolde, men jeg fornemmer hurtigt, at vi har kontrol over tingene. Jeg løber rundt på banen med en følelse af, at det bare er at spile den op til Preben, så skal han nok få én prikket ind. Det gør han også. Herefter kører vi den mere eller mindre hjem på cruisecontrol, mens jeg bruger det meste af min tid på at ligge og rode med Gordon Strachan inde på midten.

Uruguay er måske det stærkeste sydamerikanske hold på det her tidspunkt, og vi er indstillet på, at de spiller sindssygt hårdt. Der er heller ikke spillet mange minutter, før Arnesen bliver savet ned. Så er vi ligesom i gang. Efter 19 minutter får de en mand vist ud, og da Laudrup laver sin genialitet til 3-1, så føler jeg, at det braser sammen for dem. Det er ulidelig varmt at spille, men vi kører den rundt mellem dem, og jeg fornemmer, at de er ekstremt frustrerede. Det får jeg desværre at mærke på egen krop, da Da Silva i en ufarlig situation fuldstændig vildt stempler mig direkte ind på underbenet, og jeg må udgå med en ledbåndsskade.

Jeg ligger på en båre under tribunen et stykke tid og hører, at vi får scoret igen, publikum er med os, der er kontrol over kampen. Så bliver jeg kørt på sygehuset, og da jeg kommer ind i den danske landsholdstrøje, stimler folk sammen om mig fra alle steder. Det er helt vildt og fuldstændig surrealistisk. Jeg tror aldrig, der har været så mange mennesker i et røntgenlokale som den dag. Heldigvis er der ingen brud, og jeg når tilbage til de andre på stadion.

Da vi kører hjem til vores hacienda, oplever jeg noget af det, der står klarest for mig fra Mexico. I stort set alle vinduer har folk forsøgt at lave Dannebrog og andre rød-hvide ting for at hylde os og vores bedrift. Jeg sidder i bussen, kigger ud på det her scenarie og bliver faktisk rørt over, hvordan mexicanerne har taget os til sig på grund af en gang fodbold. Det er en fantastisk oplevelse. Én ting er resultatet, 6-1 over Uruguay, men vores offensive spil giver virkelig genlyd i resten af verden. Vi bliver kaldt nordens brasilianere, og fra det her tidspunkt tror mange, også jeg, på, at det kan bære rigtig langt. Da vi kommer tilbage, får vi lov at komme ind og møde pigerne og spise med dem på det hotel, som de bor på i Mexico. Der er mange historier om, hvordan folk kommer lynhurtigt op på værelserne for at få lidt alenetid med lillemor. Men der har vi altså også været samlet med landsholdet i næsten syv uger.

Det er underligt at sidde på tribunen mod Vesttyskland, men skal jeg spille mere under slutrunden, er dét det eneste rigtige. Sepp vil for alt i verden slå sine landsmænd, og vi ender med at banke dem 2-0, selvom vi måske har en større chance for at gå videre fra ottendedelsfinalen, hvis vi sparer lidt på kræfterne. Det er nok lidt naivt af os, men vores stil er jo at spille frisk til.

Stemningen er fantastisk i Mexico nu, og vi hører om alle de ting, der sker hjemme i Danmark. Det er en euforisk følelse. Jeg melder mig klar igen til Spanien-kampen, men kan allerede efter nogle minutter mærke, at det ikke er helt godt. Men det er en ottendedelsfinale ved VM, så man vil jo for alt i verden spille. Jeg føler egentlig også, at vi spiller godt, men så er vi uheldige med Jesper Olsens tilbagelægning, ligesom den skide Butragueño spiller sit livs kamp. Vi går til pause med 1-1 og kommer også godt i gang i anden halvleg, men da de så scorer, går gassen af ballonen, og vi mister organisationen. Alle fiser frem og vil score, og så bliver vi ramt af kontrakniven og taber 5-1. Vi er efterhånden godt brugte på grund af de klimatiske forhold, men det er dybt at falde. Som nat og dag.

Det er uendelig tomt og trist i omklædningsrummet. Jeg sidder og tænker på, at det er synd for alle dem, der har bakket os op. Vi får en kold øl, snakker lidt, men folk er sgu knuste. Der er så meget vindermentalitet i truppen nu, at det fuldstændig overskygger, at vi egentlig har spillet en flot slutrunde under ekstremt barske vilkår.

Jeg er i dag utrolig stolt over min landholdskarriere, som har givet mig ufatteligt mange gode oplevelser. Men det ærgrer mig fortsat kolossalt meget, at vi både i 84 og 86 ikke kan gøre arbejdet færdigt. Vi har formentlig aldrig haft et stærkere landshold end dengang. Der var selvfølgelig tre kampe mere at vinde i Mexico, men når vi spillede på toppen, så var der ingen af de resterende hold, vi ikke kunne matche. Og havde vi spillet VM i Europa, så tror jeg vitterligt, at vi havde taget guldet.

Jeg kniber mig stadig i armen over, at jeg, som kommer ud af en fiskerfamilie fra Hjerting, nåede 69 landskampe. Jeg var også heldig, for der var ikke så mange andre, der ville have min rolle. Jeg spillede lige så mange kampe som Elkjær, men han forstår ikke, at jeg står før ham i annalerne.
Så siger jeg; ”Preben, prøv lige og hør her. Det er fordi, jeg har spillet flere gode kampe end dig.” ”Ja, men hvor mange mål har du lige lavet,” griner han så altid.

EPILOG:
Jens Jørn Bertelsen spillede sin sidste landskamp som 35-årig i Cardiff mod Wales (0-1) i 1987. Det var først som 30-årig, at Jens Jørn, bedre kendt som Sjønne, valgte at blive professionel i udlandet. Da han vendte hjem fra udlandet i 1987, blev han spillende manager i Esbjerg. I alt spillede han 362 kampe og lavede 42 mål
for EfB. I 1976 var han med til at vinde pokalfinalen (2-1 over Holbæk) og blev kåret til finalens pokalfighter. I 1979 var han med til at vinde DM med Esbjerg.

Om Jens Jørn:Jens Jørn Bertelsen er i dag 66 år. Han er uddannet købmand, restauratør og assurandør. Han er opvokset og bosat i Hjerting og kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 1979. Samme år blev han kåret som årets esbjergenser, gift med Anni og far til Anne-Katrine. Siden har parret også fået sønnen Kasper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce