Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At springe ud

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles. I denne uge Tobias Kleis: Sådan føles det at springe ud.

Annonce

PROLOG:
I løbet af puberteten får Tobias Kleis en følelse af, at der er et eller andet, der tiltaler ham på en anden måde. Han føler, at han falder udenfor.
På det tidspunkt er han ikke klar over, hvad det er, men han begynder at opbygge følelsesmæssige relationer til fyre, der går ud over venskaber.
Langsomt begynder brikkerne at samle sig, og da han er omkring 13 år, finder han ud af, hvad homoseksualitet egentlig er. Der er en kasse,
hvori han passer, selvom han hader kassetænkning.

Jeg kysser første gang med en fyr i 8. klasse, og det er et afgørende øjeblik for mig. Der tør jeg for alvor erkende overfor mig selv, at det er det, jeg er, for det føles enormt rart at være i. Det er blot noget perifert med en fyr fra en anden by, men det giver mig en vigtig viden på et tidspunkt, hvor mine venner i skolen begynder at få kærester. Folk snakker om, at de ser hinanden og kysser på legepladsen om aftenen. Det er ikke rigtig en mulighed for mig, og det er svært.

Mens jeg går i udskoling, arbejder jeg frivilligt for foreningen Danske Skoleelever, og jeg vælger efter niende klasse at arbejde otte måneder som frivillig for dem i Aarhus. Der oplever jeg en større mangfoldighed og trives super godt. Derfor er det også et kæmpe valg, jeg skal træffe om, hvorvidt jeg skal gå på gymnasiet i Aarhus og klare mig på en mini SU, eller om jeg skal tage hjem. Jeg har altid været enormt glad for Esbjerg, og jeg føler, at det mest rigtige for mig er at tage hjem, selvom jeg tænker meget på, om jeg overhovedet kan være ung i Esbjerg, når jeg nu er homoseksuel. Er det en reel mulighed for mig, eller bliver det en dødkedelig ungdom, hvor jeg får svært ved at være den, som jeg nu er.

Jeg føler mig ikke ensom i gymnasiet, men jeg føler mig ensom på kærlighed. Jeg har mange venner, der støtter mig, men der er også aftener, hvor jeg er ked af det og funderer over, om jeg nogensinde finder en kæreste. Alle andre render jo rundt og dater.

Jeg bryder mig ikke så meget om udtrykket at ’springe ud’, for det lyder som sådan en ting, hvor der er langbord, og man inviterer folk til at komme hjem og høre om ens nye jeg. Det er en proces over mange år, hvor en masse tanker og følelser langsomt fæstner sig i en. Jeg begynder at fortælle nogle af mine venner, at jeg nok er mere til fyre, og det tager folk fint. Jeg får en følelse af, at det er okay, at jeg godt kan være i det.

Jeg tør så efterhånden også sige det til mine forældre.
Det er enormt svært, for en almindelig 16-årig dreng sidder jo ikke og sveder i håndfladerne over, at han skal fortælle sine forældre, at han er heteroseksuel. Mine forældre er skilt, og det ender med, at jeg en dag siger sådan lidt henslængt til min mor, at jeg har meldt mig ind på en datingside, hvor fyre finder fyre. Så siger min mor blot, ”nå, det er da dejligt for dig.” Jeg er godt nok vokset op i et hjem med meget kærlighed og plads til forskellighed, men jeg husker alligevel, at der er en kæmpestor frygt i mig for, om min mor nu begynder at græde, og om vi skal igennem den der med, at der så måske ikke kommer børnebørn og så videre. Det oplever jeg heldigvis ikke.

Et år senere vælger jeg at fortælle min far det, og der har jeg gået og taget mig sammen gennem længere tid. Jeg er nervøs for, hvordan min far vil have det med, at jeg er homoseksuel. Han er en fantastisk dejlig mand, men ligesom mange andre unge homoseksuelle mænd frygter jeg lidt min fars reaktion. Der er nogle sammenhængende helligdage, og ham og jeg er taget til vores sommerhus på Samsø, hvor jeg har besluttet, at jeg vil sige det. Vi går og brænder gamle møbler af og drikker rødvin, og jeg husker, at jeg tænker, at nu kan jeg ikke sige det længere. Jeg er blevet for fuld, og det er min far sikkert også. Pludselig siger jeg så alligevel, at der er noget, jeg gerne vil fortælle ham, og lige der stopper alt inden i mig. Jeg kan nærmest smage mit hjerte og tage min puls i hovedet, for nu har jeg sagt netop dét. Der er ingen vej tilbage. Det er som om, at jeg har sådan en dragt indeni, der er pustet op og ikke kan være der længere. Da jeg så endelig får prikket hul på det og fortæller, jeg er homoseksuel, så begynder jeg med det samme at rable løs om, at det nok forklarer sådan og sådan, og at det nok også er derfor, at jeg har gjort sådan og sådan. Så siger min far stille og roligt, at han er glad for, at jeg er den, jeg er og har fundet mig selv. Han siger, at han altid vil elske mig, at det ikke betyder noget.

Det er en gigantisk lykkefølelse for mig, for jeg ved fra mange andre, hvor svært det er. At der er forældre, som ikke kan acceptere det. Selvfølgelig har min far også haft nogle tanker, som han har siddet selv med bagefter, og jeg tror heller ikke, han har sovet særligt meget den nat.

Det, der står tydeligst for mig, er næste morgen, da vi er vågnet. I køkkenet kommer min far hen og siger, at jeg skal vide, at det jeg fortalte ham i går, er helt okay. At han elsker mig. Det er simpelthen altafgørende for mig. At få det fra min far giver mig modet til at være den, jeg er. Også overfor andre mænd, heteroseksuelle mænd. Når jeg kan få den accept fra min far, så ved jeg, det hele nok skal gå. Alle sønner kæmper vist med, at deres far skal synes, at man er god nok, og da den accept så kommer, så tænker jeg, at så klarer jeg sgu nok det meste i verden.

Mange ting er blevet lettere efter, at jeg har fået det sagt, og hele familien ved det. Det er blevet en naturlig ting, og det kan jeg godt lide, for det er præcis de samme tanker og følelser, jeg har, som en heteroseksuel fyr har. Man skal bare trække en pige ud af ligningen ved ham og sætte en fyr ind ved mig. Men nu sidder jeg ikke længere med hvide løgne, benægtelser eller viger uden om, når folk spørger, om jeg ikke snart skal finde mig en pige.

Jeg har haft én rigtig kæreste, som var en super fyr. Han havde heller ikke tidligere været i et seriøst forhold, så vi var gode for hinanden. Alle brikker faldt fuldstændig på plads der. Det gav mig en form for afslutning på mange års bekymringer, og nu ved jeg, hvad jeg rigtig gerne vil have igen.

Jeg ved godt, det er mig, der er lidt anderledes, så jeg har heller ikke et behov for at vifte med noget. Hvis folk spørger eller vil vide noget, så svarer jeg hjertens gerne, men jeg har ikke et ønske om at manifestere mig som værende den homoseksuelle Tobias. Det gør måske også, at nogle ting bliver lidt lettere, fordi jeg ikke hele tiden stiller noget frem, som folk skal forholde sig til. Det tror jeg egentlig har hjulpet mig meget. Det er jo ikke, fordi det at være homoseksuel er sådan en gang puuuf, og så får du en pakke leveret med en fjerboa og en livsstil og skal høre Cher og drikke Cosmopolitans hele dagen. Jeg kæmper ligesom alle andre unge med lektier, studiefester, tøjvalg, arbejde og at finde mig en sød kæreste.

EPILOG:
Tobias er to gange blevet udsat for verbale overgreb på grund af sin seksualitet. Den ene gang i Esbjerg. Han beskriver det som ekstremt grænseoverskridende at blive stemplet og råbt ad offentligt på den måde. Tobias håber, at han en dag kan blive far og give sine forældre nogle børnebørn, selvom han ved, det bliver en kamp. Han håber desuden, at folk vil anerkende, at homoseksualitet handler om seksualitet og ikke alt muligt andet om Tobias, der har meninger, holdninger, tanker og følelser som alle andre.

Om Tobias:
Tobias er 22 år, single og læser Sociologi- og Kulturanalyse på Syddansk Universitet i Esbjerg. Han er født og opvokset i Esbjerg, hvor han også
bor i dag i sin egen lejlighed. Næste semester skal han læse i Ohio, USA.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce