Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At være statsminister

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (A), Danmark, på besøg hos præsident Bill Clinton (Democrat), USA, Washington maj 1993.

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles. I denne uge Poul Nyrup Rasmussen: Sådan føles det at være statsminister.

Annonce

PROLOG:
Poul Nyrup Rasmussen er ud af en arbejderfamilie i Esbjerg og går først på Østergade Skole, senere på Vestre Skole, hvor han klarer sig så godt, at han, som én af de få arbejderbørn, kommer ind på den fine Esbjerg Statsskole, da han vil være civilingeniør som sin onkel. Senere skifter han til Cand.polit.-studiet og arbejder blandt andet som cheføkonom i LO og direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond i samlet 16 år. Efter 10 år i opposition vil midterpartierne ikke støtte Socialdemokratiets nye formand Svend Auken som statsministerkandidat. Derfor vælger Poul Nyrup Rasmussen at stille op til nyvalg om partiformandsposten i 1992 - og vinder. Allerede året efter går Poul Schlüter af efter Tamilsagen, men uden at udskrive valg. Derefter skifter Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti side og går i regering med Nyrup, der derved overtager magten og danner en ny flertalsregering.

vej til Statsministeriet, hvor regeringen skal dannes, strømmer tankerne igennem hovedet, og billederne står i kø fra mit Esbjerg, der hvor det hele begyndte. Det var i mine mange jobs i Esbjerg, at jeg fik den anerkendelse, der betød så meget. Det var udholdenhed og hårdt arbejde - mig skulle de ikke få skovlen under. Jeg vidste - fra Esbjerg og fra min egen far og mor - helt ind i sjælen, hvordan arbejdsløsheden kunne slå folk omkuld. Og jeg ved i det her øjeblik at alle mine kræfter, hele mit job som statsminister, skal sættes ind på at vende den massive arbejdsløshed.

Amalienborg Slotsplads, efter præsentationen af regeringen for Dronningen, føler jeg en stor frihed, en lettelse, som i mit første job på mejeriet i Esbjerg. Anerkendelsen og respekten. Jeg har sat alt på spil med valget til Socialdemokratiets formand. Hvis jeg ikke kan levere, vil min tid som formand blive kort. Og nu er jeg Danmarks Statsminister - fra Esbjerg, Østergade 42, baghuset. Jeg har leveret. Natten før min første dag i statsministeriet har stormen hærget over Danmark, og vandet stod over havnekajen i Esbjerg. Jeg ringer bekymret til mine forældre, men min stolte far siger blot, ”ja, ja, stormen her kender du jo, men godt gået Poul, tror du nu, du kan klare det?” Det strømmer igennem mig, jeg er så klar.
Men opgaven er enorm. Og pludselig, på selve dagen, efter alle ministermøder, pressemøder og lykønskninger, sidder jeg endelig alene for en stund i statsministerkontoret på den stol, hvor jeg kommer til at tilbringe uendelig mange timer. På skrivebordet er der bunker af papirer med sager, jeg skal tage stilling til. Jeg hvisker til mig selv; ”du skal ikke drukne i papir. Det har vi aldrig gjort i Esbjerg. Der skal handles.” Min retning er derfor klar, arbejdsløsheden skal ned, velfærden skal op og alle skal med, uanset høj eller lav. Og med klare rettigheder og pligter.

Det går rigtig stærkt lige fra starten. Der er kun kort tid ril næste valg, kort tid til at skabe resultater, vise folk, hvad vi duer til. Det kræver fokus og hårdt arbejde, men det kender jeg fra min tidligste opvækst i Esbjerg. På havnen eller mejeriet spurgte man ikke, hvem jeg var, hvor jeg kom fra eller hvad min baggrund var. Det afgørende var, ”kan du bestille noget?” Og det kunne jeg. Sådan har det altid været gennem mit liv. Derfor er overgangen fra arbejderklassen i Esbjerg til statsministerjobbet i virkeligheden mindre smertefuld og belagt med sten, end man umiddelbart skulle tro.

Det er 24 timer i døgnet at være statsminister. Jeg ser ikke min familie så meget, som jeg gerne vil. Jeg tænker på jobbet i alle døgnets vågne timer. Der er hele tiden beslutninger, der skal træffes, og valg, jeg skal forholde mig til. Det er næsten aldrig enkle, lette valg, hvor man bare er helt sikker – de sværeste lander altid hos statsministeren. Men regeres skal der, og jeg ved, at ansvaret i sidste ende er mit.

Den helt store begivenhed politisk er, da jeg får den første melding om, at arbejdsløsheden endelig er vendt. Det er mit store projekt, selve meningen med alt det hårde arbejde. Jeg har selv bedt om at blive bedømt på det af befolkningen ved det første folketingsvalg, der kommer halvandet år efter, jeg er tiltrådt. Fire måneder før valget i 1994 får jeg tallene og kan se, at der for alvor er ved at ske noget. Arbejdsløsheden er knækket. Dér, lige i det øjeblik, er jeg nærmest lykkelig.

længe det går godt i politik, er familien stor. Når nedturen så kommer, og det gør den for enhver statsminister, så oplever du, at familien bliver mindre, og de politiske støtter færre. Det er en hård overgang, for i Esbjerg var det anderledes, der holdt vi jo sammen. Hvis de kom fra en anden gade, så stod vi skulder ved skulder. Det samme på arbejdspladsen. I politik er det anderledes. Det skal jeg vænne mig til.

Du må stole på dig selv og kæmpe til det sidste, tænker jeg ofte i disse år. Det kommer for alvor på prøve under Folketingsvalget i 1998. Pressen har dømt mig helt ude og ugen før valget spørger en journalist, hvordan det føles at have tabt. Og der, igen, kommer det gamle Esbjerg-gen op i mig, de skal ikke få skovlen under mig. Jeg kæmper simpelthen alt, hvad jeg havde lært til den sidste midnatstime på den sidste valgaften. Jeg deler røde roser ud til folk fra midnatsbiografen, som alle smiler til mig. Herligt, indtil jeg ser, det er Titanic, der er på plakaten. Men vi vinder på stregen. Og jeg kan se mine partifæller i øjnene. Det er det hele værd.

En ting vænner man sig aldrig til som statsminister. Jeg ved, at i det øjeblik Danmark går i krig for at stoppe de blodige kampe og folkemord på uskyldige børn, mænd og kvinder på Balkan, i Kosovo og i Bosnien-Hercegovina, så koster det danske soldater livet. Jeg ved også, at ethvert folk, som sender sine soldater afsted, er bekymret for, hvordan det kommer til at gå. Krig er forbandet, og jeg vil ikke unde nogen at skulle tage stilling til så afgørende et spørgsmål. Det er umådeligt tungt.

Jeg fortryder ikke, at jeg har prøvet at være et menneske i magtens rum. Man ikke kan være rigtig statsminister med den holdning, at man aldrig laver fejl. Hvis man så begår fejl, som vi også gjorde i min regering, blandt andet med efterlønsreformen, hvor vi ikke skulle have nedsat folkepensions-alderen samtidig, så må man gå i spidsen og tage skraldet. Og alligevel blev Efterlønnen jo reddet - i hvert fald i min tid som statsminister. Er man bange for at begå fejl, skal man ikke være statsminister. I den stilling er du nødt til at træffe nogle beslutninger, der flytter noget.

Den sidste dag på jobbet kan jeg mærke en indre ro. Jeg efterlader et land med bedre økonomi, tusinder af flere mennesker i arbejde og større tryghed for mange flere. Og mit held gennem livet er, at jeg fra Esbjerg aldrig har haft bitterhed eller nag med i min bagage, men derimod en tro på at vi skal videre, at man kan, hvad man sætter sig for. Og i årene der fulgte, fortalte forældrene til vores børnebørn mig ofte, at når de spurgte, hvor er Poul nu henne, så svarede mit ældste, kloge barnebarn altid: ”Poul? – han er ude for at redde verden.”

Jeg var statsminister i ni år minus to måneder. Det er lang tid. Men når jeg tænker over, hvor lang tid det var i mit liv, i mit sind, så må jeg sige, at det var som et forår. Det er så stærkt og voldsomt, og pludselig er det forbi. Så intenst, så smukt i alle farver og så dramatisk i sorg og glæde som selve foråret.

EPILOG:
Poul Nyrup Rasmussen stod som statsminister i spidsen for en ambitiøs regeringsplan, som skulle nedbringe arbejdsløsheden i Danmark, der, da han tiltrådte, var den største siden krigen på 12 procent, eller rundt regnet 350.000 mennesker. Da han forlod jobbet, var arbejdsløsheden nede på omkring fire procent. Under og efter tiden som statsminister blev han medlem af Europa-Parlamentet, og han var fra 2004 til 2011 formand for De Europæiske Socialdemokrater. I dag har han kastet sig over arbejdet for psykisk sårbare unge, blandt andet via Headspace, der har en afdeling i Esbjerg. Siden tiden som statsminister har han fået et tæt forhold til USA’s tidligere præsident Bill Clinton med hvem, han lige nu drøfter, om erfaringerne fra arbejdet med psykisk syge unge kan overføres til Amerika og landets store udfordring med unge stofmisbrugere.

Om Poul:
Poul Nyrup Rasmussen er i dag 75 år og gift med den radikale politiker Lone Dybkjær, der har to døtre fra et tidligere forhold, hvoraf den ældste døde af sclerose i 2013. Poul Nyrup Rasmussen blev første gang gift i 1966 med Helle Mollerup, som han fik datteren Signe sammen med. Efter en periode med psykisk sygdom tog Signe sit eget liv den 20. august 1993.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce